Kategorier
Musiknyheder

Hjertemassage-disco med Bee Gees

Den gamle sang Last Night a DJ Saved My Life er ikke længere alene om at kunne redde liv gennem discomusik. Ifølge politiken.dk har en amerikansk læge fundet ud af, at Bee Gees-klassikeren med den passende titel Stayin’ Alive har netop den taktfaste rytme, man skal bruge, når man giver hjertemassage, nemlig 100 tryk i minuttet. Og dr. David Matlock har også erfaret, at når hans elever først ved dette, husker de også bedre tempoet, når de skal give hjertemassage.

Bee Gees skrev Stayin’ Alive som bestillingsarbejde for en filmmand, der ville lave en film om discodillen, men derudover endnu ikke havde hverken manuskript eller detaljer klar. Ifølge Superseventies svarede Robin fra Bee Gees: ”Du har ikke noget manuskript, og vi har ingen sange, så vi står lige”. Så lagde han røret på og gik i gang med det, der skulle blive verdens mest populære filmsoundtrack Saturday Night Fever.