På lørdag er
det Sankthansaften, hvor traditionen foreskriver, at folk alle steder i landet
samles til taler, hygge og fællessang – og bål, hvis brandvæsenet og kommunen
tillader det. Som altid vil Holger Drachmanns ”Midsommervisen” være det
foretrukne sangvalg de fleste steder, men den danske sangskat rummer faktisk
andre fine værker skabt til samme anledning. Et af dem gemmer på en næsten 500
år gammel fortælling bag den sigende titel ”Sankt Hansdag er glædens og
midsommers fest”.
Sangen handler om, at ved midsommer ”til kilden vi drage”,
for ifølge overleveringerne opdagede den unge kvinde Kirsten Pil i 1583 en
kilde med helbredende virkning i den nordsjællandske by Klampenborg. Historien
gik på, at man i midsommernatten skulle overnatte ved kilden, og efterhånden
som denne jagt på helbredelse blev lidt af et tilløbsstykke, opstod der et
marked omkring kilden, som efterhånden voksede sig til det, der i dag kendes
som Dyrehavsbakken, også kendt som forlystelsesparken Bakken. Hvis nogen på
lørdag ved bålet istemmer den 200 år gamle ”Sankt Hansdag er glædens og
midsommers fest”, bliver der endda også sendt en tak til kvinden bag det hele:
”Den
fryd skyldes skovkildens mø, Kirsten Pil, og derfor det navn vi lovprise”.