Kategorier
Musiknyheder

The Weeknd sejrede ved Super Bowl

Natten til mandag blev en af verdens største sportsbegivenheder afholdt, da den årlige finale i amerikansk fodbold, Super Bowl, samlede millioner af tv-seere verden over. Et fast indslag ved det gigantiske sports-event er, at et stort navn fra musikkens verden tager sig af pauseunderholdningen mellem første og anden halvleg, og det har med årene udviklet sig til en opvisning i, hvordan man kan skubbe til grænserne for, hvor vild, hvor avanceret og hvor kreativ en femten minutters koncert kan være. Superstjerner og gæsteoptrædener, special effects og fyrværkeri, dansetrupper og statister, kraner og snoretræk, lysshow og kulisser – alt sammen for at overgå tidligere de halftime shows, som Super Bowl-koncerterne kaldes. I år var æren og opgaven tilfaldet den canadiske sanger The Weeknd. Han hedder egentlig Abel Tesfaye og kommer ud af en etiopisk familie, men er født og opvokset i Toronto i Canada. Kunstnernavnet tog han, efter at han som 17-årig droppede ud af gymnasiet og stak af hjemmefra i en weekend. Det viste sig dog, at der allerede var et canadisk band, der kaldte sig The Weekend, så for at undgå for meget forvirring – og måske også sagsanlæg – slettede han et bogstav i navnet og blev til The Weeknd.  

Både den canadiske skuespiller Dan Aykroyd og sangerinden Shania Twain har medvirket tidligere, men The Weeknd er den første canadier, der har stået som hovednavn ved et Super Bowl-pauseshow. Den bedrift betød, at Torontos borgmester søndag erklærede, at den 7. februar fremover skal markeres som ”The Weeknd Day”, og sangeren gav både borgmesteren og sine fans noget at være stolte af. Han leverede ikke bare et spektakulært show med stort kor og maskerede dobbeltgængere, men lod også sin Super Bowl-optræden blive kulminationen på en slags langstrakt performance om berømmelsens mørke sider, som han skridt for skridt har udviklet i musikvideoer, interviews og på sociale medier gennem mere end et år – til lyden af sange som ”Can’t Feel My Face”, “I Feel It Coming”, “Save Your Tears” og afslutningsvis “Blinding Lights”, der har været et kæmpehit i mere end et år nu.