Kategorier
Musiknyheder

Sannes halve århundrede

Da kalenderen skiftede til 2023, gik vi også ind i 50-års-jubilæet for debutpladen fra et af de store ikoner i dansk rock og pop (og soul, blues, jazz, country og lidt til og meget mere). Som blot 17-årig udgav Sanne Salomonsen i 1973 debut-LP’en, der bar hendes navn som titel, men allerede på det tidspunkt var hun et aktivt og velkendt stjerneskud i flere sammenhænge. I årene før pladedebuten havde hun spillet i flere bands, lavet revy og haft en lille rolle i tv-serien ”Huset på Christianshavn”, og allerede i 9. klasse forlod hun som 15-årig skolen for at medvirke i opsætningen af musicalen ”Hair”. Det er måske ikke alle, der ville få lov til at droppe skolegangen for at kaste sig fuldtonet ind i underholdningsbranchen, men hun havde opbakning hjemmefra, så længe ambitionerne var store. I bogen ”Anne, Sanne og Lis: Historien om en dansk musikrevolution” citeres Sannes mor Birgit Salomonsen for et interview i ”Dialog mellem to generationer” i 1988:

”Det var ikke en belastning dengang hun – meget tidligt – sprang ud i showbusiness. Men vi sagde til hende, Finn og jeg: Hvis du skal være lårsvinger i femte række, synes vi du skal vælge noget andet … da hun var 16 år. Vi har altid ladet hende køre sit eget løb – hun hader løftede pegefingre, og det er der ingen af os andre i familien, der kunne li’”. Det var i denne meget energiske periode med forskellige typer optræden, at hun fik kælenavnet Lille Sanne Superstar, som senere er blevet erstattet af ”Danmarks rockmama”. Debutpladen, der ikke står tilbage som et musikalsk højdepunkt i Sanne Salomonsens lange karriere, indeholdt blandt andet sangen ”Tom” af Lasse Lunderskov samt flere danske udgaver af udenlandske hits, blandt andet med tekster af Sebastian. I hans oversættelser blev ”Bridge Over Troubled Water” til ”Som en høj og standhaftig klippe”, og ”Killing Softly With His Song” blev med titlen ”Søgte mit indre” det største hit fra debutpladen, som nu runder et halvt århundrede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *