I denne uge samles tusindvis af mennesker i Skanderborg for at nyde stemningen på Danmarks Smukkeste Festival. Allerøverst på plakaten står et band, der var med til at definere den såkaldte britpop i 90’erne. Gruppen med den karismatiske forsanger Brett Anderson optrådte i starten under navnet Suave and Elegant (høflig og elegant, red.), men efterhånden som bandet udviklede sig, blev de til Suede, opkaldt efter nummeret ”Suedehead” med et af deres store idoler, Morrissey. Bandnavnet fungerede dog ikke alle steder, for da de arbejdede på at slå igennem i USA, blev de truet med sagsanlæg fra en entertainer, der brugte samme navn. I stedet optrådte de i USA som London Suede, selvom Brett Anderson bestemt ikke var begejstret for det. Den genopstandne gruppe kan opleves lørdag på Danmarks Smukkeste Festival, som i år også byder på blandt andre Roxette, Kent og Placebo.
Kategorier