Den helt store bookmakerfavorit ved årets udgave af Det Internationale Melodi Grand Prix, der afholdes i Italien i denne uge, er Ukraine. Ikke fordi det ukrainske bidrag ”Stephania” skal betragtes som et musikalsk højdepunkt, men fordi landet forventes at modtage en god portion sympatistemmer fra både jury og seere på grund af den russiske invasion. Krigen har også betydet, at både Rusland og Hviderusland i år er udelukket fra at deltage i musikkonkurrencen, der også kaldes Eurovision Song Contest. Men ser man bort fra Ukraines position som ”goodwill-favorit”, er det blandt andre Sverige og værtslandet Italien, der forventes at skulle dyste om topplaceringerne, samt Storbritannien, der ellers har haft det svært i Eurovision, siden det i 1999 blev tilladt selv at vælge, hvilket sprog man vil synge på. Sidste år endte briterne endda med et bemærkelsesværdigt resultat, da både juryerne og seerne tildelte dem lige præcis nul point. Men der er en stor tro på, at Storbritanniens bidrag vil kunne få en topplacering i år, hvor man også kan markere 25-året for den seneste britiske Eurovision-sejr.
I 1997 sang gruppen Katrina and the Waves sig nemlig helt til tops med ”Love Shine a Light”, selvom Grand Prix’et ikke var noget, de på forhånd havde gjort sig mange tanker om. I et interview med avisen Metro i 2009 fortalte forsanger Katrina Leskanich, at hun havde fået et opkald fra BBC’s Eurovision-ansvarlige, der spurgte, om de havde en sang liggende, der ville kunne bruges i konkurrencen. Hun svarede: ”Ja, vi har en sang, der hedder Love Shine a Light, som vi aldrig har udgivet, fordi den er alt for sødsuppe, alt for Abba-agtig, alt for Eurovisionsk, så den vil være perfekt for jer”. Det var dog ikke tanken fra Katrina and the Waves, at de selv skulle fremføre nummeret, men de lod sig overtale, fordi et pladeselskab overbeviste dem om, at de ville kunne genoplive den succes, som var gået i sig selv siden deres store 80’er-hit ”Walking On Sunshine”. ”Folk kan være virkeligt dumme, når de bliver rigtigt desperate, og de får at vide, at noget vil være godt for dem, selvom det ikke vil”, fortalte Katrina Leskanich i 2009 som en forklaring på, hvorfor gruppen alligevel stillede op i en musikkonkurrence, hun egentlig ikke brød sig om.
I år har briterne udpeget sangeren Sam Ryder som deres Eurovision-deltager. Han blev kendt via sociale medier i starten af corona-pandemien, hvor han i sit hjem fremførte coverversioner af andres sange, og særligt på TikTok fik han en meget stor følgerskare. Hans sang ”Space Man” er Storbritanniens bedste bud på en Eurovsion-vinder i mange år, men om den formår at forpurre bookmakerprofetien om ukrainsk sejr, finder vi først ud af på lørdag, når finalen afholdes i Torino.