Kategorier
Musiknyheder

Amazing Aretha

Koncertfilm ender sjældent i biograferne, og det er heller ikke ofte, at de bliver modtaget så overvældende godt, som det er tilfældet med ”Amazing Grace”, der havde dansk premiere i sidste uge. Filmen følger tilblivelsen af Aretha Franklins meget succesfulde gospel-livealbum i 1972, men af forskellige årsager fik den senere så berømte filminstruktør Sydney Pollack ikke gjort sin koncertfilm færdig dengang, og først efter Aretha Franklins død i 2018 blev der sat skik på optagelserne fra New Temple Missionary Baptist-kirken i Los Angeles. Pladen – og dermed også filmen – indeholder primært fremførelser af traditionelle gospelsange og salmer, heriblandt naturligvis ”Amazing Grace”, der stammer fra 1700-tallet.

Engelske John Newton var sømand på datidens slaveskibe, og under et voldsomt uvejr, hvor han var sikker på, at skibet skulle gå ned, bad han Gud om hjælp. Slaveskibet klarede skærene, hvilket Newton så som et tegn, og han blev derfor religiøs – men det afholdt ham dog ikke fra at fortsætte som en del af slavehandlen i nogle år. Efter årene til søs uddannede John Newton sig til præst og begyndte også at skrive salmetekster. En af salmerne blev fremført ved en nytårsgudstjeneste i 1773, og nogle år senere udkom ”Amazing Grace” for første gang på tryk. Hvilken melodi, man brugte til teksten vides ikke med sikkerhed, for først i midten af 1800-tallet blev Newtons lovprisning koblet sammen med den melodi, man i dag forbinder med ”Amazing Grace”.

Til efteråret er der igen Aretha Franklin-premiere i biograferne, til den tid på filmen ”Respect” med Jennifer Hudson i rollen som Aretha Franklin – og endnu en gang med ”Amazing Graze” blandt sangene.

Kategorier
Musiknyheder

Bridge Over Troubled Water 50 år

Makkerparret Simon & Garfunkel var allerede veletablerede stjerner, men i begyndelsen af 1970’erne – for 50 år siden i denne uge – overrumplede de alligevel alle, da de udsendte en LP’en, der skulle komme til at stå som et af hovedværkerne i deres generation, ”Bridge Over Troubled Water”. Pladen indeholdt sange som ”The Boxer”, ”El Condor Pasa” og ”Cecilia”, som Paul Simon og Art Garfunkel egentlig havde forestillet sig skulle udsendes som første single, men valget faldt i stedet på titelnummeret, som i dag har klassikerstatus. I dokumentarfilmen ”The Making of Bridge Over Troubled Water” forklarer Paul Simon, at sangen bare voksede frem, uden han selv vidste hvorfra:

– Det var et af de mest chokerende øjeblikke i min sangskriverkarriere. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Det her er betydeligt bedre, end det jeg normalt skriver.

Hen over det følgende år blev de to sangeres forhold mere og mere anspændt, og paradoksalt nok blev albummet med den storladne sang om sammenhold og støtte i svære tider, som udkom den 26. januar 1970, det sidste fra Simon & Garfunkel.

Kategorier
Musiknyheder

Lyse nætter i sangbogen

Arbejdet med at gøre den 19. udgave af Højskolesangbogen klar har stået på et par år, og selvom det først til november bliver afsløret hvilke nye og gamle sange, der har fundet ved til den 175 år gamle sangbog, er lidt af spændingen blevet udløst. I dag har der været fællessangsarrangementer mange steder i landet, og hele dagen har man kunnet se med og ikke mindst synge med på DR2. Undervejs er der blevet afsløret ni tilføjelser til sangbogen, som til november udkommer med i alt 601 sange.

En af dem er ”Lyse nætter”, som godt nok blev udgivet som en popsang, men som siden 1991 er blevet en særdeles populær fællessang. Sangerinden Alberte Winding skrev ”Lyse nætter” sammen med sin bror Aske Bentzon, som efter et længere udlandsophold kom hjem og boede hos Alberte og hendes familie. Normalt skrev han sine sange på guitar, men da der stod et klaver i Albertes stue, blev det ved tangenterne, han på meget kort tid skrev den melodi, som Alberte efterfølgende satte ord til. Hvis man lytter til teksten, afspejler den hendes glæde ved at have fået sin bror hjem igen, men der er også et savn: ”Det var ikke bevidst, at den skulle handle om vores mor, som døde fra os tidligt. Men alt, hvad der forbandt mig med Aske og familien, gjorde mig rørt. Tonerne havde en melankoli, som jeg oversatte til længsel”, har Alberte Winding fortalt. ”Lyse nætter” var med i toppen, da P2 og deres lyttere i 2015 kårede de mest populære fællessange, og den har været med i ”Højskolesangbogen for børn”, men til november indtager den altså også en plads i den rigtige højskolesangbog.

Det samme gør en smuk og melankolsk vuggevise, der er blevet sunget i snart hundrede år, ”Solen er så rød, mor”. Oprindeligt stammer teksten fra Harald Bergstedts digsamling ”Sange til Provinsen” fra 1920, men i 1924 satte den store komponist Carl Nielsen musik til Bergstedts aftentanker. ”Solen er så rød, mor” blev i de følgende år udbredt gennem blandt andet Carl Nielsens lille sangbog ”Ti danske Smaasange”, men på et senere tidspunkt løb den også ind i problemer. I årene efter Befrielsen i 1945 måtte Harald Bergstedts sange og tekster ikke spilles i radioen, fordi den tidligere socialdemokrat i 1942 havde meldt sig ind i det danske nazistparti og desuden var fast skribent i den nazistisk orienterede avis Fædrelandet. Han fik to års fængsel for landsskadelig virksomhed og blev også idømt fem års fortabelse af almen tillid. Det var en tillægsstraf, som blev givet til mange i retsopgøret efter besættelsen, og som blandt andet betød, at man mistede sin stemmeret og ikke kunne ansættes i offentlige stillinger. Hertil kom altså, at Harald Bergstedts sange så som ”Solen er så rød, mor”, ”Jeg ved en lærkerede” og ”Hør den lille stær” ikke måtte spilles i radioen, men i 1963 – to år før Bergstedts død – blev hans sange taget til nåde.

Udover ”Lyse nætter” og ”Solen er så rød, mor” blev det søndag også afsløret af blandt andet bandet Ulige Numres fædrelandssang ”Frit land”, landsstævnesangen ”Gi’ os lyset tilbage” og Anne Linnets ”Forårsdag” finder vej til Højskolesangbogen til efteråret.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Anna

Hej Tor
Jeg prøver at finde en sang, jeg er ret sikker på hedder Anna eller noget med Anna. Mit bud er, at det er fra ca. 1990. Jeg troede at den måske var med Ten Sharp, da den er i samme stil som hittet You, men jeg har ikke kunnet finde noget, der passer sammen der. Kan du hjælpe?
Mvh Lasse

Hej Lasse
Netop de to oplysninger stillet ved siden af hinanden giver mig grund til at tro, at det er det belgiske band Clouseau, du leder efter. Trods stor succes i Belgien og Nederlandene blev de aldrig noget stort navn i Danmark, men nogle af deres engelsksprogede singler fik dog en smule plads på visse lokalradioer – blandt andet ”Anna” fra 1992, som oprindeligt hed ”Anne”, da den blev udgivet med hollandsk tekst i 1989.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Når livets skjorte bliver for kort

Statsminister Mette Frederiksen gik i sidste uge i sine forgængeres fodspor, da hun holdt sin nytårstale 1. januar. Hver statsminister har gennem årene haft sin egen stil og sine særlige fokusområder, men på ét punkt lagde Mette Frederiksen sig op ad de tidligere statsministre Anker Jørgensen og Lars Løkke Rasmussen. Den 1. januar 1977 indledte daværende statsminister Anker Jørgensen sin nytårstale med ordene “Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser”, hvor han citerede Kim Larsens sang fra det forgangne år. 30 år senere opfordrede Lars Løkke Rasmussen sine Facebook-venner til at komme med input til nytårstalen, og en journalist fra Radio24syv mente, det var på sin plads at behandle popstjernekarikaturen Gulddreng, som havde fået sit gennembrud i året, der var gået. I talen 1. januar 2017 sagde Løkke derfor blandt andet ”Man kan blive helt svimmel ved tanken. Få det lidt, som om man prøver at følge med, men at det er så svært at gennemskue” – med reference til hittet ”Se mig nu” med omkvædet ”Se mig lige nu, I prøver at følge med, men jeg er så svær at gennemskue”. Men hvor både Lars Løkke Rasmussen og Anker Jørgensen citerede samtidens popmusik, greb Mette Frederiksen fat i en mere end 40 år gammel sang:

”Et mere retfærdigt samfund starter med børnene. Men det slutter ikke her. Der er også uretfærdighed i den anden ende af livet. Når arbejdslivet slutter, og livets skjorte bliver for kort”, sagde hun, da hun lagde an til at tale om ældrepleje og pension. De let genkendelige sidste fem ord om, at ”livets skjorte bliver for kort” stammer fra Shu-bi-dua-sangen ”Den røde tråd”, som forsanger Michael Bundesen har afsløret blev skrevet på blot et kvarters tid, og at en del af den musikalske inspiration kom fra Eric Claptons ”May You Never”. Jens Tage Nielsen spillede keyboard i Shu-bi-dua i bandets tidlige år, og han bidrog også til en del af de finurlige tekster, som var med til at gøre Shu-bi-dua folkekære.  I biografien ”Alting har en ende” fortæller Bundesen, at lige præcis sætningen ”Når livets skjorte bliver for kort” kom fra Jens Tage Nielsen, som nu altså også er delvist medforfatter til en nytårstale.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Fem mand og en guitar

Hej Tor
Jeg leder efter et stykke musik, der blev delt en del for nogle år siden på Facebook mm. En gruppe unge/yngre mænd og kvinder, der spillede alle spillede på den samme guitar på en gang. Sindssygt dygtige. Og sangen var et hit på det tidspunkt (med en anden gruppe). Men husker ikke hvad de hed eller hvilken sang.
Kh Amanda

Hej Amanda
Det var den canadiske gruppe Walk Off the Earth, der i 2012 gik viralt med videoen, hvor fem musikere spiller på én guitar. Sangen var ”Somebody That I Used To Know”, som oprindeligt var med Gotye. Walk Off The Earth har lavet masser af kreative genindspilninger på små instrumenter og hverdagsting, men har også udgivet egne sange.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Abbas nye årti

”Tak for alt i det gamle år”, ”Vær velkommen, herrens år” og ”What Are You Doing New Year’s Eve”. De fleste nytårssange passer som udgangspunkt bedst til selve nytårsaften, men en af de allermest kendte tager faktisk sit udgangspunkt i de tidlige timer på årets første dag, og man kan derfor med rette nynne med 1. januar: ”It’s the end of the party and the morning seems so grey, so unlike yesterday now’s the time for us to say Happy New Year”. Abba udgav i 1980 “Happy New Year”, som vel i dag står som popmusikkens største nytårssang, og her 40 år senere er der dele af det sidste vers, som passer bedre end de fleste andre år: ”It’s the end of a decade. In another ten years time, who can say what we’ll find, what lies waiting down the line”.

Da Benny Andersson og Björn Ulvaeus skrev sangen, havde den godt nok den lidt specielle arbejdstitel ”Daddy Don’t Get Drunk on Christmas Day”, men de var netop trådt ind i et nyt årti,1980’erne, og derfor endte den ikke som en fordrukken julesang, men som en melankolsk nytårshymne – og i virkeligheden var den tænkt ind i en større sammenhæng. Björn og Benny var nemlig begyndt at lege med idéen om at skrive en musical, og de havde kontaktet komikeren John Cleese, fordi de håbede, at han ville være med til at skrive et manuskriptet til en forestilling, som ”Happy New Year” skulle indgå i. Monty Python-stjernen sagde dog nej, og der gik endnu tre år, før komponisternes drøm om at arbejde med en musical blev realiseret i form af ”Chess”. Til gengæld har ”Happy New Year” overlevet år efter år, årti efter årti.

Ved indgangen til 2020 har Abba-fans verden i øvrigt masser at glæde sig til. Allerede i 2018 blev det til stor overraskelse for alle annonceret, at Agnetha, Anni-Frid, Björn og Benny havde været i studiet sammen for at indspille to nye sange, som skulle lanceres i forbindelse med en slags koncertshow med digitale kopier af Abba-medlemmerne. De er ikke udkommet endnu, men i september lød meldingen på hele fem nye Abba-indspilninger, og om alt går vel, får vi dem at høre i 2020. Godt nytår!

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Har du aldrig set mig nøgen…

Hej Tor
I ”Olsen-bandens store kup” er Poul Reichhardt og Arthur Jensen med som ”Kongen og Knægten”, der (i en for Olsenbanden-filmene lidt mærkelig sangscene) synger ”Har du aldrig set mig nøgen”. Er det en sang, man burde kende andre steder fra? Jeg har ikke hørt den derudover.
Mvh Camilla

Hej Camilla
Sangen har faktisk en forhistorie – i Frankrig for mere end 100 år siden. Melodien er nemlig skrevet af den senere meget anerkendte komponist Vincent Scotto, og fra 1906 blev ”La Petite Tonkinoise” fremført af sangeren og skuespilleren Polin. I 1930 samlede Josephine Baker den også op, og i 1936 var den på engelsk med i filmen ”The Great Ziegfield” som ”It’s Delightful To Be Married”. Men hvordan en gammel ”chanson” med teksten ”Har du aldrig set mig nøgen, når jeg ligger ned og skyder papegøjen” nåede frem til Olsenbanden i 1972, er et mere åbent spørgsmål.
Med venlig hilsen
Tor Bagger