Forfatter: Tor Bagger

Hej Tor
I X Factor så du måske hende den 15-årige pige med de store øreringe og strikketrøjen (fredag d. 1. januar, red.). Hvad var det hun optrådte med? Det lød ret godt.
Kh Louisa

Hej Louisa
Den 15-årige Solveig fra Hvidovre, som endte med at gå videre i sæsonens første program, fremførte ”Like I’m Gonna Lose You”. Det er et nummer fra 2015 med Meghan Trainor i duet med John Legend. Trainor er også kendt for blandt andet ”All About the Bass” og ”Marvin Gaye”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

I mange år var ”Top of the Pops” et tv-program, der kunne være med til at skabe fremtidens stjerner, danne mode og forstærke succesen for et hit. Hver uge kunne BBC-seerne opleve et udvalg af tidens mest populære sange fra den britiske singlehitliste, og der var derfor masser af opmærksomhed at hente ved at optræde i ”Top of the Pops”. For eksempel blev Boy George kendt fra den ene dag til den anden, da han med makeup og androgyn fremtoning optrådte med ”Do You Really Want to Hurt Me” med Culture Club – og i protest mod, at musikken skulle være på bånd og kun sangeren live, fremførte Nirvana ”Smells Like Teen Spirit” med falsk sang og påtaget vild sceneoptræden til både morskab og opstandelse. I denne uge har en af de mest berømte ”Top of the Pops”-detaljer 40-års-jubilæum, for den 15. januar 1981 havde Phil Collins en lidt overraskende rekvisit med på scenen. Han sad ved sit keyboard og fremførte sit sologennembrudshit ”In the Air Tonight”, men ved siden af keyboardet stod en spand maling med en pensel i. Han forklarede senere, at han bare havde fået øje på maling og pensel ude bagved og havde tænkt, at det ville se godt ud at have det med på scenen, men sandheden var formentlig en anden. Det var velkendt, at det meste af hans debutalbum blev skabt med udgangspunkt i og i efterdønningerne af skilsmissen fra hustruen Andrea Bertorelli, som skulle havde haft en affære med en mand, der havde været anset til at male og indrette deres hjem – og det var derfor svært ikke at læse malerspanden som en hilsen til eks-konen.

I 2015 fortalte Andrea Bertorelli dog sin side af historien til avisen Daily Mail, hvor hun godt nok erkendte at have haft en affære, men at hendes mand reelt var stemplet ud af deres ægteskab længe forinden på grund af sine lange turnéer med bandet Genesis.
– ”Jeg kan huske, at jeg så Top of the Pops den aften, han optrådte med spanden med maling på klaveret. Jeg var forfærdet, jeg blev dårlig og følte mig forrådt. Jeg vidste straks, at det var en besked til mig, men den blev givet offentligt. Og så fortsatte han med at fortælle journalister, at jeg var stukket af med dekoratøren. Andre sangskrivere som Adele laver plader om deres hjertesorg, men de sætter ikke navn på og peger fingre, som han gjorde. Den historie blev overdraget til medierne og portrætterede ham som den gode og gav mig rollen som skurk, og der var ikke noget, jeg kunne stille op. Da jeg bad ham om at holde op med at fortælle og skrive sange om vores forhold, sagde han, at han havde kunstnerisk frihed til at skrive om, hvad han havde lyst til”, fortalte Andrea Bertorelli i Daily Mail.

Hej
For mange år siden omkring 1968 hørte jeg første gang til en skolefest et amatørorkester spille en melodi, som hedder noget i retningen af “I don`t wonna love, but I do”. Jeg har nogle gange senere hørt melodien uden at have fået fat i, hvem der har indspillet den. En af mine venner med stor indsigt i musik fra 60erne mener, at det er Peter Belli & Rivalerne(Les Rivals). Kan du hjælpe mig? På forhånd tak.
Hilsen Gert Rasmussen, Aabybro

Hej Gert
Jeg vil mene, at denne sag kan gå i to retninger, for jeg kender til to sange fra den periode, der kan passe på titlen, og uanset hvad er det nogle stærke folk, der dukker op. Peter Belli indspillede i 1967 en “I Don’t Want To Love You”, dog ikke med Les Rivals, men med gruppen Four Roses. Det var en genindspilning af et nummer med og af The Everly Brothers fra samme år. Hvis vi bliver inden for pigtrådsgenren, kan der også være tale om “I Don’t Want To Love You” med Cliff Richard fra 1965. Titlen er den samme, men sangen er en anden. Du kan høre dem alle tre via musikbrevkassen.dk, og jeg håber, du her bliver genforenet med lyden af skolefest i 1960’erne.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Det er sjældent, at et dødsfald i musikkens verden berører sportsfans i stor stil, men det var tilfældet i weekenden, da beskeden om Gerry Marsdens kom. Marsden var frontmand i bandet Gerry and the Pacemakers, der ligesom andre Liverpool-grupper som The Beatles, The Searchers og The Swinging Blue Jeans var en del af den såkaldte Merseybeat-bølge i 1960’erne. Gerry and the Pacemakers hittede med sange som ”How Do You Do It” og ”Ferry Cross the Mersey”, men det var 1963-genindspilningen af en ballade fra en musical fra 1945, der var med til at sikre dem berømmelse langt ud over de tidlige rock’n’roll-år. Med tiden er sangen ”You’ll Never Walk Alone” nemlig blevet adopteret af fodboldfans og -klubber flere steder, først og fremmest i Gerry Marsdens hjemby Liverpool i England. I et interview på fodboldklubben Liverpool FC’s hjemmeside i 2013 fortalte Marsden, at traditionen begyndte på Liverpools stadion Anfield, allerede mens ”You’ll Never Walk Alone” toppede hitlisten i 1963:

”Jeg kan huske, når jeg var på Anfield, plejede de før hver kampstart at spille Top 10 fra nummer 10 til nummer 1, og derfor blev You’ll Never Walk Alone spillet før kampen. Jeg var med ved kampen, og fansene begyndte at synge den”, fortalte Marsden til liverpoolfc.com.

Da sangen røg ud af Top 10 på hitlisten, holdt stadionpersonalet også op med at spille den over højttalerne, men allerede ved den næste kamp lød tilråbene fra The Kop-tribunen med de mest inkarnerede fans: ”Hvor er vores sang?” Klubben måtte derfor finde ”You’ll Never Walk Alone” frem igen, og siden da har den været uløseligt forbundet med Liverpool FC, som spiller den forud for alle hjemmekampe. Gerry Marsden døde efter kort tids sygdom, 78 år gammel.

Hej Tor
Nu er jeg i månedsvis igen og igen stødt på den der ”Menneskeforbruger”, og hver gang er der noget i mit hoved, der rumsterer og siger, at melodien (omkædet) minder helt vildt om noget andet. Nu bliver du nødt til at hjælpe mig!
Kh. ML

Hej ML
Sjovt nok havde jeg det længe på samme måde, når jeg hørte ”Menneskeforbruger” med Fyr & Flamme. I lang tid var mit bedste bud ”Du tænder lys” med Lis Sørensen, indtil en god ven gudskelov pegede på ”You Bring On the Sun” med Londonbeat fra 1992. Jeg håber, at den oplysning også giver dig ro i sjælen.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

I modsætning til juletiden er der ikke et væld af sange, der knytter sig særligt til nytår, men der er dog nogle stykker, der dukker op igen og igen. En af dem er den skotske vise ”Auld Lang Syne”, som menes at være fra midten af det 16. århundrede eller måske endnu ældre, og som sidst i 1700-tallet blev nedfældet og trykt af den skotske digter Robert Burns. Herhjemme var digteren Jeppe Aakjær uhyre optaget af Robert Burns og hans værker, som han i flere tilfælde oversatte og bearbejdede, og mange steder vil man kunne læse, at han i 1927 udgav ”Auld Lang Syne”-oversættelsen ”Skuld gammel venskab rejn forgo” i en digtsamling. Men som tidsskriftet Ord & Sag fra det daværende Institut for Jysk Sprog- og Kulturforskning på Aarhus Universitet redegjorde for i 2002, havde Jeppe Aakjær fingrene i den nu så velkendte venskabshymne allerede fire år forinden. I januar 1923 deltog Aakjær nemlig i folkemindesamleren Evald Tang Kristensens 80-års fødselsdag, og det menes, at ”Skuld gammel venskab rejn forgo” blev fremført på dansk for første gang ved denne fest. Fødselarens søn fortalte mange år senere, at Jeppe Aakjær efter flere taler havde rejst sig og sagt:

“Ja gamle ven… Egentlig burde jeg have hædret dig med et digt, men det har jeg gjort før og kan næppe gøre det bedre. Nu vil jeg til ære for dig synge en bette vise, jeg nylig har oversat fra skotsk til jysk. Det er en vise, der i Skotland synges 10 gange for hver gang alle andre synges een”.

Han sang ”Skuld gammel venskab rejn forgo” for sin 80-årige ven, og ifølge historien blev resten af selskabet grebet af stemningen og rejste sig for at synge med på omkvædet efter sidste vers. Senere samme år blev sangen trykt i den årlige almanak ”Danmark”, som Jeppe Aakjær selv var med medredaktør af, men i denne version var det med titlen ”For læng, læng sind” – helt parallelt med det skotske forlæg ”Auld Long Syne”. Først i digtsamlingen ”Under Aftenstjærnen” i 1927 blev den til ”Skuld gammel venskab rejn forgo”.

Hej Tor
Herhjemme kom vi til at diskutere, om det kan passe at der aldrig kom en julesang fra The Beatles. Vi kender selvfølgelig godt ”Happy Xmas”, men det var jo John Lennon (og senere kom jo også McCartneys julesang). Hvad med Beatles?
Kh. Birte og Erik

Hej Birte og Erik
De er ikke med på de almindelige LP’er, men der findes faktisk juleindspilninger med The Beatles. Flere år i træk modtog medlemmerne af bandets fanklub en særlig single med juleindspilninger og oplæste hilsener fra John, Paul, George og Ringo. Sangen ”Christmas Time Is Here Again” dukkede op til overfladen igen i 1996, da gruppen i forbindelse med ”Anthology”-udgivelserne udsendte sangen ”Free As a Bird” på en single, der også indeholdt ”Christmas Time Is Here Again”. Det er ikke ligefrem en af deres mest gennemarbejdede sange, og i stedet for en normal afrunding af sangen glider den til sidst over i julehilsener fra bandmedlemmerne. I kan høre den her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Det kan være lidt svært at bevise, at det i denne juletid er 2020 år siden, at et særligt barn blev født i Betlehem, men til gengæld ved vi med sikkerhed, at det lillejuleaften i år er 200 år siden, at en af salmerne om ham så dagens lys for første gang. For som hojskolesangbogen.dk fortæller, landede en udgave af ”Skilderie af Kjøbenhavn” den 23. december 1820, og heri var trykt en ny tekst af N.F.S. Grundtvig. Efter nogle år i præstegerningen havde Grundtvig på dette tidspunkt helliget sig forskelligt skrivearbejde – digte, salmer, oversættelser af historiske værker og egen historieskrivning – og lillejuleaften i 1820 kunne omverdenen for første gang læse det, han i den københavnske ugeavis selv kaldte ”Jule-Sang for christne Børn” med den indledende linje ”Et barn er født i Betlehem”.

Gennem sine mange år som salmedigter tog Grundtvig ofte udgangspunkt i for eksempel gamle tyske eller latinske tekster, som han oversatte og ikke mindst gendigtede, og det var også tilfældet her. Siden middelalderen havde man sunget den latinske ”Puer natus in Bethlehem”, hvilket direkte oversat betyder ”Et barn er født i Betlehem”, og teksten blev med årene blev oversat til flere sprog. Der fandtes blandt andet en dansk udgave fra 1553 af Hans Tausen, som også var med til at reformere kirken og stod bag den første danske oversættelse af Biblen, og det var denne gamle salme, Grundtvig prøvede kræfter med i 1820 for at skabe netop en ”Jule-sang for christne Børn”. Mange år senere, da Grundtvig var blevet præst i Vartov Kirke i København, rettede han sin tekst fra 1820 en anelse og forærede ved en julegudstjeneste i 1845 sin menighed et hæfte med blandt andet ”Et barn er født i Betlehem”. Nogle år senere gav A.P. Berggreen teksten den melodi, som var med til at gøre ”Et barn er født i Betlehem” til en af de mest elskede julesalmer, både for voksne, for gamle og for små ”christne Børn”.