De seneste år har de østeuropæiske lande domineret Det Internationale Melodi Grand Prix, og det har tvunget flere lande til nytænkning i musikkonkurrencen. Herhjemme har man valgt at invitere en række kendte navne til at deltage i Melodi Grand Prix, mens man i Storbritannien har valgt en helt anden løsning.
Musicalmesteren Andrew Lloyd Webber er hyret til at skrive en vindersang, der skal kunne tage både øst og vest med storm – men hvem der skal fremføre den i Rusland til maj afgøres af folket. I bedste X Factor-stil har tv-seerne i de seneste uger stemt mulige sangere ud af opløbet, og på lørdag skal vinderen findes – ligesom den danske vinder skal findes samme aften.