Kategorier
Musiknyheder

X Factor: Begejstringen vil ingen ende ta’

I fredags gik årets udgave af ”X Factor” ind i den afgørende fase, hvor de udvalgte deltagere optræder i liveshows i håbet om at kvalificere sig til næste uges program – og næste uge og næste uge igen. Der blev taget særligt godt imod den nordjyske trio, der med navnet 9000 HÅB er opkaldt efter hjembyen Aalborgs postnummer. 21-årige Gustav Kappel, 22-årige Nikolaj Lange Sørensen og 22-årige Magnus Fløe Simonsen optrådte i deres første liveshow med tv-2’s hit ”Be Bab A Lu La”, som til lejligheden havde fået en kreativ overhaling.

”Be Bab A Lu La” stammer fra tv-2-albummet ”Nutidens unge”, der udkom i 1984, og selvom mange nok forbinder titlen med Gene Vincents gamle rockabilly-hit ”Be-Bop-a-Lula” fra 1956, er udtrykket endnu ældre. Allerede i 1945 blev der udgivet en single med titlen ”Be-Baba-Leba”, og udråb af denne slags dannede også grundlag for navnet på jazz-genren bebop. Men tv-2’s brug af udtrykket kom fra et mere hjemligt og folkeligt udgangspunkt. I bogen ”tv-2 – historierne – pladerne – sangene”, der udkom i december, kan man læse den forklaring, som forsanger Steffen Brandt gav til Herning Folkeblad i 1984: ”Det er sjovt at bruge de tekster, vi allesammen kender – de er en eller anden kulturarv. I studiet fik vi at vide, at Bamses Venner lige havde været der og indspille deres danske undersættelse af Be-Bop-A-Lula. Den hed Birger Og Lulu. Og så brugte vi den gamle sang som ’cue-tekst’, altså en tekst, man indspiller efter, indtil man får skrevet en rigtig tekst. Og så blev den der bare”.

Et udtryk fra amerikansk jazz og R’n’B i 1940’erne blev således til et rockabilly-hit i 1950’erne, som fik en dansk undersættelse, der fostrede idéen til en midlertidig poptekst i 1984, som endte med at blive permanent, og 41 år senere fik aalborgensiske 9000 HÅB et bragende bifald for deres fortolkning i ”X Factor”. Hvad 9000 HÅB og deres mentor Simon Kvamm finder på næste gang, kan man se på TV 2 på fredag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *