Der findes nogle få sange, som for hele generationer sætter sig fast i barndomsminderne og aldrig forsvinder igen. Der er ikke mange af dem, når man tænker på hvor meget musik, der går nærmest direkte i glemmebogen, men de findes – og en af dem har rund fødselsdag i morgen. Den 16. marts 1963 udgav de amerikanske folkemusikere Peter, Paul & Mary nemlig singlen ”Puff the Magic Dragon”, der med Per Borgstens danske tekst er blevet sunget igen og igen gennem årtier: ”Puff, hvor kan man finde drager som dig, du ligger på en klippeø og venter kun på mig”. Sangen handler om barndommens uskyld og de fantasiverdener, der på et tidspunkt forsvinder, men nærmest fra begyndelsen har sangen om Puff også været beskyldt for at handle om noget helt andet. Allerede året efter Peter, Paul & Mary udgav deres succesfulde single, skrev bladet Newsweek en artikel om popsange med underforståede henvisninger til stoffer, og her var ”Puff the Magic Dragon” iblandt. Der var adskillige skjulte budskaber i teksten, lød anklagen: Navnet ”Puff” skulle henvise til at tage et hiv af en joint. Dragens ven hedder i den engelske tekst Jackie Paper, som skulle være et navn for rullepapir til joints. ”Dragon” kunne høres som en omskrivning af ”drag in”, altså inhalere. Og den dis (”autumn mist”), som dragen boltrer sig i, refererede naturligvis til hashtåger.
Peter Yarrow, der skrev sangen sammen med en studiekammerat, har dog flere gange pure afvist hash-parallellerne i den sørgmodige børnesang. Han har blandt andet forklaret, at da den blev skrevet, fem år før den udkom, anede han ikke, hvad pot var. Men gætterierne og anklagerne mod hans elskelige drage har hængt ved lige siden udgivelsen for 60 år siden.
2 kommentarer til “Puff, hvor kan man finde drager som dig?”
Jeg kan ikke finde jeres spørgemail så nu prøver jeg her
Hvad hedder den sang der er i Oisters TV reklame En sørøversang
Håber i kan hjælpe
Hej Vibeke
Oister bruger en udgave af den newzealandkse sømandssang “Wellerman”, som formentlig stammer fra 1800-tallet. Den blev for et par år siden meget kendt, da sangeren Nathan Evans og hans kærlighed til gamle søfareres musiktraditioner blev et stort hit på sociale medier. Du kan høre hans udgave af “Wellerman” her og læse mere om sangen her.
Mvh. Tor Bagger