Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Freddie Mercury-hyldest

Hej Tor
Min datter mener at Queen lavede en hyldestsang til Freddy Mercury efter hans død. Ved du om det er tilfældet. Og i så fald, hvad er titlen på sangen.
Med venlig hilsen
Anita

Hej Anita
Din datter har ganske ret. Freddie Mercury døde i 1991, men det var først i 1997, at de resterende Queen-medlemmer udgav en decideret hyldestsang til deres afdøde forsanger. No-One But You (Only the Good Die Young) var egentlig tiltænkt en plads på en af Brian Mays soloplader, men efter lidt bearbejdning indspillede Queen den i fællesskab. Den findes på opsamlingen Queen Rocks som det eneste nye nummer. I kan også se musikvideoen på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Steen med det ekstra ben

Hej!
Jeg vil blive glad, hvis det er muligt, at finde frem til hvem det var der sang “Steen med det ekstra ben”. Jeg er lidt usikker om den hedder sådan, men det bliver der sunget i sangen! På forhånd tak for hjælpen!
Hilsen fra Janni

Hej Janni
Det sker med jævne mellemrum, at Steen med det ekstra ben dukker op i min bunke med spørgsmål. Det var visesangeren Per Juhl, der lancerede den danske version af sangen, som blandt andet findes på CD’en Dansktop Jubilæum 1971.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ugens sommersang: Summertime Blues

Uanset vejret bliver alverdens sommersange støvet af og fundet frem i radioprogrammerne i denne tid. Et af de årligt tilbagevendende hits gennem et halvt århundrede er Summertime Blues, som Eddie Cochran i 1958 var den første blandt mange til at indspille. Cochran skrev sangen sammen med sin gode ven Jerry Capehart, der senere fortalte til musikmagasinet Rolling Stone, at deres idé havde været at skrive en sang om de problemer, der for unge kan være forbundet med sommerferieperioden, hvilket ikke var hørt før. Eddie Cochran havde også en idé til et guitarriff, og i løbet af blot 45 minutter havde Cochran og Capehart i fællesskab hjulpet en sommerklassiker til verden.

Kategorier
Musiknyheder

Billie Jean nr. 1 på dansegulvet

Aviser, radiostationer og musikblade beder ofte om assistance til at kåre alt lige fra musikhistoriens bedste album til verdens bedste luftguitarsang. I sidste uge afsluttede den engelske BBC Radio 2 en afstemning, der med hjælp fra lytterne skulle finde det bedste nummer til dansegulvet nogensinde.

Vinderen blev en sang, der selv i produktionsfasen gav sangeren lyst til at danse. Produceren Quincy Jones forsøgte ellers at forklare Michael Jackson, at den instrumentale introsekvens til sangen Billie Jean var alt for lang, og at der gik alt for lang tid, før der for alvor skete noget i nummeret. Men Michael Jackson vidste, at netop denne intro gav ham lyst til at danse, og den fornemmelse har et flertal af de engelske radiolyttere stadig 25 år senere. Billie Jean vandt kampen om dansegulvet foran Donna Summers I Feel Love og Get Up (I Feel Like Being A) Sex Machine med James Brown.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Cirkusmusik

Kære Tor Jeg ved du er skrap, til at finde navne på næsten halvglemte musikstykker. Jeg mener det var DR1 som viste Cirkusfestivalen Monte Carlo 2004. I den forestilling medvirkede to mænd, som kaldte sig styrkeekvilibrister. De kan ses og det musik de bruger høres, hvis man googler ”Body Magazine Video Styrkeekvilibrister”. Hvad hedder det musikstykke? Håber du kan hjælpe, for nu er mine muligheder brugt op.
Venligst Annie Kvist

Kære Anni
Musikstykket fra cirkusfestivalen er oprindeligt fra Christopher Columbus-filmen 1492 Conquests of Paradise. Det er den græske musiker Vangelis, der har komponeret og udgivet stykket, der hedder netop Conquest of Paradise.
Med venlig hilsen Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Bruce Springsteen på Strøget

Hej Tor
Min mand og jeg var i København for at høre Bruce Springsteen i Parken. Vi sad da og talte om han også gik på Strøget denne gang og gav koncert som han gjorde for år tilbage. Og nu kommer så spørgsmålet: Hvornår var det nu at Bruce stillede sig op på Strøget og legede gademusikant? Min mand mener det var i begyndelsen af 80’erne men jeg mener at det var i 90’erne. Kom os venligst til undsætning, så vi kan få afklaret, hvem af os der har ret.
På forhånd tak
Susanne Thirup Jørgensen

Hej Susanne
Der er faktisk ingen af jer, der har helt ret, for det var i 1988, Bruce Springsteen lånte en guitar af en københavnsk gademusikant og overraskede alle forud for en koncert i Idrætsparken. Helt præcist var det den 23. juli 1988. Du kan se optagelser af det her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Billy Joels tøsesang genudgivet

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at den hidtil hitløse Billy Joel i 1977 skulle få succes med albummet The Stranger, som netop er blevet genudgivet. Han havde end ikke en fornemmelse af, at gennembruddet var på vej, da han indspillede numre som She’s Always a Woman, Only the Good Die Young og ikke mindst Just the Way You Are.

Sidstnævnte skrev han som en fødselsdagsgave til sin hustru Elizabeth, men han regnede ikke med, at andre ville bryde sig om den. ”Vi sad og lyttede til den og sagde: Naaah, det er en tøsesang. Vi var tæt på ikke at tage den med på pladen”, har han fortalt. Det gjorde de heldigvis alligevel, og dermed var vejen banet for den nu genudgivne gennembrudsplade. Den nye version af The Stranger indeholder også koncertoptagelser fra 1977.

Kategorier
Musiknyheder

Kung Fu Panda og Kung Fu Fighting

Tegnefilmsfænomenet Kung Fu Panda rammer de danske biografer om få dage, og den gør naturligvis brug af det gamle discohit Kung Fu Fighting. Tegnefilmspandaen er ikke forberedt på at skulle være kampsportshelt – og folkene bag 1974-hittet havde heller ikke regnet med at skulle få succes.

Sangeren Carl Douglas havde indspillet et andet nummer, og da der var brug for en B-side til singlen, satte hans producer musik til en spøjs tekst, som Carl Douglas havde liggende. I løbet af ti minutter blev Kung Fu Fighting indspillet med de nu legendariske ”huh” og hah”-råb. Pladeselskabet meget bedre kunne lide den underlige kung fu-sang, og i løbet af få måneder nåede den et salgstal på ni millioner og en plads i disco-historiebøgerne. Når Kung Fu Panda har premiere på fredag, er det med en nyindspillet og let omskrevet version af sangen.