Kategori: Musiknyheder

Det har i mange år været udbredt blandt musikere at sample brudstykker af andre udgivelser, dvs. låne passager eller lyde fra kendte numre og inkorporere dem ens egne produktioner, eller på anden vis genbruge lyde og stemninger. Men det har også i mange år været velkendt, at det ikke er alle, der tillader, at stumper og stykker af deres gamle sange indgår i nye sammenhænge. De svenske poplegender fra Abba tilhører denne kategori, og derfor findes der ikke mange numre, der er baseret på Abba-sange. I 1996 tillod de, at The Fugees samplede bas og synthesizer fra ”The Name of the Game” til sangen ”Rumble In the Jungle”, og i 2005 måtte Madonna have et sendebud til Stockholm for at bede Björn Ulvaeus og Benny Andersson om lov til at bruge “Gimme! Gimme! Gimme! (A Man After Midnight)” som grundlag for hendes sang ”Hung Up”. Det lykkedes, men et Abba-godkendt sample var i sig selv så usædvanlig en begivenhed, at det blev en stor historie ved udgivelsen af Madonnas album ”Confessions on a Dance Floor”.

Nu er det dog endnu engang lykkedes en musiker at gå ombord i dele af discoklassikeren “Gimme! Gimme! Gimme! (A Man After Midnight)”. Den unge japansk-britiske sangerinde Rina Sawayama har til musikmediet Billboard fortalt, at hun til en ny sang havde arbejdet med et guitar-riff, der var så tæt på “Gimme! Gimme! Gimme!”, at hendes pladeselskabsfolk var overbeviste om, at Abba ville sige nej, og at hun derfor var nødt til at ændre sine indspilninger. Hun skyndte sig derfor at genindspille sin nye sang med et andet guitar-riff, men blev undervejs grebet af trods: ”Jeg tænkte sådan: Ved du hvad, det her er skørt. Jeg er sikker på, jeg kan finde en løsning. Så jeg ringede til Elton John og sagde: Elton, kender du Benny eller Björn fra Abba?”. Via en af Elton Johns kontakter på selskabet Universal Music blev Rina Sawayamas sang ”This Hell” sendt til Sverige med en håndskrevet hilsen fra Sawayama om, at det ikke var med vilje, at hun havde lagt sig så tæt op ad “Gimme! Gimme! Gimme! (A Man After Midnight)”, og at hun gerne ville dele rettighederne til sangen med dem. Der kom et positivt svar retur fra Benny Andersson, og som Rina Sawayama sagde til Billboard, er ”This Hell” dermed udgivet med velsignelse fra selveste Abba.

Om få dage er det et halvt århundrede siden, musikeren Sebastian udgav den LP, der blev hans store gennembrud. ”Den store flugt” kom på et tidspunkt, hvor dansksproget rock- og beat-musik stadig var et forholdsvis nyt fænomen, og med sange som ”Når lyset bryder frem”, ”Hvis du tror du er noget” og ”Rose”, var den unge Sebastian med til at sætte nye standarder for dansksproget musik. Vejen hen til udgivelsen af ”Den store flugt” var dog alt andet end let, fortalte Sebastian tidligere på året i DR’s podcastserie ”Det her er Sebastian”, for selvom musikken var indspillet, var det svært at få finansieret udgivelsen, og han og bandet søgte derfor hjælp flere steder: ”Jeg kan huske, vi blandt andet var hos Simon Spies for at høre, om han ville hjælpe og støtte op økonomisk om projektet for at få pladen ud. Han har formodentlig dårligt hørt den, men svaret var: ’Nej, den er ikke noget for de unge i firmaet’. Så den var der allerede dengang – så kunne man gå der med sine 21 år og føle sig for gammel”, fortalte Sebastian til DR. Over for potentielle pladeselskaber gav det også udfordringer, at Sebastian holdt meget hårdt på, at pladen skulle have et dobbeltomslag, men til sidst fik han lavet en aftale med EMI om at få udgivet sit første dansksprogede album. Han havde tidligere udsendt en LP og et par singler på engelsk, som ikke gav ham et egentligt gennembrud, men som i stedet gav ham et ufrivilligt kunstnernavn. Da hans første single var indspillet i 1969, ville hans daværende pladeselskab give ham et kunstnernavn, fordi hans rigtige navn Knud Christensen ikke fungerede til pladeselskabets internationale ambitioner.

”Så får jeg en liste lang med 50 navne. Jeg kigger den igennem og tænker: Det kan jeg ikke bruge til noget. De der navne, de sagde mig ikke noget. Så jeg går ud fra, at pladen ikke bliver til noget – at den ikke bliver udsendt”, fortalte han i ”Det her er Sebastian”, og den tro gik han i, da han en dag blev inviteret i Danmarks Radio: ”Så jeg kommer ind, og så ser jeg i studieruden, at der står et singlecover med et billede af mig, men med ”Sebastian” skrevet henover. Og så tænker jeg: Skal jeg nu styrte ud af studiet og sige, det vil jeg ikke være med til, eller skal jeg prøve at gå med på det?” Sebastian valgte det sidste, blandt andet fordi han regnede med at være hurtigt glemt igen, og så betød det ikke det store at have optrådt under navnet Sebastian et kort øjeblik.  ”Men så blev det svært at komme af med senere, hvis folk skulle identificere mig. Og især efter gennembruddet i ’72 var det svært som artist at begynde at hedde Knud igen”.

Mere end 50 år senere er navnet Sebastian et af de bedst kendte på den danske musikscene, og ”Den store flugt”, som udkom den 17. oktober 1972, står som en af sin tids væsentligste danske pladeudgivelser.

Man skal være varsom med ord som ”historisk” og ”skelsættende”, når det handler om noget så simpelt som udgivelsen af en singleplade, men ikke desto mindre har dagen i dag en helt speciel plads i historiebøgerne. Den 5. oktober 1962 udkom nemlig den første single fra en gruppe fra Liverpool, som i løbet af de følgende otte år satte så store aftryk i musikverdenen, at de den dag i dag uden problemer stadig kan betragtes som det største og vigtigste rockband nogensinde. Det er i dag 60 år siden, The Beatles udgav ”Love Me Do” som debutsingle, men det var faktisk tæt på, at valget var faldet på en helt anden sang, som ikke engang var en Lennon/McCartney-komposition. Gruppens producer George Martin var nemlig stor fortaler for, at deres første udgivelse skulle være en ny sang, han havde fået stukket i hånden fra sangskriveren Mitch Murray. Sangen hed ”How Do You Do It”, og The Beatles indspillede den under George Martins ledelse, men de unge musikere var ikke nær så begejstrede for ”How Do You Do It” som deres nye producer i London, blandt andet fordi de ikke mente, at deres fanbase hjemme i Liverpool ville se den som en passende Beatles-sang. George Martin gav sig til sidst, men hans tro på sangen var så stærk, at han i stedet præsenterede den for en anden gruppe, han arbejdede med, og i begyndelsen af 1963 fik Gerry and the Pacemakers et stort hit, da de debuterede med ”How Do You Do It”. The Beatles’ indspilning af ”How Do You Do It” lå gemt i en skuffe i mere end 30 år, før resten af verden fik mulighed for at høre den, men da deres ”Anthology”-udgivelser kom midt i 1990’erne, kunne man høre, hvordan The Beatles-debuten ville have lydt, hvis de havde ladet sig overtale af George Martin.

I stedet faldt valget på ”Love Me Do”, som Paul McCartney havde skrevet udkastet til allerede som 15-16-årig. På ”Love Me Do” hører man Lennon, McCartney og Harrison, men alt efter hvilken indspilning, man falder over, kan det være tre forskellige trommeslagere. Den første demoindspilning blev lavet med gruppens oprindelige trommeslager Pete Best. Senere kom Ringo Starr til, og det var ham, man kunne høre på debutsinglen, men på blandt andet debut-LP’en er det en optagelse med studiemusikeren Andy White på trommer, mens George Martin havde degraderet Ringo Starr til at spille tamburin.

Netop i dag er det 60 år siden, der blev skrevet musikhistorie – og faktisk også filmhistorie. For 5. oktober 1962 var ikke kun dagen, hvor The Beatles’ debutsingle udkom. Samme dag var der også premiere på den allerførste film om den hemmelige agent James Bond, ”Dr. No”.

Et ukendt band med en meget kendt forsanger er i disse dage på vej rundt i Danmark. Fodboldlegenden Peter Schmeichel er verdenskendt for sine bedrifter i målet for det danske landshold og hos blandt andet Manchester United, men han har alle dage haft musikken med som følgesvend. Hans far var jazzmusiker og insisterede på, at sønnen lærte at spille. Klaverundervisningen kedede lille Peter, som fik lov til at skifte til guitar og senere kastede sig over trommerne – inden han atter vendte tilbage til klaveret. For et års tid siden var Schmeichel gæst i BBC-radioprogrammet ”Desert Island Discs”, hvor kendte mennesker fortæller om deres forhold til musik og præsenterer de plader, de ville vælge at tage med ud på en øde ø. Her fortalte han blandt andet om at fejre en Manchester United-sejr over Liverpool ved at drikke sig fuld med holdkammeraterne og spille ”My Funny Valentine” på klaver sammen med Eric Cantona, der var i gang med at lære at spille trompet.

Efter han har indstillet sportskarrieren, er der blevet mere tid til musikken, og nu har Peter Schmeichel slået sig sammen med de to musikere Niklas Schneidermann og Anders Ramhede, der normalt spiller i Magtens Korridorer, og har dannet et band med navnet The Ones, der henviser til det faste tal på Schmeichels målmandstrøje. I øjeblikket turnerer The Ones med et såkaldt ”rock and talk show”, der præsenteres som en musikalsk rejse gennem syv årtiers rockmusik tilsat Schmeichel-anekdoter om fodbold, musik og familieliv. Hvad der er på repertoiret hos The Ones, kan man opleve på spillesteder i blandt andet Randers og Skive i den kommende uges tid, men hvis man skal bruge Schmeichels favoritter i “Desert Island Discs” som pejlemærker, kan numre som “Rosanna” af Toto, “Sultans Of Swing” af Dire Straits og “Angels” af Robbie Williams måske komme i spil. Hans første sangvalg i radioprogrammet var dog en sang, der er nært knyttet til hans storhedstid som målmand, ”Når jeg lytter til den, tager det mig tilbage til særlige steder og særlige minder”, sagde han om Queens ”We Are the Champions”.

Når man har været i musikbranchen i mere end 60 år, må det være tilladt at genopfinde sine gamle sange af og til, og det er, hvad den 76-årige Dolly Parton lige har gjort med et af sine største hits. Countrystjernen fik et stort pophit i 1980, i forbindelse med at hun debuterede som skuespiller i filmen ”9 to 5”. Dolly Parton var blevet inviteret til at spille med i filmen om en gruppe kontoransatte kvinder, der tager hævn over deres mandschauvinistiske chef, og det lå naturligvis til højrebenet, at hun også skulle skrive musik til filmen. Titelmelodien kom til verden, mens filmoptagelserne var i fuldt sving, og i et interview i tv-programmet ”60 Minutes” fortalte hun i 2009, at en del af inspirationen faktisk kom fra hendes fingernegle. Hun havde meget lange akrylnegle, og hun opdagede, at når hun gned dem mod hinanden, lød det som en af de skrivemaskiner, som filmens kontordamer arbejder ved. Det satte gang i den rytme, der driver sangen fremad, og selv da hun skulle indspille sangen, fik de klikkende negle lov til at blive en del af rytmegruppen.

Tidligere på året var der premiere på dokumentarfilmen ”Still Working 9 to 5”, som ikke kun handler om filmens forhistorie og tilblivelse, men også om den betydning den fik i populærkulturen, og det aftryk, den efterlod sig som et humoristisk, men markant indlæg i ligestillingsdebatten. I den forbindelse genindspillede Dolly Parton ”9 to 5”-sangen sammen med den noget yngre Kelly Clarkson i en langsommere udgave, der trækker en del af det underholdende element ud af sangen, så den til gengæld fremstår mere alvorlig i sit budskab om manglende ligestilling og urimeligheder på arbejdsmarkedet. Indtil nu har man kun kunnet høre den nye ”9 to 5”-duet i dokumentarfilmen, men forleden blev sangen sluppet fri på alverdens streamingtjenester.

I eftermiddag flyttes den afdøde dronning Elizabeths kiste fra Buckingham Palace til parlamentsbygningen Westminster Palace, hvor den vil befinde sig, indtil selve begravelsen finder sted. Midt i den lange sørgeperiode er mange ting i gang med at skulle ændres i det britiske samfund udover det indlysende i, at en ny monark har taget over. Blandt andet er briternes nationalsang som en del af tronskiftet automatisk blevet ændret fra ”God Save the Queen” tilbage til ”God Save the King”, sådan som det har lydt i lange perioder gennem århundreder. Oprindelsen af ”God Save the King” kan ikke kortlægges med sikkerhed, men det ældste kendte optryk af sangen er helt tilbage fra 1744. Sangen i sig selv er dog formentlig er endnu ældre, og visse steder forbindes den med den engelske komponist John Bull, der levede fra 1562 til 1628. ”God Save the Queen” var også titlen på en stærkt samfundskritisk sang fra punkbandet Sex Pistols i 1979, og i samme kritiske musikkategori findes også ”The Queen Is Dead” fra 1986 med The Smiths.

The Beatles sendte til gengæld dronning Elizabeth en positiv – om end meget kortfattet – hilsen på albummet ”Abbey Road” i 1969. Paul McCartney skrev den lille sang ”Her Majesty”, hvor han erklærede hende sin kærlighed og kaldte hende ”a pretty nice girl”. Magasinet Classic Rock citerede ham engang for at sige, at ”den er dybest set monarkistisk med en lettere respektløs tone, men det er meget med et glimt i øjet. Det er nærmest som en kærlighedssang til dronningen”. Den kortfattede hyldest skulle have været en del af et længere medley som bindeled mellem ”Mean Mr. Mustard” og ”Polythene Pam”, men da McCartney hørte det hele i sammenhæng, bad han studieteknikeren John Kurlander klippe ”Her Majesty” ud. Kurlander gjorde, som han blev bedt om, men han kasserede ikke den lille stump spolebånd helt, fortalte han i Classic Rock-bladet: ”Jeg havde fået at vide, at jeg aldrig skulle smide noget væk, så efter han var gået, samlede jeg det op fra gulvet, satte cirka tyve sekunders indløbs-tape og monterede den sidst på redigeringsbåndet”

Resultatet blev, at man til allersidst på ”Abbey Road”-pladen kunne høre den 23 sekunder korte sangstump ”Her Majesty” som et forsinket bonusnummer, der ikke fremgik af pladens omslag, og det er det hurtige klippearbejdes skyld, at ”Her Majesty” både begynder og slutter lidt klodset. Dronning Elizabeth d. 2. var 43 år, da hun blev besunget som ”a pretty nice girl”, og hun blev 96 år gammel. Hun begraves fra Westminster Abbey på mandag kl. 12 dansk tid.

Før i tiden var det ikke usædvanligt, at musikere forsøgte at puste nyt liv i deres gamle udgivelser med opsamlingsplader, live-indspilninger eller remix. Pop-veteranen Elton John har fundet en anden opskrift, der gav succes sidste år, hvor han hittede med ”Cold Heart”, der var stykket sammen af passager fra hele fire forskellige Elton John-sange af ældre dato, så de fremstod som en ny helhed og lød som et moderne pophit. Forleden udkom endnu et nummer skåret over samme læst, hvor dele af ”Tiny Dancer” og ”The One” er koblet sammen og krydret med et sample fra ”Don’t Go Breaking My Heart” og udgivet med titlen ”Hold Me Closer”. Mest fremtrædende i sangen er omkvædet fra ”Tiny Dancer”, som Elton John udgav i 1971, hvor den ikke blev et stort hit, men med årene voksede den til at blive en klassiker i hans repertoire. ”Tiny Dancer” fik også et skub med på vejen, da den i 2000 indgik i filmen ”Almost Famous” om musikbranchen først i 1970’erne.

Som langt de fleste af Elton Johns andre sange er teksten skrevet af hans makker Bernie Taupin, der har fortalt, at ”Tiny Dancer” handler om de mange kvinder, som de mødte, da de efter Elton Johns gennembrud drog til Californien. Kvinder, der var helt anderledes end dem hjemme i England: ”Jeg ville indfange tidsånden, indkapslet af de kvinder, vi mødte, særligt i tøjbutikkerne på The Strip i Los Angeles”, har han fortalt. ”De ville alle sammen sy lapper på dine jeans. De ville tage sig af dig og gå i seng med dig – det var det perfekte Ødipus-kompleks”. På LP’en ”Madman Across the Water” fra 1971 tilegnede Taupin dog ”Tiny Dancer” til sin kæreste og senere hustru Maxine.

Mere end 50 år senere er ”Tiny Dancer” atter fremme, men denne gang handler det om at indfange en helt anden tidsånd og en helt anden stemning. Elton John instruerede ligefrem produceren om, at ”Hold Me Closer” ikke skulle fremstå som ”den nye Tiny Dancer”, men som en sjov version, folk kan danse til eller have kørende, mens de får en drink på Ibiza, uden at det skal være alt for seriøst. Britney Spears medvirker også på ”Hold Me Closer”, og det er hendes første nye udgivelse i seks år.

Udviklingen i musikhistorien handler ikke kun om kunstnerisk kreativitet, men også om teknologiske muligheder, og i den sammenhæng er denne dato lidt af en mærkedag. For præcis fyrre år siden – den 17. august 1982 – blev den første musik-CD trykt på Philips-fabrikken i Langenhagen lidt uden for den tyske storby Hannover. Udviklingen af de første compact disc, som de også blev kaldt, havde været undervejs i nogle år, efter at elektronik-giganterne Sony og Philips var gået sammen om at skabe en digital afløser for vinylplader og kassettebånd. I 1979 begyndte en arbejdsgruppe at se på, hvordan et nyt medie til musikafspilning skulle konstrueres og hvilke krav, det skulle leve op til. Oprindeligt var producenterne blevet enige om, at en digital disk skulle kunne rumme en times musik, men det blev undervejs udvidet til 74 minutter – efter sigende for at sikre, at man kunne udgive Beethovens niende symfoni i ét stykke.

Den første CD, der blev stanset ud på den tyske fabrik for nøjagtig fyrre år siden, var et eksemplar af Abba-albummet ”The Visitors”, som også var et af de første album, der var blevet indspillet og mixet digital. ”The Visitors” var udkommet på LP og kassette året forinden, men selvom den var først igennem CD-maskineriet i 1982, var det ikke den, der landede i butikkerne som den første. Det var derimod Billy Joel-albummet ”52nd Street”, som blev introduceret på CD til det japanske marked den 1. oktober 1982, samme dag som de første CD-afspillere blev sat til salg. Det var naturligvis en bekostelig affære at skulle være ”first mover” på den nye musikteknologi, og derfor blev CD-afspillere og -udgivelser i den første tid mest målrettet det klassiske musik-marked, da disse kunder formodedes at have flere penge og være mere optaget af den lydkvalitet, som det nye digitale format kunne tilbyde.

At CD’en, som fylder rundt i dag, på sine gamle dage er blevet overhalet indenom af både musikstreaming og ironisk nok også LP’er, er en helt anden historie.