Forfatter: Tor Bagger

To af mastodonterne i dansk musik bliver i denne uge begge hyldet ved Det Danske Rockakademis Hædersprisfest. Tidligere har legender som Peter Belli og Annisette fået hædersprisen, og på søndag overgår den samme ære Sebastian og Lis Sørensen. Det er næppe tilfældigt, at disse to skal hædres på én gang, for selvom Sebastian og Lis Sørensen har store karrierer hver for sig, har de også et samarbejde og et tæt venskab, der rækker meget langt tilbage. De mødtes første gang i slutningen af 1970’erne, hvor Lis Sørensen optrådte med bandet Shit & Chanel i Norge. Der var kun 15-16 nordmænd ved koncerten, har Lis Sørensen fortalt i Jyllands-Posten, men Sebastian dukkede til musikernes store benovelse også op, og efterfølgende inviterede han Lis Sørensen til at være med i hans Bertolt Brecht-forestilling ”Tiderne skifter” i 1979. Året efter overtog Lis Sørensen en sang, Sebastian egentlig havde skrevet til sig selv, og efter de sammen havde fremført ”Stille før storm” blev den et ufravigeligt punkt i hendes repertoire.

”Han har betydet alt for, hvad jeg har lavet siden”, har Lis Sørensen sagt om Sebastian, og i fællesskab får de søndag aften i Amager Bio musikbranchens hyldest ved Det Danske Rockakademis Hædersprisfest. Ved samme lejlighed udnævner akademiet en stribe æresmedlemmer, blandt andre Kenneth Bager, Johnny Reimar, Kira Skov og Jørgen Olsen fra Brødrene Olsen.

Hej Tor
Igennem mange år (jeg er 72 år i dag) har jeg gået og nynnet/sunget en sang, der var fremme for ca. 60 år siden, “Sangen om Ivar”. Det var en kvinde der sang den, men hvilken? Den blev spillet i radio og på plade, tror jeg nok. Jeg kan ikke finde den på You Tube eller andre steder, jeg har ikke hørt den i rigtig rigtig mange år. Kan du hjælpe mig? Det er ikke sikkert at den skrevne tekst er helt rigtig husket: ”End skønt det måske faktisk ikke interesserer dig, så skal du ha’ historien om Ivar og så mig. Det started på et bal, hvor jeg blev mat ved første blik, og da han havde kysset mig, så slog fornuften klik. For så’n er Ivar, stærke Ivar, smarte Ivar, min hjerteven”.
Mvh. Ulla Holmgaard, Ulsted

Hej Ulla
Det må vi da se at få rettet op på! Sangen hedder ganske enkelt “Ivar”, og det var Grethe Sønck, der udgav den i 1960 som B-side til singlen med den berømte sang “Klaus Jørgen”. Hvis du har adgang til en musikstreamingtjeneste, kan du finde den der, men jeg har ikke kunnet opspore den på Youtube eller lignende. “Ivar” er i øvrigt en dansk version af en svensk sang med Nora Brockstedt, som også udkom i 1960. En lille krølle på historien er, at den – ligesom den svenske version af ”Klaus Jørgen” – er skrevet af Stig Anderson, som senere blev manager for Abba og havde stor betydning for deres internationale gennembrud.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

En af tv-historiens største seriesucceser har jubilæum i denne uge, for den 22. september 1994 rullede det første afsnit af serien ”Venner”, der oprindeligt hedder ”Friends”, over skærmen i USA, og samtidig blev verden præsenteret for introsangen ”I’ll Be There For You”. Duoen The Rembrandts, som skrev sangen, var dog ikke tv-holdets førstevalg til opgaven, for oprindeligt ville de have brugt ”Shiny Happy People”, som gruppen R.E.M. havde et hit med i 1991. R.E.M.’s pladeselskab afslog dog idéen, formentlig af frygt for at koble bandet sammen med en komedieserie af endnu ukendt kvalitet.

Der var ellers flere tråde, der forbinder R.E.M. med serien. Blandt andet blev forsanger Michael Stipe meget begejstret for ”Venner” og fik i en periode tilsendt bånd med nye afsnit, når bandet var på turné. Men også før tilblivelsen af ”Venner” var der en forbindelse, for Courtney Cox, der blev berømt som Monica i serien, arbejdede i 1980’erne som receptionist for R.E.M.’s bookingagent og blev venner med bandet. ”Hun plejede at lave vegetarmad til mig, når vi var i New York”, fortale Michael Stipe i musikmediet NME for nogle år siden. I artiklen viderebringer Stipe også, at da tv-holdet fik nej til at bruge R.E.M.-sangen, henvendte de sig til et andet band og spurgte ”Kan I skrive en R.E.M.-sang?”. Resultatet blev The Rembrandts’ ”I’ll Be There For You”, som nu fejrer 30-års-jubilæum sammen med serien.

En af de største dansefilm nogensinde har i morgen dansk premiere i en ny musicalopsætning. John Travoltas gennembrudsfilm fra 1977, ”Saturday Night Fever”, kan i løbet af efteråret opleves i tre danske byer med Silas Holst i hovedrollen som butiksmedarbejderen Tony Manero, der i 1970’ernes Brooklyn drømmer om et liv som danser. I weekenderne er han disco-kongen af dansegulvet på diskoteket 2001 Odyssey, og han kaster sig ind i kampen for at vinde en stor dansekonkurrence. En afgørende faktor i filmens – og dermed også musicalens – popularitet var musikken, som først og fremmest blev leveret af tidens dengang hotteste popgruppe The Bee Gees. En af deres sange var endda med til at ændre den planlagte titel til filmen. Filmproducenten, som også var manager for The Bee Gees, ville egentlig bare have kaldt filmen”Saturday Night”, men brødrene Gibb i The Bee Gees brød sig ikke om titlen og havde endda en sang klar, som de mente ville fungere som titelsang.  

“Robert Stigwood, producenten, ville kalde filmen Saturday Night”, er Robin Gibb citeret for at sige. ”Og vi havde allerede skrevet sangen Night Fever. Vi fortalte ham, at vi ikke kunne lide titlen Saturday Night, og han sagde, at han ikke ønskede blot at kalde filmen Night Fever. Så tænkte han over det en stund, ringede tilbage og sagde ’Okay, vi laver et kompromis. Lad os kalde den Saturday Night Fever’. Vi sagde ’Fint, det er alle tiders. Så holder vi os til det’”, fortæller han på superseventies.com.

Her kan man også læse, at omfanget af filmens succes kom bag på pladeselskabet RSO, der udgav soundtracket til filmen. Historien går på, at pladebossen Al Coury omkring filmpremieren i midten af december 1977 mente at have styr på tingene, eftersom der var sendt en million eksemplarer af pladen ud til de amerikanske butikker, og endnu 750.000 lå klar på deres lager. Coury tog på juleferie med ro i maven, men blot fire dage senere var samtlige LP’er og kassettebånd med ”Saturday Night Fever”-musikken revet væk, og Bee Gees og de andre musikere på albummet havde kurs mod pladsen som det bedst sælgende soundtrack nogensinde.

Den nye opsætning af ”Saturday Night Fever” har premiere i Falkonersalen i København torsdag, hvor den spiller frem til midten af oktober, hvorefter forestillingen fortsætter på Vejle Musikteater og i Musikteatret Holstebro i oktober og november. Silas Holst har også i 2017 spillet John Travoltas gamle rolle som Tony Manero i en tidligere opsætning af musicalen, og denne gang deler han rollen med balletdanseren og musicalskuespilleren Alban Lendorf. Holst har tidligere annonceret, at han vil indstille karrieren som professionel danser, når han har afrundet turnéen med ”Saturday Night Fever” samt næste års musicalopsætning af dansefilmen ”Strictly Ballroom”.

Datoen 28. august har sin egen særlige plads i musikhistorien, men det er i første ombæring ikke af decideret musikalske årsager. Det, der skete i dag for 60 år siden, blev måske nok afgørende for nye sange og nye musikalske eksperimenter, men på selve dagen den 28. august 1964 var det bare en flok unge fyre, der røg pot sammen. The Beatles gav i den periode en række koncerter i New York, og efter en af deres optrædener fik de besøg af Bob Dylan og hans roadie, der slog vejen forbi bandets hotel, hvor Beatles-medlemmerne havde fået de sædvanlige drinks på bordet. Paul McCartney fortæller i sin bog ”The Lyrics”, at Ringo Starr på et tidspunkt kom tilbage fra et tilstødende lokale, hvor Bob Dylan var trukket hen, og han fortalte, at Dylan havde pot med.

”Vi spurgte: ’Åh, hvordan føles det?’, og han sagde ’Tjah, loftet bevæger sig nærmest; det er ligesom på vej ned’. Og det var nok. Efter Ringo fortalte det, sprang vi andre tre ind i baglokalet, hvor Dylan var, og han gav os et hvæs af sin joint”.

Andre steder kan man læse, at Bob Dylan var overrasket over, at musikerkollegerne i The Beatles ikke havde prøvet at ryge pot før, blandt andet fordi han i ”I Want To Hold Your Hand” havde hørt dem synge ”I get high” – men reelt sang de ”I can’t hide”. Efter debuten på hotellet i New York blev pot et fast element i aktiviteterne omkring The Beatles, og Paul McCartney skrev også en kendt sang om sin begejstring for pot. Men modsat hvad man måske vil tro, var det ikke en af de eksperimenterende eller grænsesøgende kompositioner, men derimod en klassisk popsang, hvor lytteren ikke automatisk gennemskuer, hvad teksten egentlig handler om. ”Got To Get You Into My Life” fra ”Revolver”-LP’en lyder måske nok som en kærlighedssang i klassisk forstand, men i McCartneys hoved var den en ode til pot.

”Det var noget, der var kommet ind i vores liv, og jeg tænkte, det ville være en god idé at skrive en sang med ordene ”Got to get you into my life”, hvor kun jeg ville vide, at jeg sang om pot”, forklarer McCartney i ”The Lyrics”.

”Det var meget muntert på det tidspunkt. Miljøet blev mere dystert nogle år senere, ligesom alt med stoffer gjorde, men det startede ud som lidt af en solskinsdag-i-haven-oplevelse”.  

Paul McCartney fortalte først om det reelle indhold i ”Got To Get You Into My Life” en del år senere, og selvom sangen stadig sagtens kan høres som en almindelig kærlighedssang, så klinger det indledende vers anderledes, når man kender forhistorien: ”I was alone, I took a ride, I didn’t know what I would find there. Another road where maybe I could see another mind there”.

Hej Tor
Fra min barndom kan jeg huske sangen “Tu-tu-tusindben”, og jeg har hørt den mange gange siden, men jeg aner ikke, hvem der lavede den? Altså hvem der stod bag den i virkeligheden.
Kh Kathrine

Hej Kathrine
Sangen “Tusindben” blev udgivet under kunstnernavnet Dr. Phil, men bag dette navn gemte sig dansk-englænderen Phil Barrett. Navnet Dr. Phil var således et ordspil på hans eget fornavn. Phil Barrett var musiker for blandt andre Kim Larsen i bandet Bellami, og han spillede guitar og synthesizer på flere af sangene på pladen ”Midt om natten”. Han har også fungeret som studiemusiker for folk som Snapshot, Bjarne Liller og Bamses Venner, men i 1983 scorede han et hit på egen hånd med en slags børnesang om et tusindben.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

De står bag nogle af dansk musikhistories største internationale succeser, men nu er de på vej med en plade, hvor de selv henter udenlandske sange hjem og nyfortolker dem. Duoen Laid Back udsendte forleden det første nummer fra et album, der udkommer i oktober, og denne smagsprøve er intet mindre end en genindspilning af The Beatles-klassikeren ”All You Need Is Love” – i den tilbagelænet vuggende stil, som Laid Back er kendt for. Det kommende album ”Forevergreen” er en del af duoens 45-års-jubilæum, for Laid Back blev dannet i 1979.

Musikerne John Guldberg og Tim Stahl kendte i forvejen hinanden fra gruppen Starbox Band, men 1979 blev de hyret som studiemusikere ved en indspilning for en anden kunstner. Historien fortæller, at sangeren, de skulle arbejde for, ikke dukkede op, og ejeren af studiet foreslog i stedet, at Guldberg og Stahl skulle lave noget musik sammen, for studiet var jo alligevel allerede booket og betalt. Det gjorde de, og det har de dybest set gjort lige siden.

For nogle år siden fortalte de i bladet Ud & Se om blandt andet opstartstiden, hvor de etablerede et studie på Vesterbro i København med en ottesporsbåndoptager, som gav bedre muligheder end de gamle firesporsbåndoptagere: ”På en ottespors kunne bas, trommer og så videre få sit eget spor, og det gav en bedre lyd. Vi har alle de bånd, vi har lavet, siden vi startede, og der står bare ’Tim og John’ på de ældste af dem. Det var indtil den dag, der var en fotograf på besøg i studiet, som, efter hun havde været her lidt og set, hvordan vi var som personer, foreslog, at vi skulle hedde Laid Back”. I årene efter opstarten i 1979 stod Laid Back bag hits som ”Sunshine Reggae”, ”Maybe I’m Crazy”, ”White Horse” og ”Bakerman”, og den 18. oktober udkommer albummet “Forevergreen” med deres fortolkninger af kendte sange som den netop frigivne “All You Need Is Love”, ”House of the Rising Sun”, ”Whiter Shade Of Pale” og ”Som et strejf af en dråbe”.

August måned bringer både et par vigtige og en mere trist mærkedag for gamle – eller potentielt yngre, nytilkomne – Oasis-fans. I slutningen af august er det intet mindre end 30 år siden, Oasis’ debutalbum ”Definitely Maybe” udkom d. 29. august 1994, og dagen forinden er det 15 år siden, gruppen efter meget tumult og uenighed mellem brødrene Noel og Liam Gallagher gik i opløsning. ”Definitely Maybe” var en skelsættende udgivelse i den såkaldte britpop-genre, og selvom det var Oasis’ andet album, der leverede gruppens største hits som ”Wonderwall” og ”Don’t Look Back In Anger”, så var ”Definitely Maybe” et meteornedslag på 1990’ernes rockscene attitude, overskud og numre som ”Live Forever”, ”Supersonic” og ”Cigarettes & Alcohol”.

I 1994 havde Oasis været i gang i flere år, hvor de skrev sange, opbyggede fanbase og ventede på de rigtige omstændigheder til at indspille og udgive deres musik. Gruppen startede under navnet The Rain uden de senere så afgørende Gallagher-brødre, men da Liam Gallagher blev forsanger, foreslog han, at bandet skiftede navn til Oasis. Inspirationen kom fra en plakat, som hang på brødrenes barndomsværelse, og som viste bandet Inspiral Carpets, som hans bror Noel var roadie for. Turnéplanen på plakaten viste et stop på Oasis Leisure Centre i den engelske by Swindon, og Oasis blev således gruppens nye navn. På denne dato for 33 år siden, d. 14. august 1991 – hvilket bringer endnu en august-mærkedag for superfans – optrådte Liam Gallagher og hans venner for første gang under navnet Oasis. Noel Gallagher overværede koncerten, og han tilbød han at gå med i gruppen og tage sine egenkomponerede sange og sine meget store ambitioner med sig mod til gengæld at få kontrol over gruppens musikalske retning.

Tre år senere lykkedes det endelig Oasis at udgive den debutplade, som sangskriver Noel Gallagher i musikmedier Mojo har sagt ”på mange måder er det sidste store punkalbum. Vi var et punkband med Beatles-melodier. Vi havde ingen effekter, knapt nok noget udstyr, bare masser af attitude, 12 dåser Red Stripe-øl og ambitioner”.  Og han havde argumenter klar til at forsvare sin sammenligning med fortidens punkmusik som eksempelvis Sex Pistols: ”Hvis du lytter til den og til Never Mind The Bollocks, så er de ret ens. Det album handlede om angsten ved at være teenager i 1977. Spol frem til 1994, og Definitely Maybe handlede om det herlige ved at være teenager”.

30-året for udgivelsen af debutpladen ”Definitely Maybe” markeres blandt andet af gruppens forsanger Liam Gallagher, som i denne tid turnerer med de gamle sange på sin egen fejring af Oasis’ jubilæum.