Hen over sommeren har man i auktionshuset Sotheby’s i London kunne besigtige en imponerende samling af kunst, antikviteter, kostumer og rock-relikvier, og netop i dag begynder auktionen over ca. 1500 genstande fra Freddie Mercurys liv. Forsangeren i rockgruppen Queen døde i 1991 og efterlod hus og inventar til veninden Mary Austin, som han havde kendt siden 1970, hvor hun var på date med Queen-guitaristen Brian May. Mercury omtalte Mary Austin som sin tætteste ven, og under hans AIDS-sygdomsforløb, var det også hende, der tog sig af ham. Nu er hun nået dertil i sit liv, hvor hun rydder op og rydder ud, og ifølge BBC har hun med undtagelse af nogle få meget personlige gaver fra Freddie Mercury sat det hele til salg. Det drejer sig blandt andet om dyre smykker, gamle vaser, kunstværker af Picasso, Dalí, Miro, Matisse og Chagall samt en Wurlitzer-jukebox fra 1941. For Queen-samlere er der blandt andet masser af tøj, som Freddie Mercury har optrådt i, og den håndskrevne skitse til ”We Are the Champions” med både tekst, akkorder og vokalharmonier fordelt over ni sider, som forventes at indbringe mellem 200.000 og 300.000 pund.
Hvis pengepungen er i orden, er det også muligt at erhverve sig det miniflygel, Freddie Mercury indkøbte i 1975 og efterfølgende skrev mange af sine sange ved. Mercury havde været på jagt efter et instrument, der passede bedre til hans voksende musikalske ambitioner end hans gamle klaver og samtidig kunne klemmes ind i den lejlighed, han delte med Mary Austin. Løsningen blev et Yamaha-miniflygel til ca. 1000 pund, som ved auktionen i dag forventes at blive solgt til 2-3 millioner pund.
“Freddie behandlede Yamaha-flyglet med stor respekt”, har Mary Austin fortalt til BBC. ”Han betragtede det som mere end et instrument. Det var en forlængelse af ham selv, udtryksmidlet for hans kreativitet. Han røg aldrig ved flyglet eller satte et glas på det, og han sikrede, at ingen andre gjorde det heller. Flyglet var altid uberørt”.