På
fredag lægger Fredericia Teater scene til en vaskeægte verdenspremiere på
musicaludgaven af en international filmsucces. Tegnefilmen ”Prinsen af Egypten”
fra 1998 bliver bragt til live med internationale ambitioner, som betyder, at
premieren foregår på engelsk, mens den danske version først kan opleves senere
på måneden. Musicalen om Moses og hans kamp for at befri det jødiske folk
bygger videre på tegnefilmen, men filmens komponist Stephen Schwartz har også skrevet
nye sange til forestillingen.
Filmens mest kendte sang, ”When You Believe”, vakte
i 1998 opsigt alene på grund af det makkerpar, der fremførte den. Der gik
nemlig rygter om et decideret fjendskab mellem Whitney Houston og Mariah Carey,
så der var nok at tale om, da de to popdivaer pludselig kunne opleves i duet. I
interviews fastholdt de begge, at de aldrig havde været kurrer på tråden, og at
det havde været en fornøjelse at arbejde sammen – men de tilbagevendende
skriverier om det modsatte skabte god opmærksomhed om både singlen ”When You
Believe” og filmen.