Han var et stort navn i slutningen af 1960’erne og i 70’erne, og i de seneste år har Neil Diamond genvundet sin position som populær sanger og anerkendt sangskriver. På mandag udkommer en plade med sange, som han selv siger, han har ventet i 40 år på at få en anledning til at indspille. Albummet indeholder kendte sange som ”Yesterday”, ”Hallelujah” og ”Ain’t No Sunshine”, og blandt hans fortolkninger af klassikere er også ”I’m a Believer”, som i 1966 blev et kæmpehit for The Monkees – men det er faktisk Neil Diamond selv, der har skrevet den.
For et par år siden fortalte han til musikbladet Mojo, at han altid har haft det fint med, at det var Monkees og ikke ham selv, der fik succes med sangen. I den periode så han nemlig mest sig selv som sangskriver og ville bare gerne have sine sange på hitlisterne uanset hvordan. Chefen på hans pladeselskab var derimod rasende, fordi Diamond havde foræret et sikkert hit til en anden gruppe. Neil Diamond indspillede selv ”I’m a Believer” i 1967, og nu er den også med på pladen ”Dreams”, som udkommer på mandag.