Hej Tor
For mange (rigtigt mange) år siden kom jeg tit i Gaden i Aalborg, og der var et sted, hvor der ved lukketid altid (?) blev spillet sangen “Kan du have det rigtig godt”. Jeg kan finde den med gruppen Sirius, men er det den rigtige?
Mvh. Karsten
Hej Karsten
Det var skam Sirius, der gjorde “Ka’ du ha’ det rigtig godt” til lidt af et hit, da den udkom på albummet “Sirius” i 1977. Der er dog også andre kunstnere, der har indspillet den, blandt andre Jodle Birge, Bjørn Tidmand og sangerinden Lise. Om det er den ene eller anden version, der er blevet spillet i Gaden, når lyset blev tændt, kan jeg ikke vide, men mit bud er, at det nok var Sirius. Teksten er i øvrigt skrevet af Thøger Olesen og Bente Frithioff, og melodien er af Ole Bredahl, der havde Sirius som et sideprojekt ved siden af bandet Sir Henry.
Med venlig hilsen
Tor Bagger