For en måned
siden blev rockgruppen Red Hot Chili Peppers indlemmet i Rock and Roll Hall of
Fame, og for at markere det har de på nettet nu udgivet en lille samling genindspilninger
af numre med andre kunstnere, der er optaget i Hall of Fames pæne selskab. Det
gælder blandt andet ”A Teenager in Love”, der er overraskende tro mod
originalen fra 1959.
Forsangeren i Dion & The Belmonts var 19 år og 11
måneder gammel, da ”A Teenager in Love” udkom, så han kunne for en stund synge
om at være teenager med troværdighed i stemmen. Red Hot Chili
Peppers-forsangeren Anthony Kiedis fylder 50 senere i år, men det afholder ham
ikke fra at give den som forelsket teenager på den nye EP ”We Salute You”, der
også indeholder genindspilninger af blandt andet Beach Boys’ ”I Get Around” og
David Bowies ”Suffragette City”.