Forfatter: Tor Bagger

Hej Tor
I radioen (P3, vil jeg tro) var der engang et program, som nogle gange spillede et gammelt nummer, som var lidt kikset/kitschet på den ene eller anden måde. Jeg husker ikke meget, men jeg husker noget med ”the cutest thing in the navy”. Siger det dig noget?
Kh Mette

Hej Mette
Det kunne godt lyde som et af de faste programpunkter i P3’s ”Stenstrop & Partners” sidst i 1990’erne. Jeg tror, at værten Uffe Stenstrop kaldte disse sange for ”smid-væk-hits”. Og jeg vil tro, at du tænker på det mærkværdige – og tvetydigt lumre – Ruth Wallis-nummer fra 1953 ”The Dinghy Song”, der handler om ”the cutest little dinghy in the navy”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Hvis man i fremtiden skulle blive involveret i en diskussion om, hvad der er den bedste danske plade nogensinde, så findes der nu slags demokratisk afgørelse, man kan henvise til. Gennem mere end et år har alle interesserede kunnet deltage i den ene afstemning efter den anden på Facebook-siden ”Det bedste danske album nogensinde”. Når radiostationer og musikmedier forsøger sig med afstemninger, er der som regel kun et meget begrænset udvalg, brugerne kan vælge imellem, men i dette tilfælde var der fra starten flere end 2000 album i en løbende ”knock out-turnering”. Næsten ukendte nichealbum, velkendte udgivelser og folkekære klassikere dystede én og én mod hinanden, og kun det ene album i hver af de tilfældigt sammensatte afstemninger kunne gå videre til næste runde. Efterhånden blev feltet snævret mere og mere ind, og de fire tilbageværende på semifinaleniveauet var Kim Larsen-pladerne ”Værsgo” og ”Midt om natten” samt Gasolins ”Efter endnu en dag” og tv-2’s ”Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl”. Da finaleafstemningen stod i onsdags, var det Kim Larsen vs. Kim Larsen, og ”Værsgo” løb med sejren med 50,4 procent af stemmerne.

”Værsgo” var Kim Larsens første solo-LP og blev udgivet i 1973, hvor succesen for hans band Gasolin var enorm, men hvor Larsen havde brug for at få afløb for sin lyst til at lave andet end rock, hvis ikke de modstridende interesser mellem Gasolin-medlemmerne skulle splitte bandet ad. Ifølge bogen ”Værsgo – Den ultimative guide til Kim Larsens plader” var LP’en ”Værsgo” fra starten tænkt som en slags rockopera med titlen ”Sylvester”, og der var oprindeligt så mange sange på bordet, at Larsen kunne have lavet et dobbelt-album, indtil produceren fik ryddet op i materialet og forkortet den samlede udgivelse. Den røde tråd fra starten var et science fiction-tema, og selvom det ikke står lysende klart, når man hører det endelige resultat, så kan man i teksterne til både ”Sylvesters drøm” og sangen om ”De fjorten astronauter” høre resterne af sci-fi-grundidéen. Med sange som ”Joanna”, ”Hvis din far gir dig lov” og ”Det er i dag et vejr” er ”Værsgo” både blevet folkeeje og en stor kommerciel succes, sidenhen optaget i ”Kulturkanonen” og nu kåret ”Det bedste danske album nogensinde”.

I august påbegynder initiativtageren til Facebook-siden en tilsvarende afstemningsrække for at kåre den bedste danske film nogensinde.

Hej!
Leder efter en sang der hedder ”Suzy” med Benny Collins fra 1977.
Mvh Dorthe

Hej Dorthe
Det er korrekt, at sangeren Benny Collins i 1977 udgav singlen “Suzy”, og så vidt jeg kan se i musikfortegnelser på nettet, var det hans eneste udgivelse. Den findes tilsyneladende ikke på nogen streamingtjenester, og ingen har lagt den på Youtube. Nogle gange kan man være heldig, at gamle vinyludgivelser kan lånes på biblioteket, men ifølge bibliotek.dk er det kun Det Kgl. Bibliotek i København, der har et eksemplar stående, og den er desværre ikke til udlån. Skulle nogen blandt Musikbrevkassens læsere ligge inde med ”Suzy”, formidler jeg gerne kontakten. 
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Det sker jævnligt, at bands afprøver nye idéer eller udforsker genrer, men sommerens mest mærkværdige – og måske mest humorfyldte – stilskift står rockgruppen Foo Fighters for. Forleden udsendte de et album under navnet Dee Gees, som både henviser til forsanger Dave Grohls initialer D. G. og til den gamle poptrio Bee Gees. De erfarne rockmusikere har nemlig genindspillet en håndfuld Bee Gees-sange fra discomusikkens storhedstid, og det kunne måske have været interessant at høre tunge rockfortolkninger af discogenrens dansegulvsklassikere, men Foo Fighters har lidt overraskende valgt at indspille sangene meget tro mod originalerne – også med den karakteristiske falsetsang. Den første single fra Dee Gees-hyggeprojektet er genindspilningen af et stort hit i 1976, som også blev en del af ”Saturday Night Fever”-filmen i 1977, hvor hovedrolleindehaver John Travolta indtager dansegulvet til den pågældende sang. Filmproducerne havde egentlig tænkt sig, at nummeret ”Night Fever” skulle bruges i den scene, men Travolta havde indøvet sine dansetrin til tonerne af den allerede berømte ”You Should Be Dancing”, så han insisterede på, at den blev brugt i stedet. Nu er ”You Should Be Dancing” sammen med blandt andre ”Tragedy”, ”More Than a Woman” og ”Night Fever” blevet genoplivet af musikerne fra Foo Fighters på albummet med titlen ”Hail Satin”.

På fredag er det ti år siden, den engelske sangerinde Amy Winehouse døde af alkoholforgiftning, blot 27 år gammel. Amy Winehouse var et af de største navne i den bølge af moderne soulmusik, der vandt frem i de år, og hun var både berømt og berygtet, da hendes problemer med alkohol og stoffer og heraf følgende skandaleoptrædener var ganske velkendte. Selv hendes største hit kredsede om emnet. Historien fortæller, at hun under en gåtur med sin producer Mark Ronson improviserede linjen ”They tried to make me go to rehab, but I said no, no, no” (”de prøvede at få mig til at gå på afvænning, men jeg sagde nej, nej, nej”, red.). I første omgang troede Ronson, at det var en linje fra et nummer med en anden kunstner, men da det gik op for ham, at det var Winehouses egne ord, opfordrede han hende til at udbygge idéen til en hel sang, og ”Rehab” blev en slags signatursang for Amy Winehouse.

Der findes allerede en meget rost dokumentarfilm med titlen ”Amy”, men i anledning af tiårsdagen for hendes død lancerer britiske BBC denne sommer endnu en film. I “Amy Winehouse: 10 Years On” fortæller blandt andre hendes egen mor om datterens liv.

For englænderne var det hele kørt i stilling i søndags: Deres fodboldlandshold var langt om  længe i en finale, og den skulle endda spilles på Wembley i London, så alle steder lød ordene ”Football’s coming home”. Udtrykket stammer fra 1996, hvor EM blev afholdt i England, og hvor slutrundens officielle slogan var ”Football comes home” med henvisning til, at det netop var i England, den moderne fodbold og de officielle regler blev født mere end hundrede år tidligere. Musikeren Ian Broudie fra bandet The Lightning Seeds var blevet inviteret til at skrive en slagsang til det engelske hjemmehold, og det stod hurtigt klart for ham, at han i så fald ikke havde lyst til at levere en overlegen, sejrssikker hyldest til den store fodboldnation England, når vejen hen til EM i 1996 var brolagt med årtiers skuffelser og frygten for flere. Det engelske fodboldforbund FA spurgte, hvor mange spillere de skulle stille til rådighed ved indspilningerne, men Ian Broudie ville slet ikke have blandet landsholdet ind i det, forklarede han i avisen The Guardian i 2018:

– Jeg ville ikke have den til at være Englandistisk eller nationalistisk. Linjen ’It’s coming home’ – det var jo første gang, England havde været værter for en international fodboldslutrunde siden 1966 – er i mine tanker er mere om at være fodboldfan, hvilket 90 procent af tiden er lig med nederlag. For en fodboldfan er der mest skuffelse.

For at kunne skrive en slagsang fra en fans synsvinkel allierede han sig med komikerne David Baddiel og Frank Skinner, der var værter for tv-programmet ”Fantasy Football” med en blanding af fodboldsnak og sketches. Sammen skrev de teksten, der begynder med de på én gang pessimistiske og håbefulde ord ”Alle kender stillingen, de har set det hele før. De ved det bare, de er helt sikre: England smider det på gulvet, taber det hele – men jeg ved, at de kan spille”.

EM i 1996 blev dog endnu en skuffelse for englænderne, for i semifinalen tabte de efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence til Tyskland – og så måtte de endda også finde sig i, at deres slagsang blev vendt mod dem selv. Ian Broudie var selv på Wembley i 1996, og i The Guardian fortalte han, at han lukkede helt ned følelsesmæssigt efter nederlaget og tog tilbage til sit hotel. Her kunne han høre fans udenfor synge ”It’s coming home” fra den slagsang, han selv havde været med til at skrive. ”Jeg kan huske, at jeg tænkte: Det er dejligt, at de synger den, selvom vi tabte. Jeg kiggede ud af vinduet, og der var kun tyske fans. Jeg skulle beherske mig for ikke at kaste fjernsynet ud af vinduet”. I søndags skete noget lignende, for med finalenederlaget til Italien blev det allestedsnærværende ”It’s coming home” meget hurtigt til ”It’s coming to Rome”.