Den
amerikanske præsident Donald Trump har været på en rundrejse, der har
inkluderet en snak med præsident Putin i Rusland, topmøde i NATO og et besøg i Storbritannien.
Her blev han dog mødt af forskellige former for demonstrationer og happenings,
og det var ikke kun på gadeplan, protesterne foregik. Også på hitlisterne
gjorde briter et forsøg på at udtrykke deres ubehag over Trump gennem en slags
kampagne, hvor folk i sidste uge skulle købe eller streame Green Day-nummeret
med den sigende titel ”American Idiot”. Sangen er fra 2004, og Green Days
forsanger Billie Joe Armstrong har fortalt, at han blev opildnet til at
udstille amerikansk dårskab, paranoia og moderne medier, da han hørte en sang
med rockbandet Lynyrd Skynyrd om at være stolt af at være en ”redneck” –
hvilket rundt regnet dækker over at være en reaktionær, amerikansk bonderøv. Forherligelsen
af det verdenssyn generede ham voldsomt, og det er svært ikke at se en vis
symbolik i, at ”American Idiot” blev udgivet under den valgkamp, der endte med
genvalget af præsident George W. Bush.
Nu er sangen så – uden at Green Day har
været direkte indblandet – blevet brugt til at provokere en anden amerikansk
præsident, men kampagnen rakte dog kun til en 25.-plads på den engelske
hitliste i søndags. I 2009 fandt en mere effektiv aktion sted, da en viral
kampagne fik så stor opbakning, at Rage Against the Machines hårdtslående
”Killing In the Name” overhalede årets engelske X Factor-vinder i kampen om
førstepladsen på hitlisten op til jul.