Kategorier
Musiknyheder

Lennon og Churchill

I oktober 1940 kom en lille dreng til verden i Liverpool. Familien Lennon kaldte deres søn John, men den senere så berømte musiker fik også mellemnavnet Winston. Fornavnet John var en hyldest til drengens bedstefar, mens mellemnavnet blev hentet et helt andet sted. John Winston Lennon blev nemlig delvist opkaldt efter den britiske premierminister Winston Churchill, som havde været i politik i mange år og havde beklædt flere ministerposter, men som i maj 1940 – blot fem måneder før fødslen af den lille Lennon – var tiltrådt som premierminister. Churchill blev en af de vigtigste skikkelser i moderne britisk historie, og han blev også en personlig helt for John Lennon, der læste flere af Churchills bøger. Winston Churchill spiller også en rolle i en anekdote om John Lennon, men i en noget anden sammenhæng end man normalt associerer helten fra 2. verdenskrig med. Paul McCartney gav for et par år siden i magasinet GQ nogle eksempler på, hvor tætte han og John havde været i ungdomsårene, og her fortalte han, at de engang havde hængt ud hjemme hos John sammen med nogle venner. Det var blevet helt mørkt, og på en eller anden måde var det endt med, at alle mand sad og onanerede i hver sin stol. På skift sagde de navne på attraktive kvinder til gensidig begejstring, indtil Lennon overraskede flokken og forpurrede stemningen ved at sige ”Winston Churchill” for underholdningens skyld.

Mellemnavnet Winston var ikke synligt i årene med The Beatles, men John Lennon brugte det i andre sammenhænge, for eksempel når han medvirkede på andres plader og ville være lidt anonym. Da Elton John i 1974 genindspillede Beatles-sangen ”Lucy In the Sky With Diamonds”, kunne man i covernoterne se, at han havde fået hjælp i studiet af en guitarist og korsanger ved navn Dr. Winston O’Boogie – og det var den samme John Winston, som på fredag kunne have fejret sin 80 års fødselsdag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *