Forfatter: Tor Bagger

De fleste, der har bare nogenlunde styr på rock’n’roll-musikkens helt tidlige klassikere, vil let kunne nynne med, hvis man starter linjen ”I found my thrill on Blueberry Hill”. Men ”Blueberry Hill” er ikke kun titlen på Fats Dominos bedst kendte hit, det er også navnet på et legendarisk spillested i den amerikanske by St. Louis – og derigennem spiller det også en rolle på et nyt album fra en af de største rock’n’roll-legender, Chuck Berry. Det er snart fem år siden, Chuck Berry gik bort i en alder af 90 år, men for nylig udkom albummet ”Chuck Berry Live From Blueberry Hill”. Berry havde et meget nært forhold til Blueberry Hill i St. Louis, hvor han optrådte flere end 200 gange, og i perioden fra 1997 til sin sene pensionering i 2014 gav han koncert på Blueberry Hill på en fast dag en gang om måneden. Det er optagelser fra nogle af disse mange koncerter, der nu er samlet på albummet ”Chuck Berry Live From Blueberry Hill” med klassikere som “Roll Over Beethoven”, “Rock and Roll Music”, “Sweet Little Sixteen” og naturligvis Chuck Berrys signatursang om “Johnny B. Goode”.

Det oplagte spørgsmål er, om ”Chuck Berry Live From Blueberry Hill” også indeholder en Chuck Berry-fortolkning af ”Blueberry Hill”, men selvom det ville forekomme naturligt, har det gamle guitarikon modstået denne fristelse. ”Blueberry Hill” findes i masser af udgaver i forvejen, og Fats Dominos fra 1956 var bestemt ikke den første. Selve sangen er fra 1940, hvor den hurtigt blev samlet op af forskellige musikere, heriblandt The Glenn Miller Orchestra. Det var dog Louis Armstrongs bløde swing-version fra 1949, som Fats Domino lænede sig op ad, da han indspillede den i 1956 og skubbede den videre ind i den spirende rock’n’roll-genre, hvor hans version af ”Blueberry Hill” blev en sejlivet klassiker. Den lagde også navn til spillestedet i St. Louis, som åbnede i 1972, og som med årene blev stamsted for rock-pioneren Chuck Berry.

Hej Tor
Omkring årtusindskiftet (99? 2000?) var der en sang med to søde piger, der i videoen er i en drive in biograf. Sød popsang, god rytme, akustisk guitar. Jeg håber, det siger dig noget. Tidspunktet er sat ud fra hvornår jeg gik i 1.g., så det er jeg rimelig sikker på.
Kh. Katrine

Hej Katrine
Det lyder helt bestemt som M2M, en norsk duo med teenagepigerne Marion Raven og Marit Larsen, der havde et hit i store dele af verden med sangen ”Don’t Say You Love Me”. Og det er ret præcist ramt, når du peger på årtusindskiftet, for nummeret udkom i slutningen af 1999, men jeg mener, at den største popularitet lå i de tidlige måneder af 2000.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Hej Tor
Jeg læste, at du hjalp en læser med at finde musik fra en bil-reklame i TV, så jeg har et lignende spørgsmål: Der er en reklame, hvor Adele (jeg er 95 pct. sikker på at det er hende) synger en stille udgave af Eye of the tiger. Men den findes ikke på nogen af hendes plader.
Mvh. Kristoffer

Hej Kristoffer
Jeg havde en lignende tanke, første gang jeg så denne reklame: Har Renault virkelig overtalt Adele til at lave en klaverballade ud af Survivors gamle sang fra Rocky-filmene? Jeg havde derfor allerede undersøgt sagen. før du skrev til mig, men nej, det er ikke sådan, det hænger sammen. Hendes stemme og hendes fraseringer lyder lidt som Adeles, og indspilningen er ikke langt fra, hvad man er vant til at høre med Adele, men sangerinden er canadiske Jenn Grant. Hendes version af “Eye of the Tiger” er fra 2020.
Med venlig hilsen 
Tor Bagger

Hej Tor
Den sang der netop nu høres i Dacia Spring reklamen på TV2 lyder som et ældre R.E.M., men jeg kan simpelthen ikke finde tilbage til det. Tager jeg fejl?
Martin

Hej Martin
Jeg forstår godt, hvorfor den lidt melankolske lyd med den mismodige guitar leder dine tanker hen på R.E.M. Det er dog en coverversion af sangen “Mad World”, som Tears for Fears udsendte i 1982, men som for alvor blev berømt i Michael Andrews og Gary Jules’ version fra filmen “Donnie Darko” i 2001. Den bid, man kan høre i bilreklamen, er med sangerinden Noëm.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Engang bestod en singlehitliste naturligt nok kun af sange, som var blevet udsendt på single, men i dag er musikelskere i langt højere grad selv med til at definere, hvad der kan blive hits. Med digitalt musiksalg og ikke mindst streamingtjenester betyder det ikke helt så meget hvilke numre, pladeselskaberne eller kunstnerne selv udvælger som spydspids for eksempelvis et nyt album. Hvis et andet nummer falder særligt i lytternes smag, kan det stige til tops på hitlisterne uden på forhånd at være særligt udvalgt eller promoveret fra selskabets side, og netop dette sker i øjeblikket i flere lande med en af sangene fra den nye Disney-tegnefilm ”Encanto”. Soundtracket til filmen udkom uden at have en udvalgt single, og Disney-selskabet har selv indsendt den spansksprogede “Dos Oruguitas” som deres bud på en Oscar-kandidat fra ”Encanto” – men alligevel er det sangen ”We Don’t Talk About Bruno”, der for alvor har vundet folks hjerter. I sidste uge klatrede sangen op til femtepladsen på den amerikanske hitliste, hos Spotify i USA ligger den nr. 1, og i Danmark er den også helt i top på Youtubes ”Hot lige nu”-opgørelse.

”We Don’t Talk About Bruno” er altså ikke blevet et hit, fordi Disney har peget på den og markedsført den, men fordi tilpas mange lyttere selv vender tilbage til den igen og igen. Sangen fortæller om den forsvundne særling Bruno, som kan forudsige fremtiden og derfor kom på kant med de andre medlemmer af familien Madrigal, som hver især også har magiske evner. Den er ligesom filmens øvrige sange skrevet af komponisten og skuespilleren Lin-Manuel Miranda, der også stod for musikken til Disney-tegnefilmen ”Vaiana” og rap-musicalen ”Hamilton”, og det er faktisk Lin-Manuel Miranda, der gennem sit arbejde med denne sang har navngivet figuren Bruno. I de oprindelige manuskript-udkast til ”Encanto” hed han Oscar, men ændringen til Bruno gav gode muligheder for tekst og rytme i linjen ”We don’t talk about Bruno, no, no”. En smule af dette går dog tabt i den danske versions ”Vi taler ikke om Bruno, nej, nej”. Sangen er en blanding af forskellige figurers minder om Bruno, hvor melodilinjer og tekststykker mod slutningen fletter sig ind og ud af hinanden. Dette sammensurium af roller og små musikalske brudstykker trækker ifølge komponisten selv på inspiration fra ”Christmas Bells” (også kendt som ”And It’s Beginning to Snow”) fra musicalen ”Rent” samt ”A Weekend In the Country” fra Stephen Sondheim-musicalen ”A Little Night Music”.

Hej Tor

Jeg så X factor i dag (i fredags, red.). Der kom en fyr ind, der sagde han var gymnastikinstruktør. Han spillede også guitar, og han sang en sang med utroligt mange ord i. Var det hans egen eller en ”kendt” sang?

Kh Augusta

Hej Augusta

Utroskabssangen hedder ”Sex Sheets”, og det er engelske Max Milner, der står bag den. Og den originale version fra 2013 er faktisk ikke så meget anderledes end den version, X Factor-deltageren Oliver fremførte til sin audition.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Med mindre pandemi, restriktioner og rejsebegrænsninger sætter en stopper for festlighederne, er vi nu trådt ind i året, hvor rockveteranerne i D-A-D fejrer deres 40-års jubilæum. I flere sammenhænge er det ellers en koncert i 1984, der betragtes som bandets ”fødselsdag”, da det først var på dette tidspunkt, at guitarist Jacob Binzer blev en del af Disneyland After Dark, som de hed på det tidspunkt. Reelt havde bandet dog været i gang siden 1982, hvor bassist Stig Pedersen og sanger Jesper Binzer dannede Disneyland After Dark, som i en kort periode også havde Stig Pedersens kæreste Lene Glumer med som sangerinde. Det er velkendt, at da Disneyland After Dark satte næsen op efter et internationalt gennembrud sidst i 1980’erne, begyndte advokaterne i den amerikanske Disney-koncern at rasle med sablerne, og for at undgå sagsanlæg droppede musikerne det oprindelige bandnavn.

Navnet havde ellers fungeret godt ved at antyde, at der kan ske uventede ting, når lysene slukkes i den pæne forlystelsespark – men faktisk havde det originale Disneyland i Californien selv opereret med et ”Disneyland After Dark”-koncept i mange år. Sidst i 1950’erne forsøgte man at få kunderne i Disneyland til at blive hængende længere ved at afrunde dagen med et stort fyrværkeri, og omkring 1960 udviklede det sig til et decideret aftenkoncept med musik, dans og underholdning kaldet ”Disneyland After Dark”. Også et tv-program fra 1962 bar titlen ”Disneyland After Dark”, men da fire langhårede rockmusikere fra Danmark ville tage det samme navn med til USA, øgede det risikoen for et sagsanlæg. Disneyland After Dark blev til D-A-D, men siden da har de over flere omgang drillet Disney-koncernen med det gamle navn. I 2011 udgav de et album med titlen ”DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK”, som ser kryptisk ud på skrift, men er let genkendeligt i udtale. Og i 2013 var de på turné i USA, hvor de ved nogle af koncerterne havde et gammelt bagtæppe fra de unge dage med påskriften Disneyland After Dark med på scenen. Fra maj til november i år kommer bandet til både Sverige, Norge, Finland, Spanien og Australien på jubilæumsturné, og der er naturligvis også tid til en rundtur i Danmark.