På torsdag bliver dronning Margrethe fejret efter alle kunstens regler, når hun
fylder 75 år. Der vil være morgensang, karetkørsel og festmiddag, men der ser
ikke ud til at være en hyldestpopsang, sådan som det ellers var tilfældet, da
regenten fyldte 50. Dengang i 1990 havde Keld Heick og Søren Bundgaard skrevet
tekst og musik til en folkelig hilsen til dronningen og samlet en stribe
sangere som Peter Belli, Kirsten Siggaard og Lecia til at fremføre ”Tillykke
Margrethe”. Nummeret blev præsenteret i tv-programmet ”Eleva2ren” og foræret på
single til alle BT’s læsere.
Skulle nogen have lyst til at øve sig på Heicks
tekst om ”den dejligste blomst i hele Danmarks have” inden festlighederne på torsdag, kan den høres på Youtube.