Hej Tor
Jeg har forelsket mig i et musiknummer, som stammer fra krimiserien ”Death in paradise”, sæson 12, afsnit 8. Nummeret hedder ”I wish I had never let you go” med Babette, tror jeg det var. Jeg kan imidlertid ikke finde det på nettet uden, at det er en mand, der synger. For mig er det ikke ”den rigtige version”. Kan du finde ud af mere, og om nummeret er indspillet osv. Håber at du kan hjælpe mig med Babettes sang (forkortet, red.).
På forhånd tak.
Birte Pedersen
Hej Birte
Jeg har fundet serien på TV 2 Play, og det er rigtigt nok en vældigt fin lille melodi. Jeg kan se, at mange andre også har forsøgt at finde en indspilning af den, men uden held. Rulleteksterne fortæller blot, at seriens musik er skrevet af Magnus Fiennes og David Michael Celia, så udover underlægningsmusikken må de også formodes at stå bag “Let You Go” (eller hvad vi nu skal kalde den uudgivne sang). Det er ganske normalt, at tv-serier bruger sange, der er skrevet til formålet, da det blandt andet letter processen med tilladelser og royalties, sammenlignet med hvis man skal anvende en allerede kendt sang med andre rettighedshavere.
Med venlig hilsen
Tor Bagger