Statsminister Mette Frederiksen gik i sidste uge i sine forgængeres fodspor, da hun holdt sin nytårstale 1. januar. Hver statsminister har gennem årene haft sin egen stil og sine særlige fokusområder, men på ét punkt lagde Mette Frederiksen sig op ad de tidligere statsministre Anker Jørgensen og Lars Løkke Rasmussen. Den 1. januar 1977 indledte daværende statsminister Anker Jørgensen sin nytårstale med ordene “Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser”, hvor han citerede Kim Larsens sang fra det forgangne år. 30 år senere opfordrede Lars Løkke Rasmussen sine Facebook-venner til at komme med input til nytårstalen, og en journalist fra Radio24syv mente, det var på sin plads at behandle popstjernekarikaturen Gulddreng, som havde fået sit gennembrud i året, der var gået. I talen 1. januar 2017 sagde Løkke derfor blandt andet ”Man kan blive helt svimmel ved tanken. Få det lidt, som om man prøver at følge med, men at det er så svært at gennemskue” – med reference til hittet ”Se mig nu” med omkvædet ”Se mig lige nu, I prøver at følge med, men jeg er så svær at gennemskue”. Men hvor både Lars Løkke Rasmussen og Anker Jørgensen citerede samtidens popmusik, greb Mette Frederiksen fat i en mere end 40 år gammel sang:
”Et mere retfærdigt samfund starter med børnene. Men det slutter ikke her. Der er også uretfærdighed i den anden ende af livet. Når arbejdslivet slutter, og livets skjorte bliver for kort”, sagde hun, da hun lagde an til at tale om ældrepleje og pension. De let genkendelige sidste fem ord om, at ”livets skjorte bliver for kort” stammer fra Shu-bi-dua-sangen ”Den røde tråd”, som forsanger Michael Bundesen har afsløret blev skrevet på blot et kvarters tid, og at en del af den musikalske inspiration kom fra Eric Claptons ”May You Never”. Jens Tage Nielsen spillede keyboard i Shu-bi-dua i bandets tidlige år, og han bidrog også til en del af de finurlige tekster, som var med til at gøre Shu-bi-dua folkekære. I biografien ”Alting har en ende” fortæller Bundesen, at lige præcis sætningen ”Når livets skjorte bliver for kort” kom fra Jens Tage Nielsen, som nu altså også er delvist medforfatter til en nytårstale.