Kategorier
Musiknyheder

*NSYNC og den røde panda

For få dage siden begyndte rygterne at svirre om, at et af historiens mest succesfulde boybands måske er ved atgøre klar til en gendannelse. I slutningen af 90’erne og begyndelsen af 00’erne var den amerikanske kvintet *NSYNC en af verdens største popgrupper, men de har ikke udgivet noget sammen siden 2002, hvor Justin Timberlake fik gang i sin solokarriere. I sidste uge kunne man på den officielle Twitter-profil for *NSYNC læse de tre ord “Something is coming…” (”Noget er på vej”, red.), hvilket naturligvis satte gang i spekulationerne om, at det kunne være et forvarsel om en gendannelse af gruppen bag hits som ”Bye Bye Bye”, ”Tearin’ Up My Heart” og ”It’s Gonna Be Me”. Timingen ville også være fin, efter at en ny generation er blevet introduceret til netop ”It’s Gonna Be Me” via Disney Pixar-tegnefilmen ”Rød”. Godt nok figurerer ”It’s Gonna Be Me” ikke i selve filmen, men den spiller en rolle i traileren for filmen, der foregår i 2002 og handler om den 13-årige kinesisk-canadiske pige Mei, som er vild med et boyband, og som pludselig oplever at kunne forvandle sig til en rød panda, da hun kommer i puberteten. For at give filmreklamen den rette stemning af boyband-hysteri og poplyden omkring årtusindskiftet ledsages filmklippene af ”It’s Gonna Be Me”, måske også fordi titlen synges på en karakteristisk måde, hvor ”me” lyder som ”May” eller ”Mei”. Lige siden udgivelsen i 2000 har den specielle betoning af ”me” vakt opsigt, og sidste år forklarede musikproduceren Rami Yacoub til MusicRadar, at det var helt bevidst, at nogle ord blev ”over-udtalt” for at fremstå helt klart, og han mente, at det gjorde ”me” både iørefaldende, anderledes og lidt irriterende.  

*NSYNC-sangeren JC Chasez har også fortalt, at de arbejdede med at ændre udtalen af visse ord: ”Når man hører nogen i studiet synge det på den måde, tænker man først: Hvad er der galt med dig? Men man er nødt til at dykke ned og ramme konsonanternes og vokalernes forskellige former for at give dem energi. I stedet for at sige ’It’s gonna be me’ sagde vi ’ET’S GONNA BAY MAY’ for at få det til at ramme hårdere. Disse bevidste valg lyder udefra betragtet sjovt, men når det hele bliver samlet, lyder det det forrygende”, forklarede JC Chasez til musikmediet Billboard.

Boyband-sangene i selve tegnefilmen ”Rød” er skrevet af popstjernen Billie Eilish og hendes bror Finneas, og de lyder som noget, *NSYNC, Backstreet Boys eller Five kunne have udgivet omkring årtusindskiftet. Men faktisk er flere af de store boybands fra den periode fortsat aktive, så gamle fans af Backstreet Boys, Westlife og Take That har gennem årene kunnet genopleve de gamle hits. *NSYNC-fansene må dog stadig væbne sig med tålmodighed, for indtil videre lader det til, at det kryptiske Twitter-varsel ”Something is coming” handlede om noget så simpelt som en ny tøjkollektion i gruppens webshop.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *