Kategorier
Musiknyheder

Nye og gamle julestjerner

Det er mange, der forsøger, men det er langt de færreste musikere, der lykkes med at skrive en julesang, som når at få fodfæste, før december er slut, og julesangene pakkes væk igen, uanset om de har vundet rigtigt indpas eller ej. Men hvis man er heldig at stå bag en af de julepopsange, der bliver spillet igen og igen år efter år, så er der både gode penge og en form for udødelighed at hente. Derfor er der hvert år kendte og ukendte sangere, der prøver at komme ind på ”julemarkedet”, og i år gælder det blandt andet en sang med genopstandne Abba og en duet mellem Elton John og Ed Sheeran.

Abba har i forvejen den melankolske nytårssang ”Happy New Year” på samvittigheden, men de svenske poplegender har aldrig udgivet en julesang, før deres første album i næsten 40 år, ”Voyage”, udkom for en måned siden. Pianisten Benny Andersson havde da heller ikke selv set melodien som en potentiel julesang, da han skrev den, men da hans komponistmakker Björn Ulvaeus hørte den, fik han straks associationer til fredfyldte julemorgener. Den i forvejen søde melodi fik derfor en juletekst og et børnekor, så ”Little Things” i 2021 kunne blive Abbas første julesang.

En anden juledebutant er den uhyre produktive sanger og sangskriver Ed Sheeran, men han har allieret sig med Elton John, som allerede har et gammelt julehit i bagagen i form af ”Step Into Christmas” fra 1973. Eller rettere: Ed Sheeran lod sig i juledagene for et år siden overtale af Elton John til, at de skulle lave en julesang sammen. Til hollandske NPO Radio 2 har Sheeran fortalt, at ”Elton ringede til mig juledag for at ønske mig glædelig jul. Elton ringer til mig nærmest hver dag. Han sagde: Step Into Christmas er nr. 6 på hitlisten. Jeg vil gerne lave endnu en julesang – vil du lave den sammen med mig?”. Ed Sheeran havde sine forbehold, men han stillede som krav, at hvis de skulle gøre det, så skulle den have hele armen med både bjælder og klokker, og allerede samme dag skrev han omkvædet til juleduetten ”Merry Christmas”, der blev frigivet i fredags.

Andre musikere, der også kaster sig ud i julemusikkens svære kunst i år, er Norah Jones, Shaggy, Kelly Clarkson og – endnu engang – Mariah Carey.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *