Kategorier
Musiknyheder

Al magt til epidemiologen

De meget hårde og voldsomme varianter af heavy metal, der nogle gange kaldes dødsmetal eller black metal, er som regel gemt væk i subkulturer og på undergrundsscener, men i Sverige har en black metal-udgivelse i år fået en del mere omtale end normalt. Brødrene Thomas og Jonathan Clifford laver det, de på svensk kalder ”samtidsanalys på hårdrocksvis”, og i foråret lagde de et nyt nummer på Youtube, ”All makt åt Tegnell”. Sangen er en brølende, hårdtslående, beskidt rockhyldest til statsepidemiolog Anders Tegnell, som er det nærmeste, man kommer en svensk version af Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm. Den kurs, Tegnell har lagt for Sverige under coronakrisen, har været en del anderledes end andre landes håndtering af situationen, hvilket har affødt kritik og overraskelse mange steder. Men blandt en del svenskere er der opbakning til Anders Tegnell, og i søskendebandet Clifford er den altså så stor, at de i en sang erklærer ”Al magt til Tegnell”.

Efter nummeret røg på Youtube i maj, er bandet blevet samlet op af et metal-pladeselskab, som har øje for en interessant debat. De har blandt andet tidligere udgivet en metal-version af klimaaktivisten Greta Thunbergs tale til FN-forsamlingen. I sidste uge udkom så en engelsksproget udgave af Cliffords epidemiolog-ode, ”All Might to Tegnell”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *