Kategorier
Musiknyheder

Led Zeppelins danske debut

I
år fejres 50-året for dannelsen af rockbandet Led Zeppelin, og i denne uge er
der også en særlig markering med udgangspunkt i Danmarks rolle for bandets
opstart. Led Zeppelin opstod oven på ruinerne af bandet Yardbirds, som for at
overholde en stribe koncertaftaler blev ført videre med ny besætning under
navnet The New Yardbirds, inden de endegyldigt skiftede navn til Led Zeppelin.

Og den 7. september 1968 stod The New Yardbirds på scenen ved en Teen Club-fest
på Egegård Skole i Gladsaxe med fire musikere, der kun lige havde mødt
hinanden: Jimmy Page, Robert Plant, John Paul Jones og John Bonham. Kvartetten,
der skulle tage verden med storm som Led Zeppelin, spillede denne aften deres
allerførste koncert sammen, og på fredag på 50 års-dagen bliver det markeret på
præcis samme sted. Det meget roste engelske Led Zeppelin-kopiband Coda træder fredag
aften i deres gamle heltes fodspor, når de optræder på Gladsaxe Skole, som
stedet nu hedder.