Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: De ting, der skal ske…

Hej!
Jeg søger en dansktop sang fra sidst i 60’erne eller først i 70’erne sunget af en dame (evt. flere damer). Jeg kan kun huske en lille smule af et vers, det lyder: “Det hændte for mor og ofte for far, statistisk set er sagen klar”, så mener jeg der kommer: “de ting der skal ske, vil stadigvæk ske” (men er ikke sikker). Jeg ville blive meget glad ved et genhør og evt købe den, hvis den kan skaffes. Det er ikke “Que sera, sera”.
Venlig hilsen Isabella

Hej Isabella
Det var godt, at du selv aflivede ”Que sera, sera” som et muligt svar, for det var ellers den vej, jeg var på vej ned ad. Til gengæld ender alle andre veje blindt for mig, så jeg inviterer hermed Musikbrevkassen-læsernes kollektive hukommelse til at byde ind med mulige svar.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Niarn genopstår

I påsken højtideligholdes Jesu død og genopstandelse, hvilket muligvis var årsagen til, at en nordjysk rapper havde planlagt en koncertnyhed til at lande netop i påsken. Niels Roos vender nemlig tilbage under kunsternavnet Niarn i begyndelsen af 2022. Niarn var fra 2004 og nogle år frem et af de mest markante navne på den danske rapscene med numre som ”Antihelt”, ”Mit liv, mine regler”, ”Undskyld (jeg var fuld)” og ikke mindst hans signatursang ”Dobbelt A” fra 2004 om hjembyen Aalborg. Et par år tidligere havde han udsendt en EP, som godt nok ikke blev trykt i et særlig stort oplag, men som blev hørt af de rigtige i branchen, som Niarn selv fortalte i NORDJYSKE i november 2004. En af de rigtige var Jokeren, som dengang var det største navn i dansk hiphop, og som havde et stort hit med ”Havnen” med det let genkendelige omkvæd ”Hvor’ du fra? Jeg’ fra Havnen”. Nummeret skulle udgives i en ny version, og det blev et vendepunkt for den hidtil ukendte Niels Roos.
– Jeg var hjemme i Aalborg, da Jokeren ringede en morgen og spurgte, om jeg ville være med på et remix af Havnen, fortalte han i 2004, og det blev til et nyt nummer med L.O.C. fra Aarhus V, Jokeren fra Christianshavn og Niarn fra Aalborg, ”hvor alle bruger whisky i maden, og tak Gud, for der er priskrig i Gaden”. Det gav Niarns debutalbum ”Årgang 79” og nummeret ”Dobbelt A” den bedst mulige affyringsrampe:
– Der var aldrig en skid, der havde hørt om Niarn, men alle havde hørt den sang, sagde han til NORDJYSKE efter gennembruddet.

Efter ti år med både hits og skandaler var Niarns livsstil med druk og stoffer tæt på at tage livet af ham, så i 2014 tog Niels Roos afsked med sit alter ego. Nu er Niels Roos atter klar til at se Niarn i øjnene, for den 21. januar næste år genopstår Niarn ved en enkelt koncert – godt nok ikke i hans gamle Dobbelt A, men på Store Vega i København.
– Jeg kan stadig ikke leve som Niarn, men jeg kan sgu godt være ham for en aften og fejre hans eksistens med hans tilhængere. I syv år har det handlet om mig. Jeg skulle være ædru, og jeg skulle have det godt. Jeg er ædru og har aldrig haft det bedre. Nu er det på tide, at det handler om fansene, har Niels/Niarn sagt i den forbindelse.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Lunar-reklame

Hej Tor
Der kører en reklame for banken Lunar (efter en date har en kvinde en ung mand med hjem, og i hendes lejlighed sidder en gammel mand, der skal forestille hendes bank). Undervejs kører en sang på fransk (tror jeg). Kan du sige, hvad det er?
Kh Isabella

Hej Isabella
Af grunde jeg ikke helt har gennemskuet benytter bankreklamen sig af sangen ”Ca plane pour moi”. Den findes i flere versioner, men dette er den originale med Plastic Bertrand fra 1977.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Mindesmærke for krigshelt og sweetheart

Hun var 103 år gammel, da hun gik bort sidste år, og siden da har der været snak om at skabe en blivende hyldest til Vera Lynn og hendes betydning for briterne. Sangerinden var voldsomt populær i Storbritannien i 1940’erne, og hun blev blandt andet kendt som ”the Forces’ Sweetheart” på grund af sin støtte til de britiske tropper under 2. verdenskrig. Hendes radioprogram ”Sincerely Yours” bragte hilsener og musik til de udsendte tropper, og hun var også i Indien, Burma og Egypten for at optræde på de britiske militærbaser. Hendes to mest kendte sange fra den periode er også på hver sin måde en hilsen til de udsendte soldater, ”We’ll Meet Again” og ”The White Cliffs of Dover”, og den sidstnævnte er omdrejningspunkt for en indsamling, som begynder senere i år, men som forleden fik et markant rygstød. Den succesfulde klassiske sangerinde Katherine Jenkins, tekstmageren og musicalforfatteren Tim Rice samt det tidligere Beatles-medlem Paul McCartney bakker bakker ifølge independent.ie alle tre op om et initiativ, der skal rejse et mindesmærke for Vera Lynn. Ønsket er, at det skal stå i Sydengland ud mod Den Engelske Kanal ved netop Dovers hvide klipper, som hun sang om i 1942.

”The White Cliffs of Dover” er faktisk skrevet af to amerikanere og blev indspillet af blandt andre Glenn Millers orkester i 1941, hvor USA endnu ikke var gået ind i krigen, men hvor tyskerne udførte bombetogter over England, og i sangen drømmes der om en tid, hvor krigen er slut, og det er fuglesang i stedet for bombefly, der kan ses over de karakteristiske hvide klipper ud mod kanalen. Den mest kendte linje i sangen afslører dog, at det er amerikanere, der står bag briternes elskede sang: ”There’ll be bluebirds over the white cliffs of Dover”. På dansk kaldes bluebird for hyttesanger, og det er en nordamerikansk drosselfugl, som slet ikke lever i England, og derfor skal man næppe forvente at se dem ved Dovers hvide klipper. Til gengæld kan der i løbet af nogle år blive rejst et mindesmærke for Vera Lynn, og den egentlige indsamling, som alle kan støtte, sættes i gang på årsdagen for Lynns død18. juni. Det vil dog ikke være første gang, Vera Lynn mindes på stedet. På hendes 100-års fødselsdag i 2017 havde pladeselskabet Decca arrangeret, at et billede af hende blev projiceret op på de hvide klipper.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Jeg er så glad for dyr

Hej Tor
Jeg leder efter en sang om at gå på jagt. De skyder forskellige dyr, og ender vist også med at skyde en mand. Jeg ville mene, det var De Gyldne Løver, men har ikke kunnet finde en sådan sang på deres plader.
Mvh. Eriksen

Hej Eriksen
Regionen er rigtig, men bandnavnet forkert, for det var Slåbrock Band, der sang, at ”jeg er så glad for dyr, så lukker altid øjnene, når jeg skyder”. Nummeret “Jagten går ind” stammer fra Slåbrock Bands debutalbum “Provins Punk” fra 1977. De originale album kan være svære at opdrive, men opsamlingen “Bundskrab” findes på flere streamingtjenester. Her bærer sangen dobbelttitlen “A er så glå ve dyjr/Jagten går ind”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Verdens mest kendte tunge fylder 50

Det er blevet kaldt verdens mest kendte rock-logo, og den letgenkendelige røde mund, der rækker tunge, har været en del af Rolling Stones’ udtryk gennem et halvt århundrede nu. Bandet slog ganske eftertrykkeligt igennem i 1960’erne, men logoet så først dagens lys i 1971, og i modsætning til hvad mange nok tror, udspringer motivet ikke af forsanger Mick Jaggers karakteristiske mund, men af noget mere guddommeligt. Bandet havde tidligere fået designet en turnéplakat af John Pasche, som var afgangselev på kunstskolen Royal College of Art i London, så da de fik idéen om et symbol, der skulle kunne bruges på alt fra notesblokke til koncertprogrammer, tog Mick Jagger en snak med Pasche. I de år var der meget opmærksomhed om indisk kultur og spiritualitet, og Jagger introducerede Pasche til den hinduistiske gudinde Kali, der altid bliver afbilledet med tungen ud af munden. Den unge illustrator kunne godt se idéen i både de antiautoritære og de seksuelle referencer, der kan ligge i mund og tunge, men hvis planen var at anvende logoet i mange år fremover, var han bange for, at det indiske element risikerede at gå af mode for hurtigt. I stedet skabte han sit eget bud på en mund, der rækker tunge, og den illustration blev han betalt 50 pund for, hvilket i dag ville svare til lidt over 6000 kroner. For et logo, der stadig står stærkt et halvt århundrede senere, lyder det måske ikke af meget, men senere kom der lidt ekstra i kassen for John Pasche. I midten af 1980’erne solgte han sin copyright på logoet for 26.000 pund, og i 2008 købte The Victoria and Albert Museum i London hans originaltegning for 51.000 pund, selvom den tegning, der i dag er bedst kendt, faktisk er en version, der er justeret en smule af en anden illustrator.

På fredag er det præcis 50 år siden, tungelogoet blev brugt for første gang på VIP-kortene til en koncert på Marquee Club i London. Senere samme år dukkede det for første gang op på en Rolling Stones-plade, da albummet ”Sticky Fingers” udkom, og siden da har det været fast inventar på musikudgivelser, plakater, t-shirts og snart sagt alt andet, der har med Rolling Stones at gøre. 

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: I’m a nut – jeg er skør

Hej Tor
Der findes en gammel skør sang, som vist hedder ”I’m a nut” (Finn Nørbygaard sang den også i et show). Men jeg kan huske at der også kom en dansk oversættelse. Kan du finde den til mig?
Mvh. Carsten

Hej Carsten
Den besynderlige countrysang ”I’m a Nut” fra 1966 var med Leroy Pullins, og i 1974 udkom den rigtigt nok også på dansk. Det var Flemming Antony, der udgav den som ”Jeg er skør – med min trillebør”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Mette F. og Michael F.

Da Danmark lukkede ned for et års tid siden, var musikeren Michael Falch egentlig i gang med en turné med bandet Malurt, men som så meget andet måtte deres kombinerede jubilæums- og afskedsturné aflyses i 2020. I stedet har Falch brugt tiden på at færdiggøre sin nye erindringsbog. I 2017 udkom hans barndoms- og ungdomserindringer i bogen ”Til grænsen”, og i fredags landede opfølgeren ”Over stregen”, som er fuld af, hvad Michael Falch selv kalder ”umodne manddomserindringer”. Han fortæller om oplevelser i voksenlivet og om både dannelsen og gendannelsen af Malurt, men han forholder sig også til corona-periodens kvaler og til en politisk optræden. De fleste, der fulgte Socialdemokratiets kongres i Aalborg i 2017, vil formentlig kunne huske nogle meget specielle sekunder under en Michael Falch-optræden. Han var hyret til at optræde i løbet af kongressen og spillede blandt andet ”I et land uden høje bjerge”, fordi den er optaget i Arbejdersangbogen. I sin nye bog husker Falch tilbage på perioden, hvor en enkelt linje og hans fremførelse af den blev bemærket:

”Det var lige på det tidspunkt, partiformand Mette Frederiksen for alvor var begyndt på sine tilnærmelser til Dansk Folkepartis udlændingepolitik, især på området for såkaldte kvoteflygtninge. Da jeg nåede til linjen ’Og kommer du som fremmed’, stoppede jeg op og holdt mit livs længste kunstpause. Jeg ventede så længe, at der opstod forvirring i salen. Mange klappede, nogle buhede, og Mette Frederiksen rejste sig og forlod salen, uden at det muligvis havde noget at gøre med min demonstrative kunstpause. Så fortsatte jeg endelig sangen med linjen ’så bare slå dig ned’. Det var jo Socialdemokratiets nye akilleshæl. Hvor langt skulle man gå for at tækkes Dansk Folkeparti”, skriver Michael Falch i ”Over stregen”.

Om Mette Frederiksen skriver han også, at hun ”genvandt også min respekt” på grund af hendes ”alvor og beslutsomhed”, da pandemien ramte. Alligevel satte pandemi og nedlukning en stopper for 40-års-jubilæet og den endelige afsked med Malurt, men sidst i bogen afslører Falch, at idéen stadig lever. Bandet har dog besluttet, at en afskedsturné skal kunne være uden afstand og andre begrænsninger, så lige nu er der ikke et nyt tidspunkt i kalenderen, men at de tålmodigt venter på, at det atter er muligt at holde traditionelle rockkoncerter.