Der
er masser af eksempler på musicals, der er bygget over et bands sange, men at
skabe en hel forestilling med udgangspunkt i ét bestemt album er sjældent set.
Ikke desto mindre er det tilfældet, når der i denne uge er dansk premiere på ”Green
Day’s American Idiot”. Rockmusicalen er baseret på bandet Green Days album ”American
Idiot”, der i 2004 var tænkt som et sammenhængende konceptalbum, som på forskellig
vis greb fat i den ændrede virkelighed efter terrorangrebet mod USA i 2001. Bandet
havde allerede under pladens tilblivelse en idé om, at værket kunne fungere på
en scene eller som soundtrack til en film, så tanken var ikke fjern, da en
musicalinstruktør henvendte sig til dem med idéen om at sætte ”Green Day’s
American Idiot” op i USA.
På fredag er der premiere på den første danske
opsætning af rockmusicalen med sange som ”Wake Me Up When September Ends”, ”Boulevard
of Broken Dreams” og titelnummeret ”American Idiot” i Den Grå Hal på
Christiania i København.