De fleste, der har bare nogenlunde styr på rock’n’roll-musikkens helt tidlige klassikere, vil let kunne nynne med, hvis man starter linjen ”I found my thrill on Blueberry Hill”. Men ”Blueberry Hill” er ikke kun titlen på Fats Dominos bedst kendte hit, det er også navnet på et legendarisk spillested i den amerikanske by St. Louis – og derigennem spiller det også en rolle på et nyt album fra en af de største rock’n’roll-legender, Chuck Berry. Det er snart fem år siden, Chuck Berry gik bort i en alder af 90 år, men for nylig udkom albummet ”Chuck Berry Live From Blueberry Hill”. Berry havde et meget nært forhold til Blueberry Hill i St. Louis, hvor han optrådte flere end 200 gange, og i perioden fra 1997 til sin sene pensionering i 2014 gav han koncert på Blueberry Hill på en fast dag en gang om måneden. Det er optagelser fra nogle af disse mange koncerter, der nu er samlet på albummet ”Chuck Berry Live From Blueberry Hill” med klassikere som “Roll Over Beethoven”, “Rock and Roll Music”, “Sweet Little Sixteen” og naturligvis Chuck Berrys signatursang om “Johnny B. Goode”.
Det oplagte spørgsmål er, om ”Chuck Berry Live From Blueberry Hill” også indeholder en Chuck Berry-fortolkning af ”Blueberry Hill”, men selvom det ville forekomme naturligt, har det gamle guitarikon modstået denne fristelse. ”Blueberry Hill” findes i masser af udgaver i forvejen, og Fats Dominos fra 1956 var bestemt ikke den første. Selve sangen er fra 1940, hvor den hurtigt blev samlet op af forskellige musikere, heriblandt The Glenn Miller Orchestra. Det var dog Louis Armstrongs bløde swing-version fra 1949, som Fats Domino lænede sig op ad, da han indspillede den i 1956 og skubbede den videre ind i den spirende rock’n’roll-genre, hvor hans version af ”Blueberry Hill” blev en sejlivet klassiker. Den lagde også navn til spillestedet i St. Louis, som åbnede i 1972, og som med årene blev stamsted for rock-pioneren Chuck Berry.