Kategorier
Musiknyheder

Nyt publikum til Fast Car

En 36 år gammel stilfærdig sang om et tungtvejende emne har fået en overrumplende genopblomstring efter den amerikanske Grammy-prisuddeling for lidt over en uge siden. Tracy Chapman, som man ikke har set meget til de sidste mange år, var på scenen for at fremføre sit gamle hit ”Fast Car” sammen med den unge countrysanger Luke Combs, og herefter tog Chapmans sang fra 1988 fart på streamingtjenester og i digitale musikbutikker.

Grunden til, at Tracy Chapman atter var at finde i rampelyset ved det store musikshow, var, at ”Fast Car” i det forgangne år har været et hit med Luke Combs, som har udgivet en version, der ligger forholdsvis tæt på den gamle sang om en ung kvinde, der drømmer om at stikke af fra sine usunde relationer og bryde familiens negative mønstre. Den 33-årige Combs har fortalt, at han plejede at høre Tracy Chapmans album fra 1988, når han kørte omkring med sin far. ”Der var en bestemt sang, der virkelig stak ud”, fortalte han om ”Fast Car” ved en koncert ifølge American Songwriter. ”Den sang har betydet meget for mig siden dengang – gennem hele mit liv. Jeg tænker altid på min far, når den kommer på, og på den tid, vi tilbragte sammen”. Derfor tog Combs sangen med på sit fjerde album, og natten til mandag i sidste uge fremførte de to sangere ”Fast Car” sammen ved Grammy-showet. I går blev ugens amerikanske hitliste offentliggjort, og ikke nok med at Luke Combs’ udgave bevægede sig fra nr. 20 til nr. 8, Tracy Chapmans originale indspilning var pludselig også at finde på plads nr. 42.

Nummeret stammer fra albummet ”Tracy Chapman”, som også indeholdt kendte sange som ”Baby Can I Hold You” og ”Talkin’Bout a Revolution”, og det blev for alvor et hit efter et teknisk uheld ved en stor koncert. I juni 1988 var en stribe verdensstjerner på plakaten ved en fødselsdagskoncert på Wembley i London for det fængslede frihedsikon Nelson Mandela fra Sydafrika. Den unge Tracy Chapman havde givet tre numre om eftermiddagen uden for den bedste sendetid ved den tv-transmitterede koncert, men om aftenen blev Stevie Wonder forsinket, fordi de afgørende computerdisketter med forproducerede elementer til hans optræden manglede, og for at showet ikke skulle gå i stå, blev den albumdebuterende Tracy Chapman med uhyre kort varsel atter sendt på scenen. Alene med sin guitar fremførte hun ”Fast Car”, mens tv-seere i 67 lande fulgte med – og en ny stjerne på folk-scenen var skabt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *