Efterhånden som dagene bliver kortere og vejret vådere, kan man godt have brug for en smule solskin og optimisme i de mørke novemberdage. For visesangerinden Pia Raug krævede det for mange år siden en tur til Nordjylland for at skabe sangen med den indledende linje ”Jeg vil male dagen blå med en solskinsstribe på” om at holde det grå og triste novembervejr på afstand. Historien om den populære ”Regnvejrsdag i november” er nemlig knyttet til Pia Raugs ture til Skagen i midten af 1970’erne, hvor hun som ung visesanger havde en drøm om at komme til at optræde på den nyetablerede festival. I Skagen mødte hun Gerd Parkholt, som gennem mange år var en af de store ildsjæle bag festivalen, fortalte Raug i forbindelse med genudgivelsen af hendes første indspilninger for nogle år siden:
”Min kusine boede i en nabovilla på Darmstedtvej, så jeg endte, som så mange andre, med at møde Gerd i hendes hjem, Folkers’ Rest. Jeg må have fortalt hende, at jeg drømte om at blive sangskriver, og det efterår sendte hun mig nogle tekster, hun havde skrevet. Hun har sikkert haft sine egne drømme. Jeg prøvede meget ihærdigt, men kunne ikke rigtigt få hendes ord og min musik til at passe sammen. Jeg havde vist nok en forestilling om, at hvis jeg fik sat musik til én af Gerds tekster, så ville det blive en slags adgangsbillet til Skagen Festivalen. Og alligevel måtte jeg give op”. Skæbnen ville dog, at Parkholt havde skrevet sine digte på bagsiden af nogle papirer, hun havde modtaget fra sin veninde Ebba Munk Pedersen, og på de genbrugte sider var derfor også både Ebba Munk Pedersens tekst ”Hej, lille drøm”, som skulle blive titelnummer på Pia Raugs debutplade i 1978, og et digt med titlen ”Regnvejrsdag i november”. Raug satte musik til de to digte, og den dag i dag er det helt almindeligt, at fællessang i alt fra børnehaver til højskoler inkluderer linjen om, at ”klokken elleve-femogfyrre blev november hængt til tørre, jeg vil male dagen lys”. Men ifølge Pia Raug gik der lang tid, før hun fik samlet mod til at fortælle Gerd Parkholt, at det var blevet venindens tekster, hun satte musik til, og ikke de tekster, Parkholt havde sendt hende: ”Og der gik rigtigt mange år, før jeg slap den dårlige samvittighed”.