Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: I Don’t Want To Love You, But I Do

Hej
For mange år siden omkring 1968 hørte jeg første gang til en skolefest et amatørorkester spille en melodi, som hedder noget i retningen af “I don`t wonna love, but I do”. Jeg har nogle gange senere hørt melodien uden at have fået fat i, hvem der har indspillet den. En af mine venner med stor indsigt i musik fra 60erne mener, at det er Peter Belli & Rivalerne(Les Rivals). Kan du hjælpe mig? På forhånd tak.
Hilsen Gert Rasmussen, Aabybro

Hej Gert
Jeg vil mene, at denne sag kan gå i to retninger, for jeg kender til to sange fra den periode, der kan passe på titlen, og uanset hvad er det nogle stærke folk, der dukker op. Peter Belli indspillede i 1967 en “I Don’t Want To Love You”, dog ikke med Les Rivals, men med gruppen Four Roses. Det var en genindspilning af et nummer med og af The Everly Brothers fra samme år. Hvis vi bliver inden for pigtrådsgenren, kan der også være tale om “I Don’t Want To Love You” med Cliff Richard fra 1965. Titlen er den samme, men sangen er en anden. Du kan høre dem alle tre via musikbrevkassen.dk, og jeg håber, du her bliver genforenet med lyden af skolefest i 1960’erne.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

3 kommentarer til “Spørgsmål: I Don’t Want To Love You, But I Do”

Hej Tor!
Det lød spændende med de forskellige udgaver af “I don’t want to love you”, så jeg har været herinde og høre dem og synes især godt om Cliff Richards sang. Men da jeg ledte efter den på bibliotekets hjemmeside for lige at låne den på cd, stødte jeg på grund, og det viser sig så, at den faktisk hedder “I don’t wanna love you” – næsten det samme, men ikke helt… 🙂
Dbh
Flemming

Det kunne jo også være Clarence ‘Frogman’ Henrys “But I do”, der var et populært nummer blandt amatørorkestre. Kopieret bl.a. Af The Cliffters og Otto Brandenburg.

Ja, udmærket bud – men jeg har heldigvis fået respons fra spørgeren om, at det rent faktisk var Peter Belli & Four Roses, det handlede om.
Mvh. Tor Bagger