I denne uge er det 30 år siden, tre unge amerikanere udsendte en plade, der ændrede rockverdenen for altid. Den definerede en ny lyd og en ny attitude, og den blev ikke bare lydsporet til de tidlige 1990’eres ungdomsgeneration, den blev også en plade, som yngre årgange opsøger igen og igen. Det var trioen Nirvana, der i september 1991 udsendte deres andet album ”Nevermind” med numre som ”Come As You Are”, ”In Bloom”, ”Lithium” og ikke mindst ”Smells Like Teen Spirit”, og som skudt af sted fra en katapult sendte det grunge-genren ud i verden på rekordtid, så hidtidige rocksucceser som Def Leppard og Guns’n’Roses pludselig kom til at fremstå en smule gammeldags. Grungen var beskidt og melankolsk på en anden måde end de forgange års heavy metal, men den var samtidig mere melodisk og iørefaldende end fortidens punk-nicher. Med i samme grunge-bølge var bands som Pearl Jam, Soundgarden og Stone Temple Pilots, men det var Nirvana, der var det absolutte hovednavn i de år. Navnet Nirvana er hentet fra buddhismen, hvor det er et svært begribeligt begreb, der beskriver det højeste mål for den religiøse stræben, og det var forsanger Kurt Cobains ønske, at bandet skulle have et smukt navn som kontrast til musikken, i modsætning til de mange rockbands, der valgte et provokerende navn til at ledsage deres hårde ydre. Cobain er mange steder citeret for, at ”Punk er musikalsk frihed. Det handler om at sige, gøre og spille, hvad man har lyst til. I Webster-ordbogens termer betyder ’nirvana’ fraværet af smerte, lidelse og den ydre verden, og det er ret tæt på min definition af punk-rock”.
Den 10. september 1991 udkom singlen ”Smells Like Teen Spirit”, og den 24. september fulgte albummet ”Nevermind”, som i løbet af nogle måneder lagde verden for Nirvanas fødder. Succesen fik en trist udgang, da Kurt Cobain tog sit eget liv i april 1994.