Kategorier
Musiknyheder

Det er Knud, som er død

I denne uge udkommer en dansk roman, som hedder det samme som en sang, som hedder det samme som et gammelt digt. Da polarforskeren Knud Rasmussen døde i 1933, skrev en af datidens store forfattere og lyrikere, Tom Kristensen, et digt, der blev bragt i Politiken. ”Det er Knud, som er død” kom for eftertiden til at stå som et vigtigt mindeord over Knud Rasmussen og som et af Tom Kristensens mest kendte digte. Knapt 80 år senere modtog den unge musiker Niels Brandt et postkort, hvorpå en ven havde skrevet digtet, og postkortet satte gang i tankerne:
– Så stod det bare der og gloede på mig nede i øvelokalet, og så kom musikken helt af sig selv. Der kom bare musik ud af de ord, fortalte Niels Brandt i forbindelse med Spot Festival for nogle år siden.

Rockversionen af det gamle digt blev gennembrudshittet for hans band The Minds of 99 i 2012, og nu får ”Det er Knud, som er død” endnu en plads i dansk kulturliv. Forfatteren Robert Zola Christensen udgiver nemlig på fredag sin nye roman med præcis samme titel. Bogen er ifølge forlaget ”en kommentar til tidens kønsdebat og en historie om rigtige mænd af en vis alder og deres problemer med at holde sammen på det hele”.