Kategorier
Musiknyheder

Uffes sidste ord

Han havde allerede i tidligere interviews fortalt, at det var hans yndlingssang, men Uffe Ellemann-Jensen gav ”What a Wonderful World” en særlig placering i programmet ”Det sidste ord”, som blev sendt på TV 2 søndag aften. Tv-værten Mikael Bertelsen interviewer i en særlig serie kendte danskere om deres liv ud fra en klar aftale om, at programmet først vil blive sendt efter deres død, og at interviewet således vil komme til at stå som deres sidste ord – formuleret i levende live, men gemt som en sidste samtale efter døden. Afslutningsvis i programmet forlod Mikael Bertelsen studiet og lod den tidligere udenrigsminister få kameraet for sig selv, så han på egen hånd kunne runde udsendelsen af. Og efter at have takket seerne for at have lyttet til, hvad han havde at fortælle, brød Uffe Ellemann-Jensen ud i sang og rundede det posthume program af med Louis Armstrong-klassikeren ”What a Wonderful World”.

Louis Armstrong var en markant skikkelse på jazzscenen allerede i 1920’erne, men ”What a Wonderful World” var blandt de sidste sange, han indspillede, eftersom den er fra 1967, hvor han var 66 år. Sangskriverne Bob Thiele og George Weiss skrev sangen med Armstrong i tankerne, og Louis Armstrong House Museum fortæller historien om, at han sagde ja tak, da han fik den tilbudt, blandt andet fordi teksten mindede ham om Corona-kvarteret i New York, hvor han på det tidspunkt havde boet i 25 år sammen med sin kone Lucille. ”Der er så meget i Wonderful World, der minder mig om mit nabolag, hvor jeg bor i Corona, New York”, forklarede han i 1968. ”Jeg har set tre generationer i det kvarter. De er der med deres børn, børnebørn, og de kommer tilbage for at besøge onkel Satchmo og tante Lucille. Det er derfor, jeg kan sige ’I hear babies cry, I watch them grow, they’ll learn much more than I’ll ever know’ Og jeg kan se betragte alle disse børn. Og jeg har billeder af dem, fra da de var fem, seks, syv år gamle. Så da jeg fik denne Wonderful World i hånden, var jeg ikke i tvivl”, er Louis Armstrong citeret for af museet, der i dag formidler hans historie.

Sangen blev hurtigt et stort hit i blandt andet England, men i Louis Armstrongs hjemland USA blev den overset. Chefen for hans pladeselskab ville have haft en festlig opfølger til hittet ”Hello Dolly” og var slet ikke begejstret for ”What a Wonderful World”, som derfor ikke fik den fornødne markedsføring i USA. Efter Armstrongs død i 1971 dukkede sangen op i reklamer, og den blev for alvor kendt i USA, da den indgik i krigsfilmen ”Good Morning Vietnam” i 1987 (selvom filmen foregår i 1965, og sangen er fra 1967). 

Louis Armstrongs indspilning af ”What a Wonderful World” varer blot to minutter og femten sekunder, så Uffe Ellemann-Jensen fik det hele med, og lyset i studiet blev slukket, da han havde sunget det sidste ord.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *