I
torsdags gik Benjamin Earl Nelson fra New York-området Harlem bort, og selvom
det navn næppe siger mange noget, så er både hans kunstnernavn og særligt én af
hans sange kendt verden over. Efter han forlod den succesfulde gruppe The
Drifters gik han nemlig solo under navnet Ben E. King, og i 1961 indspillede
han ”Stand By Me”, som i dag er en sand klassiker.
Til BBC fortalte han for
nogle år siden, at det egentlig havde været oppe at vende, at The Drifters
skulle indspille ”Stand By Me”, men at gruppens manager havde slået fast, at ”det
er ikke, fordi det er en dårlig sang, men vi har ikke brug for den”. I stedet
blev sangen et stort hit for Ben E. King, og den er sidenhen dukket op i nye
anledninger med stor succes. I 1986 gav den navn til en Stephen King-filmatisering,
og året efter fandt den et nyt publikum via en Levis-reklame.
Ben E. King blev
76 år gammel.