Om få dage bliver Donald Trump atter indsvoret som USA’s præsident, sådan som det altid sker den 20. januar efter et amerikansk præsidentvalg. Der vil være edsaflæggelse, bøn og ikke mindst tonerne af ”Hail to the Chief”, som i mere end 200 år har været forbundet med de amerikanske præsidenter.
”Hail to the Chief” udspringer af det engelske fortællende digt ”Lady of the Lake” fra 1810, som fik melodi i 1812 og var en del af et skuespil. Allerede i 1815 blev melodien første gang brugt til at hylde en amerikansk præsident, og i 1837 blev den spillet ved indsættelsen af præsident Martin van Buren. I årene herefter blev det kutyme at bruge ”Hail to the Chief” ikke blot ved præsidentindsættelser, men også ved præsidentens ankomster helt generelt. Det var dog først i 1954, at ”Hail to the Chief” officielt blev den amerikanske præsidents hyldestmelodi.
Engang i det 20. århundrede blev sangens oprindelige digt om en skotsk høvding udskiftet med en tekst, der rent faktisk passer til det amerikanske præsidentembede. Det er dog meget sjældent, at ”Hail to the Chief” bliver fremført med tekst og ikke blot som en slags instrumental fanfare. Og fra på mandag vil den atter akkompagnere Donald Trump, når han ankommer til diverse arrangementer.