Kategori: Musiknyheder

Det er ti år siden, Whitney Houston døde som blot 48-årig, og siden da er historien om hendes liv blevet skildret i flere dokumentarfilm og bøger. De seneste to år er der også blevet arbejdet på en spillefilm om den voldsomt succesfulde sangerinde, og i denne uge er der nu mulighed for at se resultatet. Boet efter Whitney Houston bakkede fra starten op om projektet, og det samme gjorde hendes mangeårige musikproducer Clive Davis, så der kunne bygges en spillefilm op med brug af hendes kendte sange og et manuskript af Anthony McCarten, som også stod bag filmen ”Bohemian Rhapsody” om rockgruppen Queen. Det medfølgende soundtrack rummer en lang række Whitney Houston-hits i både originale udgaver og nyopfriskede versioner, men hvilke sange, der indgår i selve filmen, er endnu ikke offentliggjort. Et godt bud er dog, at kæmpehittet ”I Wanna Dance With Somebody” vil kunne høres i biografen, eftersom det også er titlen på filmen, der får dansk premiere i morgen.

Sangen udkom i 1987 som en del af Whitney Houstons andet album, men den kunne lige så godt være havnet et helt andet sted end hos Houston. Sangskriverne George Merrill og Shannon Rubicam havde skrevet ”How Will I Know”, som var et af de store hits på Houstons første album, og derfor blev de bedt om at komme med et bud på endnu en sang, der kunne passe til den unge, fremadstormende popstjerne. I løbet af forholdsvis kort tid fik de skrevet og indspillet en demoversion af ”I Wanna Dance With Somebody” og var klar til at præsentere den for Whitney Houstons chefproducer Clive Davis. Deres besked til Davis var, at han gerne måtte give hurtig besked, om han ville bruge til Whitney Houston, for ellers ville de nok indspille den med deres eget band Boy Meets Girl. Clive Davis fik stukket et kassettebånd i hånden i en lufthavn, og efter en hurtig gennemlytning var beskeden meget klar: Den skulle de ikke regne med selv at indspille, for han var allerede overbevist.

Clive Davis kunne straks høre potentialet i sangen, men der var brug for nogle ændringer i sangens fremtoning, for demoversionen var i en noget mere country-rocket stil. Derfor var produceren Narada Michael Walden heller ikke helt så pjattet med idéen som chefen Clive Davis. Ifølge Whitney Houston-bogen ”One Moment In Time” syntes Walden, det lød som en ”rodeo-sang” med Olivia Newton John, og det passede ikke til den lyd, de var i gang med at bygge op omkring Whitney Houston. Han var nødt til at vride sangen ud i nye hjørner for at gøre den mere funky og dansabel, og det lykkedes i en sådan grad, at ”I Wanna Dance With Somebody” endte med at ramme førstepladsen på hitlisterne i atten lande, blandt andet USA, Storbritannien og Tyskland – og i sidste ende nu som titlen på en hel spillefilm om Whitney Houstons store karriere.

I de seneste uger har vi her på bagsiden set på jubilerende julesange i form af Gnags’ nu 40 år gamle ”Julesang” og den 175-årige ”Højt fra træets grønne top”, men popmusikkens ultimative julehit fejrer også rund fødselsdag i år. Det gjorde den i princippet også sidste år, men i sidste ende er den 80 år gamle ”White Christmas” mere knyttet til 1942 end til 1941. Sangeren Bing Crosby havde fremført den en enkelt gang i sit radioshow ”The Kraft Music Hall” juledag i 1941, men sangen udkom først på single i 1942 i forbindelse med julefilmen ”Holiday Inn”. Underligt nok havde filmen premiere om sommeren, men hen over efteråret og vinteren blev det klart, at ”White Christmas” om hjemve og julenostalgi og havde vundet folks hjerter i en tid med afsavn og verdenskrig.

I og for sig er det bemærkelsesværdigt, at der var en jødisk immigrant fra Sibirien med masser af grunde til ikke at nære varme følelser for juletiden, der skulle skrive denne amerikanske juleklassiker. Irving Berlin og hans familie drog mod Amerika i 1893, da han var fem år gammel, og allerede i teenageårene begyndte han at udfolde sig som komponist. Op gennem 1910’erne og 1920’erne blev han en af landets mest succesfulde sangskrivere, længe før ”White Christmas” så dagens lys. Ifølge bogen ”Hollywood Victory”, der udkom sidste år, mistede han sin søn, der blot fire år gammel døde pludseligt juledag i 1928, så hvert år, mens resten af landet samledes til julebesøg og familiehygge, måtte Irving Berlin markere årsdagen for sin egen families store sorg. Historien fortæller, at Irving Berlin gennem lang tid havde haft en idé om at ville skrive en julesang, og at han en dag kom ind på sit kontor med en klar besked til sin sekretær: ”Dette er ikke blot den bedste sang, jeg har skrevet – det er den bedste sang, der er skrevet nogensinde”.

Det var dog ikke Irving Berlin selv, der skulle fremføre sangen, men i midten af 1930’erne havde crooneren Bing Crosby haft succes med indspilninger af julesalmerne ”Silent Night” og “Adeste Fideles”, der også kendes som “O Come, All Ye Faithful”. Derfor var Crosby det naturlige valg, da Irving Berlin skulle finde en fortolker af ”bedste sang, der er skrevet nogensinde”. Som nævnt introducerede Crosby sangen i sit radioshow juledag i 1941, inden han i 1942 indspillede og udgav den på single. Men faktisk var Bing Croby nødt til at genindspille ”White Christmas” i 1947, da den originale optagelse fra 1942 var ved at være slidt helt i stykker, fordi singlepladen skulle genoptrykkes år efter år efter år.

”White Christmas” vandt en Oscar via filmen ”Holiday Inn” og er den dag i dag den bedst sælgende singleplade nogensinde med mere en 50 millioner solgte eksemplarer.

Det er svært for nye julesange at slå an i en musikkategori, der i meget høj grad er bundet op på traditioner og genkendelighed, men for præcis 40 år siden fik gruppen Gnags en fod inden for med det, de i første vers selv kalder ”en melodi, en simpel sang, historien om den der gang, to mus faldt ned i en spand med mælk”. For nogle år siden fortalte forsanger Peter A.G. Nielsen i bladet KODA/dk om, hvordan den lille julefabel blev til, og hvordan den langsomt viste sit værd: ”Julen er meget traditionsbundet, og det tager lang tid at få plads i den tradition. Så vores julesang er kommet snigende. Det er jo en vanskelig melodi. Det er ikke sådan en, man lige sætter sig og spiller på guitar. Men den fungerer som komposition”. Tegneren Peder Bundgaard, der også har illustreret flere pladecovers, havde i 1982 lavet en tegnefilm til tv, og på opfordring fra DR leverede Gnags en julesang i den forbindelse. ”Jeg startede med: Hvad handler julen om? Et håb! Så kom historien helt af sig selv. Det må være en overlevering – en historie fra en eller anden forfader med glimt i øjet”, fortalte Peter A.G. i 2010. I historien om de to mus vil den ene drukne sig, men makkeren nægter at give op, og som teksten siger til sidst, ”så svømmede de som aldrig før, og mælken blev til sidst til smør, så kravlede de op på land, stod frem og knugede hinanden – og ønskede glædelig jul”.

Gnags har senere udgivet julesange som ”Der sidder to nisser” og ”Skinne som et juletræ”, der slet ikke på samme måde er gledet ind i popmusikkens ”julekanon”, men efter 40 år lever ”Gnags’ Julesang”, som historien om de to mus hedder, stadig i bedste velgående. Manden bag sangen mener selv, at det blandt andet handler om, at man lever sig ind i den. ”Sangen er måske også vokset i takt med vores fokus på kriser overalt. ’Svøm videre’ synger vi – som et skulderklap”, har Peter A.G. Nielsen forklaret.

I morgen går vi ind i julemåneden, hvor man hvert eneste år siden 1847 har samlet sig om at synge en bestemt sang. I december er det nemlig 175 år siden, at Peter Faber skrev en sang om sin egen families juleaften og juletraditioner, som i sig selv er blevet en dansk juletradition. Faber var til daglig direktør for telegrafvæsenet, men havde også en lyrisk åre, som gjorde, at han ofte digtede små vers og lejlighedssange. I 1847 skulle hele den store familie holde jul sammen, og Peter Faber forfattede derfor en sang, der omtalte flere generationer – nevøer, niecer, brødre, koner og Peter Fabers egen søn. Deres juleaften blev ifølge en artikel fra Den Gamle By holdt på Gråbrødretorv i København hos Peter Fabers 83-årige far, som er omtalt i linjerne ”O, hvor den er blød og rar, sikken dejlig hue, den skal sikre bedstefar i mod frost og snue”. Reelt var det dog ikke den 83-årige bedstefar, der stod for julefesten, men derimod Peter Fabers bror Niels Andreas og hans kone Elisabeth. Det var således hende, der var den nu så berømte ”moder er i køkkenet, nu skal hun traktere”. Peter Fabers egen nyfødte søn blev omtalt i et af de i dag mindre kendte vers: ”Træets allerbedste zir skal min William have, på det blanke guldpapir må du gerne gnave”.

Melodien, som vi i dag synger den kendte julesang på, eksisterede ikke på det tidspunkt, så da familien Faber var samlet om urpremieren på ”Højt fra træets grønne top”, var melodien en anden. Mange har gættet på, at teksten oprindeligt er skrevet til den melodi, vi i dag forbinder med ”I en kælder sort som kul”, mens andre mener, at det sandsynligvis var melodien fra den svenske visesanger Bellmanns ”Supa klockan över tolv”, som senere også blev forlæg til ”Vejen går til Nødebo”. Først året efter skrev Emil Hornemann, der var en af samtidens mest kendte komponister og musikhandlere, den nu så elskede melodi. I 1848 forfattede Peter Faber også både ”Dengang jeg drog af sted”, som ligeledes fik musik af Emil Hornemann, og en tekst med titlen ”Julestemning”. Det er den julestemning, vi i dag kender som ”Sikken voldsom trængsel og alarm”.  

Det er bestemt ikke alle film, der sætter sig lige så varige spor i den kollektive bevidsthed, som ”Casablanca” gjorde. I denne uge er det 80 år siden det romantiske drama med Ingrid Bergman og Humphrey Bogart i hovedrollerne som Ilsa og Rick havde premiere, og filmen rummede masser af ikoniske scener og mindeværdige replikker, som er blevet citeret og kopieret igen og igen. Det gælder citater som “We’ll always have Paris”, “Here’s looking at you, kid” og “I think this is the beginning of a beautiful friendship”. Et af de mest kendte udtryk er knyttet til sangen “As Time Goes By”, men det er samtidig en af de mest fejlciterede replikker i filmhistorien, for selvom de fleste tænker på ”Casablanca”, når de hører ordene ”Play it again, Sam”, så bliver de aldrig sagt i filmen. ”As Time Goes By” minder Ilsa og Rick om en svunden kærlighed, og Ilsa beder barpianisten Sam om at spille den: ”Play it once, Sam, for old times’ sake”. Da han tøver, fortsætter hun: “Play it, Sam. Play As Time Goes By”. Senere beder Rick pianisten om det samme: “You played it for her, you can play it for me” og tilføjer “If she can stand it, I can. Play it”. Men på intet tidspunkt ytres ordene “Play it again, Sam”. Det er til gengæld titlen på et teaterstykke og en film, som Woody Allen stod bag mange år senere – på dansk ”Mig og Bogart”.

Selve sangen ”As Time Goes By” stammede fra Broadway-musicalen “Everybody’s Welcome” fra 1931. Komponisten Max Steiner, der efter sin succes med ”Borte med blæsten” blev hentet ind til at skrive resten af musikken til ”Casablanca”, brød sig ikke om ”As Time Goes By” og ville gerne have den erstattet med en anden sang. Men på det tidspunkt var skuespillerne rejst videre til andre opgaver, og Ingrid Bergman var endda blevet klippet korthåret, så scenerne med ”As Time Goes By” kunne ikke bare tages om. Dermed udødeliggjorde ”Casablanca” sangen med de indledende linjer ”You must remember this, a kiss is still a kiss”.

Efterhånden som dagene bliver kortere og vejret vådere, kan man godt have brug for en smule solskin og optimisme i de mørke novemberdage. For visesangerinden Pia Raug krævede det for mange år siden en tur til Nordjylland for at skabe sangen med den indledende linje ”Jeg vil male dagen blå med en solskinsstribe på” om at holde det grå og triste novembervejr på afstand. Historien om den populære ”Regnvejrsdag i november” er nemlig knyttet til Pia Raugs ture til Skagen i midten af 1970’erne, hvor hun som ung visesanger havde en drøm om at komme til at optræde på den nyetablerede festival. I Skagen mødte hun Gerd Parkholt, som gennem mange år var en af de store ildsjæle bag festivalen, fortalte Raug i forbindelse med genudgivelsen af hendes første indspilninger for nogle år siden:

”Min kusine boede i en nabovilla på Darmstedtvej, så jeg endte, som så mange andre, med at møde Gerd i hendes hjem, Folkers’ Rest. Jeg må have fortalt hende, at jeg drømte om at blive sangskriver, og det efterår sendte hun mig nogle tekster, hun havde skrevet. Hun har sikkert haft sine egne drømme. Jeg prøvede meget ihærdigt, men kunne ikke rigtigt få hendes ord og min musik til at passe sammen. Jeg havde vist nok en forestilling om, at hvis jeg fik sat musik til én af Gerds tekster, så ville det blive en slags adgangsbillet til Skagen Festivalen. Og alligevel måtte jeg give op”. Skæbnen ville dog, at Parkholt havde skrevet sine digte på bagsiden af nogle papirer, hun havde modtaget fra sin veninde Ebba Munk Pedersen, og på de genbrugte sider var derfor også både Ebba Munk Pedersens tekst ”Hej, lille drøm”, som skulle blive titelnummer på Pia Raugs debutplade i 1978, og et digt med titlen ”Regnvejrsdag i november”. Raug satte musik til de to digte, og den dag i dag er det helt almindeligt, at fællessang i alt fra børnehaver til højskoler inkluderer linjen om, at ”klokken elleve-femogfyrre blev november hængt til tørre, jeg vil male dagen lys”. Men ifølge Pia Raug gik der lang tid, før hun fik samlet mod til at fortælle Gerd Parkholt, at det var blevet venindens tekster, hun satte musik til, og ikke de tekster, Parkholt havde sendt hende: ”Og der gik rigtigt mange år, før jeg slap den dårlige samvittighed”.

Den var en af de store pionerer fra rock’n’roll-musikkens tidlige år i 1950’erne, der forlod denne verden i sidste uge. Stjerner som Elvis Presley, Bill Haley, Buddy Holly og Carl Perkins er for længst borte, og inden for de seneste år er også Little Richard og Chuck Berry døde. Som den sidste af de helt store musikere fra dengang gik Jerry Lee Lewis i fredags bort i en alder af 87 år. De sange, der står som de mest sejlivede eksempler på den vildskab, han som sanger og pianist tilførte 50’ernes musikrevolution, er ”Whole Lotta Shakin’ Goin’ On” og ikke mindst ”Great Balls of Fire”. Sidstnævnte rummede seksuelle undertoner, og selvom Lewis var en livlig og grænsesøgende performer, så var han også formet af en meget religiøs familie, og han var derfor i tvivl, om han kunne optræde med en sang som ”Great Balls of Fire”. Hans bekymring var så stor, at han midt i indspilningen af den sang, der skulle ende med at blive hans store signaturmelodi, endte i en længere diskussion om tro, synd og frelse med Sam Phillips, der ejede pladeselskabet Sun Records. Båndoptageren kørte stadig, og det religiøse intermezzo i den ellers løsslupne indspilning er senere udgivet i forskellige sammenhænge.

”Great Balls of Fire” blev et gigantisk hit for Jerry Lee Lewis i 1957 og var med til at sætte en standard for den mulige vildskab både i rock’n’rollens lyd og for musikeres liveoptræden. Lewis blev kendt for at rejse sig så hurtigt fra sit klaver, at hans bænk blev væltet omkuld – om end det var en fejl, første gang det skete – og han tog gerne fødderne i brug for at vælte sin energi ud over tangenterne. Der findes endda historier om, at han satte ild til sit klaver under koncerter, hvilket også blev iscenesat i filmen ”Great Balls of Fire” i 1989, men om det rent faktisk er sket, eller om det er en effektiv vandrehistorie, fortaber sig i fortidens tåger. Kort tid efter succesen med ”Great Balls of Fire” fik Lewis dog problemer i offentligheden, fordi han som 22-årig giftede sig med sin kun 13-årige niece – endda før skilsmissen fra hans kone nummer to var gennemført. Herefter gik det ned ad bakke i rockbranchen, men det lykkedes ham senere at etablere en ganske pæn karriere på countryscenen. Trods sin alder turnerede The Killer, som han også blev kaldt, indtil for få år siden, og så sent som i 2014 udgav han sit 41. studiealbum, der også blev hans sidste.

Et af de mest sejlivede fænomener på den danske musikscene er Gnags, og selvom bandet har oplevet masser af udskiftninger gennem årene, har Peter A. G. Nielsen været den gennemgående figur siden den spæde start i 1966. På det seneste har forsangeren med kælenavnet A.G. brugt en del af sin tid på at se tilbage på et begivenhedsrigt liv både i og uden for Gnags, og om få dage udkommer hans erindringer i bogen ”Rødvin og memoirer”. Titlen er en direkte reference til en af Gangs’ mest elskede sange, ”Når jeg blir gammel” fra 1989, hvor en dengang noget yngre A.G. blandt andet sang “Når jeg bli’r gammel, så vil jeg sidde på en bar, der hvor havet slår ind over molen og dele rødvin og memoirer med de andre gamle i solen”.

I musikbladet Gaffa fortalte Peter A.G. i 1990, at han i 1988 havde været i Frankrig og Spanien sammen med sin kone på ferie, men som altid arbejdede han i en del af ferietiden for at kunne lade musikidéer og brudstykker til mulige tekster flyde frit. De havde krydset grænsen mellem de to lande og var ankommet til San Sebastián på den spanske nordkyst, hvor A.G. i et lille havnekvarter så, hvordan ældre mennesker netop sad og delte rødvin og memoirer med de andre gamle i solen. ”Sådan vil jeg også have det”, fortalte Peter A.G. i Gaffa om sine tanker om mødet med de ældre i San Sebastián. ”Her virker det i det mindste som om de gamle er synlige i forhold til derhjemme”.

På sit hotelværelse arbejdede han med en medbragt båndoptager og et lille keyboard for at få styr på idéerne til den nye sang, der boblede i ham, og da turen atter gik mod Danmark, var der hele fem vers og ikke blot de tre, som vi kender i dag. Et af dem lød således: “Når jeg bli’r gammel, så vil jeg sidde på en bænk, som de sidder på bænke i syden, og være bare et lillebitte stænk af alt, som der syder i gryden”. Dette vers nåede også at blive indspillet, men i sidste ende blev det klippet ud, fordi det sydlandske element ikke passede ind i helheden af en meget dansk sang. Ved klaveret hjemme i Viby havde han arbejdet han med melodien, og han eksperimenterede først med at skrive sangen som en vals. “Det lyder så godt, når man sidder derhjemme”, fortalte A.G. i Gaffa, “men det et sjældent tilfredsstillende for et helt orkester i det lange løb”, og derfor endte han alligevel med at ændre den fra 3/4-takt til 4/4-takt.

Da Peter A. G. Nielsen stod på havnen i San Sebastián og betragtede byens ældre, var han selv 35 år. Nu er han 69 og udgiver på mandag sine erindringer. Ifølge forlaget er bogen ”en personlig og ærlig fremstilling af et levet liv som Danmarks Mr. Swing King, hvor succeserne undervejs har været store og nederlagene få. Men hvor begge dele har haft personlige omkostninger”.