Forfatter: Tor Bagger

Det er mange, der forsøger, men det er langt de færreste musikere, der lykkes med at skrive en julesang, som når at få fodfæste, før december er slut, og julesangene pakkes væk igen, uanset om de har vundet rigtigt indpas eller ej. Men hvis man er heldig at stå bag en af de julepopsange, der bliver spillet igen og igen år efter år, så er der både gode penge og en form for udødelighed at hente. Derfor er der hvert år kendte og ukendte sangere, der prøver at komme ind på ”julemarkedet”, og i år gælder det blandt andet en sang med genopstandne Abba og en duet mellem Elton John og Ed Sheeran.

Abba har i forvejen den melankolske nytårssang ”Happy New Year” på samvittigheden, men de svenske poplegender har aldrig udgivet en julesang, før deres første album i næsten 40 år, ”Voyage”, udkom for en måned siden. Pianisten Benny Andersson havde da heller ikke selv set melodien som en potentiel julesang, da han skrev den, men da hans komponistmakker Björn Ulvaeus hørte den, fik han straks associationer til fredfyldte julemorgener. Den i forvejen søde melodi fik derfor en juletekst og et børnekor, så ”Little Things” i 2021 kunne blive Abbas første julesang.

En anden juledebutant er den uhyre produktive sanger og sangskriver Ed Sheeran, men han har allieret sig med Elton John, som allerede har et gammelt julehit i bagagen i form af ”Step Into Christmas” fra 1973. Eller rettere: Ed Sheeran lod sig i juledagene for et år siden overtale af Elton John til, at de skulle lave en julesang sammen. Til hollandske NPO Radio 2 har Sheeran fortalt, at ”Elton ringede til mig juledag for at ønske mig glædelig jul. Elton ringer til mig nærmest hver dag. Han sagde: Step Into Christmas er nr. 6 på hitlisten. Jeg vil gerne lave endnu en julesang – vil du lave den sammen med mig?”. Ed Sheeran havde sine forbehold, men han stillede som krav, at hvis de skulle gøre det, så skulle den have hele armen med både bjælder og klokker, og allerede samme dag skrev han omkvædet til juleduetten ”Merry Christmas”, der blev frigivet i fredags.

Andre musikere, der også kaster sig ud i julemusikkens svære kunst i år, er Norah Jones, Shaggy, Kelly Clarkson og – endnu engang – Mariah Carey.

Hej Tor

Det her er en gammel sang. Halvfjerserne eller firserne. Den blev engang spillet i hallen, når nogen blev udvist fra en kamp. “Kan du have det rigtig godt” synger de. Kender du den?

Kh Karsten

Hej Karsten

Åh ja, der er en klokke fra fortiden, der ringer der. “Ka’ du ha’ det rigtig godt” er nok mest kendt med gruppen Sirius, der udgav den i 1977, men også både Jodle Birge og Bjørn Tidmand har haft den på repertoiret gennem årene. Det var Ole Bredahl kendt fra Sir Henry, der skrev melodien, mens teksten var af Thøger Olesen og Bente Frithioff.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

På denne dag for præcis 50 år siden landede en af rock- og pophistoriens mest kendte og sejlivede juleklassikere i de amerikanske pladebutikker. John Lennon og Yoko Ono udgav deres kombinerede jule- og protestsang ”Happy Xmas (War Is Over)” i USA den 1. december 1971, mens briterne måtte vente et helt år med at få fingre i singlen på grund af en strid om rettigheder mellem Lennon og forlaget Northern Songs. Selvom mange i dag nok nynner med på den som en julesang blandt mange andre, så opstod den i direkte forlængelse af en antikrigskampagne, Lennon og Ono havde involveret sig i gennem et par år. I begyndelsen af 1969 var der stor opmærksomhed om deres såkaldte bed in-happenings, hvor de blandt andet under deres bryllupsrejse blev i sengen i en uge, mens de talte med alverdens medier om behovet for at afslutte krige, særligt Vietnamkrigen. Samme år købte de reklameplads i flere storbyer til plakater med teksten ”War is over! If you want it”, og det var dette budskab, der fik musikalsk form, da John Lennon i oktober 1971 begyndte at skrive sangen. Tilsyneladende var målet ikke kun at skrive en iørefaldende og letfordøjelig sang med politiske undertoner, sådan som han allerede havde gjort med ”Imagine” – det var også væsentligt at give sit bud på en moderne julesang. Nogle steder er Lennon nemlig citeret for, at han var ved at få kvalme af at lytte til Bing Crosbys ”White Christmas”, så ”Happy Xmas (War Is Over)” var hans modtræk. ”Happy Xmas (War Is Over)” er blevet genindspillet af mange forskellige kunstnere gennem det seneste halve århundrede, men med den originale udgave i 1971 blev Lennon det første af de tidligere Beatles-medlemmer, der udgav en julesang. Senere fulgte George Harrison med ”Ding Dong Ding Dong” i 1974 og Paul McCartney med ”Wonderful Christmastime” i 1979, mens Ringo Starr i 1999 gik hele vejen og udgav et helt julealbum med titlen ”I Wanna Be Santa Claus”.

Hej Tor

Jeg vil gerne finde frem til et rap nummer fra mine teenage år (1996? 1997? 1998?) Den kan bedst kendes på at den er lavet hen over noget klassisk musik, jeg er ret sikker på, at den også begynder med nogle violiner. Kan du regne den ud?

Mvh Lars

Hej Lars

Der kan være andre numre, der er bygget op over en lignende skabelon, men jeg vil tro, at du leder efter Coolios ”C U When You Get There” fra 1997. Den er bygget over ”Kanon i D-dur” skrevet af komponisten Johann Pachelbel engang omkring år 1700.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Det er en af de største skandinaviske popsucceser, der er omdrejningspunktet i den nye dokumentarfilm ”A-ha The Movie” om gruppen bag hits som ”Take On Me”, ”The Living Daylights” og ”The Sun Always Shines On TV”. Filmen følger trioen Morten Harket, Pål Waaktaar-Savoy og Magne Furuholmen gennem fire år og fortæller historien om deres forbløffende gennembrud midt i 1980’erne, om gruppens opløsning og gendannelse og om, hvordan de i dag har mistet venskabet, men holdt fast i musikken. Instruktør Thomas Robsahm har forklaret, at Pål Waaktaar-Savoy og Magne Furuholmen havde arbejdet benhårdt med musikken, før de mødte sangeren Morten Harket, men at de aldrig drømte om at være teenageidoler med skrigende piger foran scenen: ”Deres plan var et have et hit og derefter gøre det, som de gerne ville. De havde ingen idé om, at de aldrig ville slippe for Take On Me og det image, som fulgte med i de glittede magasiner. Og så var de heller ikke forberedt på, at forsangeren Morten ville få meget mere opmærksomhed end dem. Og mindst af alt var de forberedt på, at deres venskab skulle slutte pga. skænderier over credits, penge og ære”.

Gennembrudshittet ”Take On Me” var lang tid undervejs. På Youtube kan man høre en demo-indspilning med A-ha anno 1982 med titlen ”Lesson One”, som indeholdt det i dag så velkendte synthesizer-riff og nogle genkendelige vers, men med et helt andet omkvæd. Efter de havde arbejdet videre med nummeret, blev det i 1984 til ”Take On Me”, men den første indspilning vakte ikke opsigt uden for Norges grænser. Først i en ny indspilning med en ny producer fik ”Take On Me” den uimodståelige energi, der gjorde den til et hit, og da en ny musikvideo med en kombination af film og tegnefilm blev lanceret, kunne ”Take On Me” og A-ha for alvor lægge verden ned. ”De turnerer stadig rundt i verden i separate biler og med separate garderober. De mødes kun på scenen, hvor de gør det, som de elsker allermest. Denne kollektive ensomhed – men med en fælles kærlighed til musikken – er fascinerende at iagttage”, har instruktør Thomas Robsahm fortalt. Hans film ”A-ha The Movie” har dansk premiere i morgen i nogle få udvalgte biografer.

Hej Tor

Jeg husker en sang fra 1970’erne med en virkelig lang trommesolo. Jeg mener, den starter jazzet og så bliver heavy metal, kan det passe?

Venlig hilsen

Henning

Hej Henning

Det er en besynderlig sag, du er kommet i tanke om, for det må være Sweets udgave af ”The Man With the Golden Arm”. Den er bygget over temaet til 1955-filmen af samme navn, hvilket forklarer det indledende jazzede element. Herefter tager glamrocken over, inden der bliver plads til en ca. fem minutter lang trommesolo. Den stammer fra albummet ”Desolation Boulevard”, som Sweet udgav i 1974.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Der er stadig en uges tid til, at stjerneinstruktøren Peter Jacksons store Beatles-filmprojekt bliver frigivet, så selvom de største fans dybest set har ventet i mere end 50 år, må de væbne sig med tålmodighed nogle dage endnu. Den tredobbelte dokumentarfilm ”Get Back” er baseret på mere end 60 timers filmoptagelser fra indspilningerne af det album, som egentlig også skulle have heddet ”Get Back”, men som i sidste ende fik titlen ”Let It Be”. Optagelserne fra 1969, som har været gemt væk i et halvt århundrede, viser de fire musikere skrive og indspille sangene til albummet samt hele den tilhørende koncert på taget af Apple Records, som blev The Beatles’ allersidste liveoptræden. Hvilke samtaler og interviews filminstruktøren bag ”Ringenes Herre” har udvalgt, får vi først at se i næste uge, men måske kommer vi også bag historien om titelnummeret ”Get Back”.

Sangen startede som en slags satire over en aktuel politisk debat om indvandrere i Storbritannien, og et af de oprindelige vers handlede om pakistanere, der boede som storfamilier i små lejligheder og kom for at tage briternes arbejde. Omkvædet ”Get back to where you once belonged” var en parodi på de mest hidsige stemmer i debatten, men historien fortæller, at det efterhånden stod klart, at det satiriske og ironisk distancerede element i sangen alt for let kunne misforstås, og i eftertiden blev Paul McCartney da også beskyldt for racisme af folk, der havde hørt de tidlige udgaver af sangen. Derfor ændrede han teksten til at handle om den fiktive Jojo fra Tucson i Arizona og om at finde tilbage til sine rødder – ganske som The Beatles forsøgte under indspilningerne i 1969, hvor planen var at fremstå mere som det liveband, de engang var, i højere grad end at gøre brug af eksperimenter og studieteknik. Melodien ændrede han ikke stort på. Den var det, John Lennon i bogen ”All We Are Saying” kaldte ”en bedre version af ’Lady Madonna’, altså en smør-på-brødet-genskrivning”.

Peter Jacksons tre store ”Get Back”-film får premiere på streamingtjenesten Disney+ i næste uge, og for dem, der slet ikke kan få nok af Get Back”, der blev til ”Let It Be”, så er der for nylig udkommet et bokssæt med en Blu-ray-film, en bog og fem CD’er, der indeholder demoversioner, alternative album-mix og en opfrisket version af albummet, der blev udsendt i 1970, efter The Beatles var gået hver til sit.

Hej Tor
Da Bill Haley and his Comets indspillede Rock Around the Clock og andre dejlige numre i maj 1954, udkom de på 78-omdrejnings lakplader beregnet til afspilning på mekaniske grammofoner med tragt og nåle. Kort efter kom den nye tidsalder med vinylplader i 33 og 45 omdrejninger til afspilning på nye pladespillere med safir og højttaler. Man må formode, at den unge generation ret hurtigt kastede sig over de nye former for musikgengivelse. Men i mit hjem har holdt tragtgrammofon og nålestifterne sig længe efter. Jeg har stadig Rock Around the Clock og de andre på 78-plader, og betragter dem som meget sjældne, da de kun spiller tre minutter på hver side og derfor nemt bliver anbragt i sofaen under pladeskiftet ved en ungdomsfest, hvorefter andre sætter sig oven i dem og ødelægger dem. Mit spørgsmål drejer sig om en rytmisk figur, som Bill Haley og hans saxofoner laver over 12 takter før sidste kor i Rock Around the Clock. Hvor har Bill Haley den fra? Er det en figur, der var oppe i tiden? 
Venlig hilsen
Peter Wendelboe, hvis ungdomsorkester selv i halvtredserne slog sig på rockmusikken

Hej Peter
Dit spørgsmål har ført mig ned i et dybt kaninhul af Bill Haley-anekdoter og -analyser om de letgenkendelige tolv takter, hvor hele orkestret på én gang følger den samme rytmefigur (se bl.a. rockabillyhall.com). Man kan pege på mange forskellige ting, der minder om den omtalte figur, så det er i hvert fald ikke én, de har opfundet uafhængigt af andre. “Rock Around the Clock” blev oprindeligt indspillet af Sonny Dae and His Knights nogle måneder før Bill Haley and His Comets, og heri indgår den samme figur, dog i en noget kortere udgave under en guitarsolo. Og helt tilbage i 1941 bruger vokaltrioen The Andrews Sisters en lignende figur i slutningen af hittet “Boogie Woogie Bugle Boy”. Hos Bill Haley fremstår den dog meget mere markant, fordi hele orkestret og ikke mindst saxofonisten er sammen på anslagene. Et fint eksempel på, hvordan musikkens udvikling altid er nye idéer, der bygger videre på gamle idéer. 
Med venlig hilse
Tor Bagger