Publikum i en lang række byer får chancen inden længe, men fra i morgen kan man i København opleve en ny opsætning af en af de seneste årtiers mest populære musicals. Siden urpremieren i London i 2002 har musicalen “We Will Rock You” været verden rundt og har været med til at holde liv i de store hits fra rockbandet Queen. Den har også været sat op herhjemme flere gange, men torsdag har en ny oversættelse af Line Knutzon og en nyopsætning af Nikolaj Cederholm premiere i Tivolis Koncertsal.
Forestillingen er naturligvis opkaldt efter et af Queens hits fra 1977, som guitaristen Brian May skrev. I dokumentarfilmen ”Days of Our Lives” fortalte han, at han havde bemærket, hvordan mange fodboldfans sang – og stadig synger – ”You’ll Never Walk Alone” på tribunerne, og det satte tankerne i gang om, hvorvidt man med musik kunne få et stadionpublikum til at bidrage med andet og mere end blot deres stemmer: ”De er stuvet sammen, men de kan klappe i hænderne og stampe med fødderne, og de kan synge. Om morgenen vågnede jeg og havde idéen til We Will Rock You i mit hoved”.
Brian May Han havde fået idéen til at involvere publikum, som med tramp og klap skulle udgøre grundrytmen i et nummer. Den slags kan nu opleves ved store koncerter, men ved indspilningen af ”We Will Rock You” skulle man finde en måde at simulere et meget stort publikum. Selvom Brian May er bedst kendt som guitarist og sangskriver, er han også fysiker og har endda for nogle år siden opnået en doktorgrad i astrofysik. Han forsøgte derfor at regne sig frem til, hvordan man kunne skabe illusionen af tusind mennesker, der tramper og klapper rytmen i takt. I et virkeligt publikum ville man opleve en svag lydforsinkelse alt efter afstanden, så i stedet for blot at lægge et ekko på rytmelyden sørgede han for, at der i optagelserne blev tilført svage gentagelser med bittesmå forsinkelser af de enkelte optagelser. Og for at skabe uforudsigelighed i effekten blev ”afstanden” markeret til at være primtal, så lytteren får fornemmelsen af at stå midt i folkemængden. På den måde konstruerede han et gigantisk publikum, som ikke fandtes til at begynde med, men som i snart 50 år siden da har vist sig verden over, når Queen har spillet ”We Will Rock You”.
Musicalen, der også hedder ”We Will Rock You”, har i morgen premiere i Tivolis Koncertsal, og hen over foråret og den tidlige sommer tager det store show på tur gennem landet til Aarhus, Esbjerg, Randers, Odense, Aalborg, Frederikshavn, Vejle og Holstebro.