Kategori: Musiknyheder

At skulle rangordne sange ud fra mere eller mindre subjektive kriterier er nærmest umuligt og måske ligefrem urimeligt – men ikke desto mindre ganske udbredt og ofte interessant. Den seneste tid har det amerikanske musikmedie Billboard løbende afsløret de sange, de har fundet værdige til en plads på en Top 100-liste over de største dansegulvshits nogensinde. Listen ”The 100 Best Dance Songs of All Time” rummer selvfølgelig masser af disco, dance, techno, funk og andre dansable genrer, men førstepladsen på listen er det første store track, der pegede frem mod en ny tids elektroniske musik. Nr. 1 på listen er nemlig Donna Summers “I Feel Love” fra 1977, som med hjælp fra producerne Giorgio Moroder og Pete Bellotte introducerede et helt nyt lydunivers med pulserende synthesizere og programmerede trommer. Den kortfattede, men effektive tekst til det næsten hypnotiserende dansehit kom fra Donna Summer selv, og ifølge Billboard skrev Summer den efter en timelang samtale med sin clairvoyante rådgiver, som netop havde bekræftet over for hende, at den mand, hun lige havde mødt, var ”den eneste ene”. Det viste sig at holde stik i den forstand, at Donna Summer og Bruce Sudano dannede par frem til Summers død i 2012

På Top 100-listen over de største dansehits nogensinde lige under ”I Feel Love” har Billboard-personalet placeret Deee-Lite-hittet “Groove Is in the Heart” fra 1990 på andenpladsen og Daft Punks “One More Time” fra 2000 på tredjepladsen.

Bandet TV-2 har mange jern i ilden for tiden. I forrige uge udkom deres 20. studiealbum ”Som om vi ikke har mere at sige”, og i denne uge og næste uge giver bandet tre meget store koncerter i Aarhus Congress Center og Royal Arena. Men TV-2 tilbyder også et interessant indblik i gruppens arbejde og historie i en ny dokumentarfilm. Instruktøren Jesper Skaaning har fulgt de fire musikere, der har lukket ham ind i privaten, fortalt om deres arbejde med musikken samt givet ham adgang til et privat arkiv med gamle optagelser.

Filmen har fået titlen ”TV-2: Kys det satans liv”, som naturligvis er en reference til sangen ”Kys det nu (det satans liv)” fra 1988. Sidste år udkom bogen ”TV-2 – Historien – Pladerne – Sangene”, hvor man kan læse, at forsanger Steffen Brandt til musikmagasinet Gaffa har pointeret, at denne sang kan noget af det, som sange skal kunne: ”De skal kunne kridte nogle store linjer op. Hvis man gennemgår en periode, hvor man ikke kan se nogen fremtid eller noget håb, synes jeg, der skal være nogle sange, der tager én videre, og den slags sange må gerne vove en påstand, som ikke bare er givet i sig selv. Underforstået i den sang ligger det jo, at man selv skal agere. Der er desværre ingen lette løsninger, men man kan godt vove at sige, at det kan lade sig gøre, og at man kan stramme op og gøre noget ved det, hvis man tror på det. Der skal være sange, der skubber én videre til næste dag”.

”Kys det nu (det satans liv)” er måske ikke et af TV-2’s største hits i traditionel forstand, men den har været en populær del af deres repertoire siden 1988, og i 2020 blev den optaget i Højskolesangbogen. Nu lægger sangen også navn til dokumentarfilmen “TV-2: Kys det satans liv”, som i mandags havde premiere på filmfestivalen CPH Dox, og på søndag kan den ses på TV 2 Charlie.

Det er en af dansk pophistories store folkelige succeser og samtidig en af dens store tragedier, der genfortælles, når der i morgen er premiere på filmen ”Under stjernerne på himlen”. Komikeren Anders Matthesen har rollen som popmusikeren og Grand Prix-kongen Tommy Seebach, som efter både stor popularitet og voldsom nedtur fandt trøst i flasken og døde i 2003, blot 53 år gammel.

Filmen er opkaldt efter Tommy Seebachs tredje sejrsmelodi i det danske Melodi Grand Prix, som i dag må betragtes som en folkelig klassiker, men som i 1993 både var kilde til en kortvarig opblomstring for Seebach og medvirkende til en massiv nedtur. Efter at have spillet med Sir Henry and His Butlers fra midten af 1960’erne, have været solo-kunstner i 1970’erne og have haft masser af optrædener i Melodi Grand Prix i 1980’erne var Tommy Seebachs karriere ved at gå i stå i starten af 1990’erne. Hans alkoholmisbrug påvirkede både familieliv og offentlige optrædener, men i begyndelsen af 1990’erne skrev han en melodi, som han mente, ville kunne få ham tilbage på sporet. Den var tænkt som en vuggevise til datteren Marie, og han fik sin mangeårige samarbejdspartner Keld Heick til at skrive en tekst, så han kunne sende den til DR i håbet om at kunne vende tilbage til Melodi Grand Prix i 1991. Men ”Under stjernerne på himlen” blev sendt retur, og Seebach var ifølge biografien ”Tommy” grædefærdig, da han fik det at vide.

”Han satte sig i stuen og lyttede på nummeret, og sagde til mig, at han ikke fattede, at de ikke kunne høre, hvor god den sang var. Han var overbevist om, at det var en af de bedste sange, han nogensinde havde skrevet”, fortæller hustruen Karen Seebach i bogen. Tommy Seebach troede så meget på sangens kvaliteter, at han sendte det samme bånd til DR året efter uden at ændre så meget som en tone. ”Under stjernerne på himlen” blev afvist endnu engang, og det tog hårdt på Seebach, som røg længere ud i sit alkoholmisbrug.

I 1993 kom sangen dog med på et afbud, og Tommy Seebach fik sin tredje sejr i Melodi Grand Prix efter de tidligere vindersange ”Disco Tango” og ”Krøller eller ej”. Seebach var tilbage på toppen, men kun et par måneder senere fik opturen en brat afslutning. Ved Det Internationale Melodi Grand Prix blev ”Under stjernerne på himlen” nr. 22 ud af 25, og på grund af nye regler betød det, at Danmark ikke havde mulighed for at deltage året efter. Grand Prix-kongen blev på den måde ufrivilligt ansvarlig for, at Danmark slet ikke skulle afholde et Melodi Grand Prix i 1994, og både fra DR’s side og i flere medier blev Seebach – og hans elskede sang – gjort til syndebuk. Denne optur og pludselige nedtur er en del af historien i den nye film, der har biografpremiere i morgen.

Publikum i en lang række byer får chancen inden længe, men fra i morgen kan man i København opleve en ny opsætning af en af de seneste årtiers mest populære musicals. Siden urpremieren i London i 2002 har musicalen “We Will Rock You” været verden rundt og har været med til at holde liv i de store hits fra rockbandet Queen. Den har også været sat op herhjemme flere gange, men torsdag har en ny oversættelse af Line Knutzon og en nyopsætning af Nikolaj Cederholm premiere i Tivolis Koncertsal.

Forestillingen er naturligvis opkaldt efter et af Queens hits fra 1977, som guitaristen Brian May skrev. I dokumentarfilmen ”Days of Our Lives” fortalte han, at han havde bemærket, hvordan mange fodboldfans sang – og stadig synger – ”You’ll Never Walk Alone” på tribunerne, og det satte tankerne i gang om, hvorvidt man med musik kunne få et stadionpublikum til at bidrage med andet og mere end blot deres stemmer: ”De er stuvet sammen, men de kan klappe i hænderne og stampe med fødderne, og de kan synge. Om morgenen vågnede jeg og havde idéen til We Will Rock You i mit hoved”.

Brian May Han havde fået idéen til at involvere publikum, som med tramp og klap skulle udgøre grundrytmen i et nummer. Den slags kan nu opleves ved store koncerter, men ved indspilningen af ”We Will Rock You” skulle man finde en måde at simulere et meget stort publikum. Selvom Brian May er bedst kendt som guitarist og sangskriver, er han også fysiker og har endda for nogle år siden opnået en doktorgrad i astrofysik. Han forsøgte derfor at regne sig frem til, hvordan man kunne skabe illusionen af tusind mennesker, der tramper og klapper rytmen i takt. I et virkeligt publikum ville man opleve en svag lydforsinkelse alt efter afstanden, så i stedet for blot at lægge et ekko på rytmelyden sørgede han for, at der i optagelserne blev tilført svage gentagelser med bittesmå forsinkelser af de enkelte optagelser. Og for at skabe uforudsigelighed i effekten blev ”afstanden” markeret til at være primtal, så lytteren får fornemmelsen af at stå midt i folkemængden. På den måde konstruerede han et gigantisk publikum, som ikke fandtes til at begynde med, men som i snart 50 år siden da har vist sig verden over, når Queen har spillet ”We Will Rock You”.

Musicalen, der også hedder ”We Will Rock You”, har i morgen premiere i Tivolis Koncertsal, og hen over foråret og den tidlige sommer tager det store show på tur gennem landet til Aarhus, Esbjerg, Randers, Odense, Aalborg, Frederikshavn, Vejle og Holstebro.

Før Aqua væltede det meste af verden med deres farvestrålende dance-pop i slutningen af 1990’erne, havde en anden dansk duo gjort noget lignende med i hvert fald en enkelt single. Søstrene Susanne og Pernille Georgi har i årtier optrådt som Me & My, og nu udgiver de bogen ”Me & My – Musik, magt og misbrug” i anledning af 30-års-jubilæet for deres kæmpehit ”Dub-I-Dub”.

I 1995 bragede ”Dub-I-Dub” gennem lydmuren, men historien om ørehængeren startede en decembernat i 1994, hvor Susanne Georgi var på vej hjem fra en julefrokost i det københavnske datafirma, hvor hun var kontorelev på det tidspunkt. Søstrene gengav historien i Politiken for et års tid siden, og her fortalte Susanne Georgi, at hun havde satset på at score en bestemt fyr den aften, men at han havde været optaget af andre ting. På vej hjem i taxien lavede hun derfor en simpel sang om ham og om situationen: ” Dub-i-dub-i-dub-i-dub, I don’t need your love”. Den 18-årige Susanne var bange for, at hun ikke ville kunne huske det i ædru tilstand dagen derpå, så hun ringede hjem til sin telefonsvarer og indsang den lille sangidé. Dagen efter ringede hun til sin søster Pernille:

”Susanne siger, at hun har lavet noget i nat, som jeg lige skal høre. Jeg synes, det er superfedt, men vi skal lige have nogle flere ord på. Vi kan ikke bare synge Dub-I-Dub”, fortalte Pernille Georgi til Politiken i 2023. Og der blev selvfølgelig skrevet mere tekst, men vrøvledelen med ”Dub-I-Dub”-ordene blev stående, som de var. Efter at have løbet musikbranchens ledvogtere på dørene i en periode fik søstrene hul igennem hos manageren John Aagaard i Aalborg, som satte dem sammen med produceren Dean’N, og herefter blev lyden af et ægte verdenshit skabt. Den historie og mange flere bliver fortalt i bogen ”Me & My – Musik, magt og misbrug”, der udkommer på Kvindernes Internationale Kampdag på lørdag.

I fredags gik årets udgave af ”X Factor” ind i den afgørende fase, hvor de udvalgte deltagere optræder i liveshows i håbet om at kvalificere sig til næste uges program – og næste uge og næste uge igen. Der blev taget særligt godt imod den nordjyske trio, der med navnet 9000 HÅB er opkaldt efter hjembyen Aalborgs postnummer. 21-årige Gustav Kappel, 22-årige Nikolaj Lange Sørensen og 22-årige Magnus Fløe Simonsen optrådte i deres første liveshow med tv-2’s hit ”Be Bab A Lu La”, som til lejligheden havde fået en kreativ overhaling.

”Be Bab A Lu La” stammer fra tv-2-albummet ”Nutidens unge”, der udkom i 1984, og selvom mange nok forbinder titlen med Gene Vincents gamle rockabilly-hit ”Be-Bop-a-Lula” fra 1956, er udtrykket endnu ældre. Allerede i 1945 blev der udgivet en single med titlen ”Be-Baba-Leba”, og udråb af denne slags dannede også grundlag for navnet på jazz-genren bebop. Men tv-2’s brug af udtrykket kom fra et mere hjemligt og folkeligt udgangspunkt. I bogen ”tv-2 – historierne – pladerne – sangene”, der udkom i december, kan man læse den forklaring, som forsanger Steffen Brandt gav til Herning Folkeblad i 1984: ”Det er sjovt at bruge de tekster, vi allesammen kender – de er en eller anden kulturarv. I studiet fik vi at vide, at Bamses Venner lige havde været der og indspille deres danske undersættelse af Be-Bop-A-Lula. Den hed Birger Og Lulu. Og så brugte vi den gamle sang som ’cue-tekst’, altså en tekst, man indspiller efter, indtil man får skrevet en rigtig tekst. Og så blev den der bare”.

Et udtryk fra amerikansk jazz og R’n’B i 1940’erne blev således til et rockabilly-hit i 1950’erne, som fik en dansk undersættelse, der fostrede idéen til en midlertidig poptekst i 1984, som endte med at blive permanent, og 41 år senere fik aalborgensiske 9000 HÅB et bragende bifald for deres fortolkning i ”X Factor”. Hvad 9000 HÅB og deres mentor Simon Kvamm finder på næste gang, kan man se på TV 2 på fredag.

I morgen er der premiere på endnu en film i kategorien biopics, som har været særdeles populær de seneste år. Biopics er dramatiserede historier om virkelige personer, og når det handler om kendte musikere, synes kilden at være uudtømmelig. Herhjemme har vi set Rasmus Bjerg som John Mogensen, Anders W. Berthelsen som Flemming ”Bamse” Jørgensen og inden længe også Anders Matthesen som Tommy Seebach. De seneste år har der været internationale biograffilm om blandt andre Elton John, Elvis Presley, Queen og Bob Marley, og der er film på vej om både Bruce Springsteen, Michael Jackson og de fire Beatles-medlemmer. Men allerede i morgen lander en ny musiker-biopic i de danske biografer, når der er premiere på Bob Dylan-filmen “A Complete Unknown”, hvor Timothée Chalamet spiller rollen som den unge Bob Dylan, der forsøger at finde sin helt egen plads i musikbranchen.

Titlen “A Complete Unknown” er hentet fra en linje i Bob Dylans store hit “Like a Rolling Stone” fra 1965-pladen “Highway 61 Revisited”. Rullestens-titlen refererede ikke til bandet The Rolling Stones, men til den faste vending om, at der ikke gror mos på en rullesten. Bob Dylan havde samlet udtrykket op i countrylegenden Hank Williams’ sang ”Lost Highway” fra 1949, som indledes med linjen ”I’m a rolling stone, all alone and lost” (”Jeg er en rullesten, helt alene og fortabt”, red.).

Sangen “Like a Rolling Stone” har faktisk en gang tidligere givet navn til en film om Bob Dylan. Da Martin Scorsese i 2005 lavede sin Dylan-dokumentar ”No Direction Home”, hentede han titlen fra Like a Rolling Stone”-linjen ”How does it feel to be on your own, with no direction home”.

På en februardag for 25 år siden, skete der noget, de færreste havde forventet – og nogle måneder senere gik det fra at være en musikalsk overraskelse til at være den totale triumf. I begyndelsen af år 2000 var det længe siden, den 49-årige Jørgen Olsen og hans 45-årige bror Niels ”Noller” Olsen havde været i nærheden af den succes, de oplevede i ungdomsårene i 1970’erne med hits som ”Angelina” og ”San Francisco”. De arbejdede på deres første rigtige album i 21 år, så Brødrene Olsen var på papiret et ekko fra fortiden, da DR inviterede dem til at deltage i årets Melodi Grand Prix. Invitationen var en kærkommen mulighed for opmærksomhed omkring deres comeback-ambitioner, så sangvalget til Grand Prixet var en vigtig beslutning. I dag kan det synes indlysende, at ”Smuk som et stjerneskud” skulle blive en klassiker, men på det tidspunkt var den blot en blandt flere muligheder i bunken af nye Olsen-sange.

Jørgen og Noller Olsen har i flere sammenhænge fortalt historien om, hvordan de besøgte deres mangeårige manager Steen Wittrock for at diskutere mulighederne i fem demoindspilninger, de havde medbragt til kontoret. Det var et åbent spørgsmål hvilken af sangene, de skulle præsentere for DR’s Grand Prix-redaktion, men da de forlod kontoret, hørte de, at Wittrocks sekretær sad og fløjtede melodien til ”Smuk som et stjerneskud”. Hun havde lyttet med undervejs, og det var netop denne melodi, der havde fæstnet sig hos hende. Hendes instinktive reaktion gjorde udslaget, og Brødrene Olsen valgte derfor at satse på ”Smuk som et stjerneskud”. I næste uge er det 25 år siden, de to midaldrende mæng gik på scenen i Melodi Grand Prix som forhenværende ungdomsidoler og forlod showet som sejrherrer og genetablerede stjerner. Knapt tre måneder senere sikrede de Danmark en overbevisende sejr ved Det Internationale Melodi Grand Prix med den engelske version af sangen, ”Fly On the Wings of Love”.