Kategorier
Musiknyheder

Cat Stevens synger duet med sig selv

Når musikere fejrer jubilæumsåret for en vigtig udgivelse, sker det ofte med nyrestaurerede versioner og genudgivelser med hidtil ukendt bonusmateriale. Sangeren Cat Stevens, der har skiftet navn til Yusuf Islam, har valgt en anden model i anledning af 50-året for sit store gennembrud. I 1970 udgav han LP’en ”Tea For the Tillerman” med sange som ”Father and Son”, ”Wild World” og ”Where Do the Children Play”, og i stedet for blot at genudgive det gamle værk har han simpelthen genindspillet sangene i nye versioner – nogle af dem markant anderledes end originalerne.

Den nok mest kendte sang, ”Father and Son”, er i dag mere countryballade og mindre folk-rock, men derudover har den fået et interessant aspekt, som ikke var muligt i den originale version. Teksten har altid været en slags dialog mellem en far og hans voksne søn, og farens vers synges naturligvis af den nu 72-årige musiker. Men i stedet for at genindspille den unge søns vers i samme ombæring har man fundet en vokaloptagelse frem fra en gammel liveoptagelse af ”Father and Son”, så den erfarne musiker nu synger duet med sit yngre jeg. Den nye version af ”Father and Son” og de øvrige nyfortolkninger findes på ”Tea For the Tillerman2, der udkom i sidste uge.  

Kategorier
Musiknyheder

Helmig står stadig derude og banker på

Thomas Helmig har efterhånden opnået en særlig veteranstatus på den danske musikscene. Han er 55 år og stadig aktiv, han fremstår for yngre generationer som en, der altid har været der, og han er endda far til en af popscenens nye kometer, Hugo Helmig. Nu er han også nået dertil, hvor unge musikere prøver kræfter med hans ældre materiale. Duoen Underlandet debuterede i begyndelsen af året med en stribe sange i krydsfeltet mellem pop og hiphop. Efter deres første EP var færdig, sad de en aften i studiet med deres ven Isaac og talte om gamle popklassikere.

”Isaac sad og nynnede med på Helmig-hittet, og før vi fik set os om, var sangen skrevet og indspillet. Vores label gik straks i gang med at cleare rettigheder og pludselig var det en realitet – selveste Thomas Helmig havde givet os lov til at udgive en nyfortolkning af et af hans største hits”, fortæller David og Jannick fra Underlandet i en pressemeddelelse.

Resultatet er blevet en sang med et nyskrevet vers og en slags genindspilning af det velkendte omkvæd fra ”Det er mig, der står herude og banker på”, men i en noget mere melankolsk tone – og med den forkortede titel ”Luk mig ind”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Film-vals

Hej Tor
Jeg læser altid bagsiden af Nordjyske med stor interesse om onsdagen, hvor du har dit indlæg. Jeg blev opmærksom på Dmitri Shostakovich ”The second Waltz” en aften, hvor jeg så en koncert med Andre Rieu. Han fortalte, hvor populær denne vals var blevet overalt. Jeg fik ikke det hele med, for han talte før musikstykket. Jeg fik så ind og fandt The second Waltz i forskellige udgaver bla Hauser og den video fra Youtube: https://youtu.be/IOK8Jb76ibc. Jeg vil høre om der er en film, hvor melodien indgår? Det virker som om, at den veksler mellem fortid og nutid. Jeg har spurgt vores ven Boye Elimar (tidligere biografdirektør i Aalborg) om han kendte den, men det gjorde han ikke. Jeg håber, at du kan hjælpe mig.
Mange hilsener fra
Grethe Buus Christensen

Hej Grethe
Ja, det virker nærmest selvskrevet, at “Waltz No. 2”, som den hedder de fleste steder, hører hjemme et sted eller to i filmhistorien. Mest kendt er nok åbningssekvensen fra Stanley Kubricks film “Eyes Wide Shut” fra 1999, men derudover dukker den blandt andet også op i superheltefilmen “Batman v Superman: Dawn of Justice” fra 2016 og i første afsnit af den amerikanske tv-serie “House of Cards”. Dmitri Shostakovich’ bemærkelsesværdige vals stammer fra den suite, som på engelsk kaldes “The Suite for Variety Orchestra”, og som er en samling værker, der er komponeret op gennem 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Al magt til epidemiologen

De meget hårde og voldsomme varianter af heavy metal, der nogle gange kaldes dødsmetal eller black metal, er som regel gemt væk i subkulturer og på undergrundsscener, men i Sverige har en black metal-udgivelse i år fået en del mere omtale end normalt. Brødrene Thomas og Jonathan Clifford laver det, de på svensk kalder ”samtidsanalys på hårdrocksvis”, og i foråret lagde de et nyt nummer på Youtube, ”All makt åt Tegnell”. Sangen er en brølende, hårdtslående, beskidt rockhyldest til statsepidemiolog Anders Tegnell, som er det nærmeste, man kommer en svensk version af Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm. Den kurs, Tegnell har lagt for Sverige under coronakrisen, har været en del anderledes end andre landes håndtering af situationen, hvilket har affødt kritik og overraskelse mange steder. Men blandt en del svenskere er der opbakning til Anders Tegnell, og i søskendebandet Clifford er den altså så stor, at de i en sang erklærer ”Al magt til Tegnell”.

Efter nummeret røg på Youtube i maj, er bandet blevet samlet op af et metal-pladeselskab, som har øje for en interessant debat. De har blandt andet tidligere udgivet en metal-version af klimaaktivisten Greta Thunbergs tale til FN-forsamlingen. I sidste uge udkom så en engelsksproget udgave af Cliffords epidemiolog-ode, ”All Might to Tegnell”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Ny svensk pop

Hej Tor
Der er en svensk sang jeg har hørt en del gange i radioen de seneste måneder, men det er stadig ikke lykkedes mig at få fat i hvem det er. I starten troede jeg faktisk den var gammel/nogle år gammel fordi det virkede som om jeg havde kendt den længe, men den er vist ret ny. Det er en (ung) mand og en popsang med et strejf af countrystil. Mit svenske er desværre for dårligt til at kunne fange eller gengive teksten, så jeg håber at ovenstående er nok for dig.
Kh Camilla

Hej Camilla
Hvis vi tænker på den samme sang – og det tror jeg, vi gør – er du langt fra den eneste, der har bemærket den. Sangeren hedder Victor Leksell, og han havde i 2018 og 2019 flere mindre hits i Sverige, men da han i starten af 2020 udgav singlen ”Svag”, fik han sin første førsteplads på den svenske hitliste, og ”Svag” er også blevet spillet meget i både Norge og Danmark. Du kan finde den på hans debutalbum ”Fånga mig när jag faller” – og i en liveversion her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Cirka 50 års jubilæum for Elton John

Amerikanerne tror, at det i år er 50 år siden, Elton John udgav sit debutalbum, og det bliver markeret med en omfattende genudgivelse af LP’en ”Elton John” fra 1970. Hvis man går op i detaljer og musikkronologi, så hører det med til historien, at den engelske musiker allerede i 1969 udgav pladen ”Empty Sky”, men den udkom ikke i USA, og den indeholder i øvrigt ingen af de sange, man i dag forbinder med Elton Johns tidlige karriere. I 1970 fik Elton John til gengæld det store gennembrud med albummet, der blev særligt kendt for nummeret ”Your Song”, som den dag i dag er en af hans mest elskede sange. I princippet kunne den lige så godt være blevet kendt med en anden kunstner end Elton John selv. Bandet Three Dog Night nåede at indspille den, men undlod at udgive den som single for at se, om den unge sangskriver måske selv kunne få succes med ”Your Song”. Den populære gruppe The Hollies havde også følere ude for at få fingre i balladen med de åbenlyse kvaliteter. Elton John havde arbejdet som studiemusiker for The Hollies og spillede klaver på blandt andet deres store hit ”He Ain’t Heavy He’s My Brother”, så musikerne kendte til den unge mand og hans talenter. Tony Hicks fra The Hollies afslørede for nogle år siden i avisen Daily Mail, at The Hollies var interesserede i netop den sang:

”Jeg tænkte, at det ville være en god sang for The Hollies, og jeg bad forlæggeren om lov til at indspille den. Han fortalte mig, at Elton selv havde indspillet den, og at den stod til at skulle udgives i USA. Han sagde: Men det vil sikkert ikke lykkes for ham, så vent til det er overstået”.

I stedet blev albummet ”Elton John” og blandt andet ”Your Song” startskuddet til nogle voldsomt produktive og succesfulde år for Elton John og hans tekstforfatter Bernie Taupin, og 50-året markeres med en særlig udgivelse på gennemsigtigt lilla vinyl med en remastered version af den originale LP samt en stribe bonusnumre og et par hidtil uudgivne demo-optagelser.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Marken er mejet

Hej
Findes der stadig en plade/cd med den danske pianist/hammondorganist Bertan Beck, hvor han spiller nummeret: Marken er mejet (hammondorgel)?
Mvh Ole Olsen

Hej Ole
Det er en sjælden sag, du er på jagt efter, men den kan faktisk også findes på nettet, hvis man leder de rigtige steder. Bertrand Bech, som han hed, indspillede og udsendte den på single, og så vidt jeg kan opspore, var det i 1960. Jeg kan ikke se, hvordan du skulle få fingre i den gamle single i dag, men du kan faktisk høre hans hammondorgel-indspilning her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Kjellerups kælder

Hvis man rydder op i hjemmets afkroge, kan man være heldig at støde på ting, man helt havde glemt eksisterede. Sådan gik det for musikeren Klaus Kjellerup, der især er kendt fra Tøsedrengene og Danser med Drenge, for da corona-restriktionerne sendte Danser med Drenge hjem på en ufrivillig koncertpause, stødte han på nogle gamle demo-optagelser i sin kælder. Det drejer sig blandt andet om sange, han har indspillet med Philippa Bulgin, som han senere dannede Danser med Drenge sammen med, men de genopdagede numre er fra årene før, bandet rigtigt tog form. Kort tid efter Danser med Drenges store gennembrud i 1993 døde Bulgin af en kræftsygdom, og Klaus Kjellerup har derfor været en tur omkring hendes familie for at få deres tilladelse til at dele de gamle demoer med omverdenen. De er nu udgivet i Klaus Kjellerups eget navn under titlen ”Mixtape – demoer fra 90’erne”.