Kategorier
Musiknyheder

En oldie fra år 1300

Ord
som klassiker, oldie og evergreen er alle betegnelser for ældre sange, som
stadig lever i bedste velgående, men den melodi, som markerer et 85-års-jubilæum
om nogle dage, har på den front en helt anden pondus end de fleste andre gamle
sange. Den 28. august 1931 kunne man nemlig på Statsradiofonien – som DR hed
dengang – for første gang høre folkevisen ”Drømte mig en drøm i nat” som
pausesignal. Stroferne, som med årene blev synonym med Danmarks Radio, blev
omkring år 1300 nedfældet i lovsamlingen kaldet Codex Runicus, som med
runeskrift også indeholder blandt andet Skånske Lov.

Nogle steder får
musikhistorikeren Jens Peter Larsen æren for idéen til, at det skulle være denne
den ældste, nedskrevne danske melodi, der skulle være pausesignal i
Statsradiofonien, andre steder krediteres tårnsursfabrikanten Fritjof
Bertram-Larsen
. Det var også Fritjof Bertram-Larsen, der fremstillede det
xylofon-apparat, som ”Drømte mig en drøm i nat” blev afspillet fra helt frem
til omkring 1970, hvorefter det blev afløst af en båndoptagelse med melodien.
Fra DR’s side har man beskrevet ”Drømte mig en drøm i nat” som verdens længst
brugte radiokending.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *