Kategorier
Musiknyheder

X Factor-Leslie og den hurtige bil

Det blev sangerinden Leslie, der i fredags løb med sejren i årets ”X Factor”-finale, da hun fik markant flere stemmer end både nordjyske 9000 Håb på andenpladsen og Svend på tredjepladsen i det store show på TV 2. De tre deltagere optrådte blandt andet med nyskrevne finalesange, men aftenens første indslag var Leslies fortolkning af Tracy Chapmans sang ”Fast Car”.

Nummeret stammer fra Tracy Chapmans debutplade, som i 1988 vakte opsigt med sine socialrealistiske tekster og sit slægtskab med en singer/songwriter-tradition, som ellers mest blev forbundet med 1960’erne og 1970’erne og folk som Bob Dylan, Joan Baez og Carole King. I et interview med Hot Press i 1999 understregede journalisten kontrasten mellem Tracy Chapman og 1980’ernes øvrige popscene, men det var angiveligt ikke en forskel, sangerinden selv havde skænket mange tanker på det tidspunkt:

“Jeg tror, at når man står midt i det, når det er ens liv, så opfatter man det ikke på den måde. Jeg gjorde jo dybest set bare det, jeg havde gjort i et godt stykke tid: Jeg begyndte at skrive sange og spille guitar, da jeg var syv eller otte år gammel, jeg skrev nogle af sangene på det album, da jeg var 16, jeg havde spillet den samme slags musik, op til jeg lavede min første plade, og overraskende nok fandt jeg et ståsted i populærmusikken. Jeg forventede virkelig ikke, at nogen af mine plader ville blive så succesfulde, som de er blevet”.

I foråret 1988 var der en smule opmærksomhed om singlen ”Fast Car”, men et decideret gennembrudshit var den endnu ikke blevet. I juni var hun inviteret til at optræde ved en stor koncert

på Wembley i London for at markere Nelson Mandelas 70-års-dag fødselsdag. Tracy Chapman optrådte for det fremmødte publikum tidligt på dagen, men fik lidt uventet en chance mere om aftenen, hvor der også var et stort tv-publikum. Stevie Wonder skulle have været på scenen, men harddisken med alle de forproducerede dele af bandets optræden var ikke dukket op, så med meget kort varsel måtte der ændres i programmet. Den nærmest ukendte Tracy Chapman blev sendt på scenen alene med sin akustiske guitar, og efter at have optrådt med ”Fast Car” og ”Across the Lines” for både Wembleys publikum og tv-seere i 67 lande, kendte det meste af verden pludselig den unge musiker. ”Fast Car” er blevet genindspillet flere gange siden da, men særligt i 2023 fik sangen en genopblomstring, da den amerikanske countrysanger Luke Combs fik stor succes med sin version. Fredag aften åbnede den 21-årige sangerinde og guitarist Leslie Nguyen – sammen med det faste ”X Factor”-band og en strygertrio – årets finale med sin fortolkning af ”Fast Car”, som var med til at sikre hende sejren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *