Siden 1970’erne har ”Grease”-universet begejstret publikum med musical, film og musikudgivelser, der alle kredser om ungdom, forelskelser og kappestrid på den amerikanske skole Rydell High. Den oprindelige musical er fra 1971, men rigtigt kendt blev ”Grease” for alvor i filmversionen fra 1978 med Olivia Newton-John som Sandy og John Travolta som Danny. Senere fulgte den mindre succesfulde ”Grease 2”, som med nye elever byggede videre på stemningen fra den oprindelige film, og nu er der hele to nye projekter på vej, som begge foregår før den populære film. Idéen har været luftet tidligere, men planerne har skullet skifte hænder, før de nu er sat rigtigt i søen. Det amerikanske medie Variety kunne forleden berette, at tv-tjeneste Paramount Plus har bestilt serien ”Grease: Rise of the Pink Ladies”, og Paramount Plus kommer også til at vise den nye Grease-film ”Summer Lovin”. Serien skal fortælle historien om, hvordan pigekliken Pink Ladies med Rizzo, Jan, Marty og Frenchy fra ”Grease”-filmen fandt sammen og blev det seje slæng på Rydell High, længe før den pæne pige Sandy ankom til skolen. Filmen ”Summer Lovin” bliver ligeledes en prequel, det vil sige en historie, der kronologisk går forud for den oprindelige film, men her er det Sandy og Dannys sommerferieforelskelse før skolestart, der er omdrejningspunktet.
Titlen ”Summer Lovin” er hentet fra sangen ”Summer Nights”, der modsat flere af filmens store hits som ”You’re the One That I Want” og ”Hopelessly Devoted to You” rent faktisk stammer fra den musical, der var forlæg til filmen. ”Summer Nights” tiltrak sig dog uheldig opmærksomhed for nogle år siden, for når tiderne skifter, er der visse sangtekster, der kommer til at stå i et andet skær. I 2016 viste den amerikanske tv-kanal Fox ”Grease” som live-transmitteret tv-musical fra ende til anden, og for at komme bornerte og mindreårige seere i møde var teksterne justeret en anelse her og der. For eksempel var sangen ”Greased Lightning” omskrevet flere steder, så linjen “the chicks’ll cream”, der bedst kan oversættes til “tøserne vil komme i bukserne” elegant blev ændret til “the chicks’ll scream”, så pigerne i stedet blot vil hvine af fryd – og fyrenes bil blev ikke kaldt en ”pussy wagon”, men en ”dragon wagon”. Og netop fordi en ny tid skulle afspejles i de modererede tekster, faldt det visse seere for brystet, at ikke også ”Summer Nights” fik en overhaling. Drengene tigger for at vide, om Danny har været i seng med sin sommerflirt og synger den velkendte linje “Tell me more, tell me more, did she put up a fight”. Spørgsmålet om, hvorvidt pigen gjorde modstand, emmer ikke ligefrem af samtykke og gensidig respekt fra fyrene i Dannys slæng, T-Birds, og det kunne man med fordel have omskrevet, når man nu alligevel var i gang, mente nogle Fox-seere dengang.
Hvor meget der rent faktisk skete eller ikke skete mellem Sandy og Danny i den famøse sommerferie, får vi måske svar på, når forløberfilmen ”Summer Lovin” er klar.