Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Oppe på kvisten hvor svalerne bor

Kære Tor

Er det
muligt at få teksten til ”Oppe på kvisten hvor svalerne bor”?

Govert
Viborg

Kære Govert
Som det ofte er med gamle viser, der har sit liv i både indspilninger og fra mund til mund, findes der forskellige varianter af teksten til “Oppe på kvisten hvor svalerne bor”. Den er kendt med blandt andre Eddie Russell og med Annie Hell, og for snart ti år siden udgav musikeren Lars Marco en ny indspilning af Carlsen-Nathansen og Kierulffs gamle sang. Jeg har lyttet til Lars Marcos version og nedfældet teksten, som du kan se herunder, men som du vil kunne høre på den private optagelse fra 1961, som findes i Sanghistorisk Arkiv på Det Virtuelle Musikbibliotek, kan en del af tekstlinjerne findes i andre varianter.

I en baggårds mørke dyb ved en stor kaserne
fyldt med al slags ækel kryb legede Inger gerne
Solen aldrig trængte ind i de skumle stræder
men i hendes barnesind var der altid glæde

Oppe på kvisten hvor svalerne bor
leger den lille så glad med sin mor
Livet er lykke og glæde, hun tror
Oppe på kvisten hvor svalerne bor

Op ad mange trapper må moder dagligt vandre
Inger må på gaden gå, leger med de andre
Og mens Inger mangen gang legede “Vi er rige”
slider moder dagen lang for sin lille pige

Oppe på kvisten hvor svalerne bor
leger den lille så glad med sin mor
Livet er lykke og glæde, hun tror
Oppe på kvisten hvor svalerne bor

Lille Inger voksed’ til og blev voksen kvinde
Hun er med sit lyse smil snart en velskabt kvinde
Ak, med livets bitterhed lærte hun at kende
Da han blev af hende ked, svigtede han hende

Oppe på kvisten hvor svalerne bor
Inger hun græder fortvivlet hos mor
Glæden og lykken er borte, hun tror
Oppe på kvisten hvor svalerne bor

Mange trange dage gled for den lille Inger
Til den evigt store fred klokkerne nu ringer
Moder slider dagen lang, Ingers lille stemme
når hun legede og sang, kan hun aldrig glemme

Oppe på kvisten hvor svalerne bor
sidder en gammel og hvidhåret mor
Glæden den kommer vel engang, hun tror
Oppe på kvisten hvor svalerne bor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *